Udgivet d. 20-12-2024
Manglen på hænder på de danske gårde får mange til at hente arbejdskraft i skikkelse af udenlandske praktikanter. SAGRO har god erfaring med vietnamesiske praktikanter, og snart kommer der også unge under uddannelse fra Kenya.
Der er mangel på arbejdskraft i dansk landbrug, og mange forsøger at løse problemet ved at hente udenlandske hænder til at hjælpe på gårdene. Det har i en årrække primært været ukrainske medarbejdere, men blandt andet på grund af situationen i landet er andelen af medarbejdere fra andre verdensdele, herunder Asien og Afrika, også begyndt at fylde en del på de danske landbrug.
- Men det kan godt være et lidt lyssky marked med mange faldgruber at bevæge sig ud på, erkender Lisbeth Skodborg Larsen, der er faglig ansvarlig i løn & HR ved SAGRO.
Derfor satte hun sidste år gang i et projekt med at formidle udenlandske praktikanter til dansk landbrug, i første omgang vietnamesere.
- Vi vil gerne være vores kunders garanti for, at forholdene er i orden. Vi fandt et vietnamesisk bureau, som vi har tillid til, og vi har ad den vej fået omkring 50 unge vietnamesere under uddannelse ud på danske gårde som praktikanter. Vi har generelt fået rigtig god respons fra landmændene, der fortæller, at de vietnamesiske medarbejdere er både høflige og arbejdsomme, fortæller hun.
Matcher behov og kandidater
Processen er kort fortalt den, at kunden ringer til SAGRO og fortæller om sit behov for arbejdskraft, SAGRO tager fat i bureauet i Vietnam, og derfra bliver der fremsendt CV på egnede kandidater, der matcher behovet, og landmanden kan så vælge at gå videre med en eller flere af kandidaterne.
- Vi sørger så for ansættelseskontrakt og opholdstilladelse og laver en rejseplan for vedkommende. Når landmanden afhenter vedkommende på togstationen, er ansvaret hans derfra, men vi står selvfølgelig til rådighed, hvis der er brug for hjælp til ansøgning om skattekort og registreringen i Danmark. Arbejdsgiver skal stille bolig med en rimelig husleje til rådighed og sørge for, at praktikpladsgodkendelsen er i orden, siger Lisbeth Skodborg Larsen.
Hun understreger, at man ved ansættelse af praktikanter, skal sikre at der er en oplæringsansvarlig for dem på gården, og så skal de naturligvis aflønnes i henhold til overenskomsterne og ansættelseskontrakten med tillæg for eksempelvis arbejde weekend og aften.
- En af de vigtigste ting at holde sig for øje, når man ansætter udenlandske praktikanter og medarbejdere i det hele taget, er integration på arbejdsstedet. Den nye medarbejder kan komme fra en helt anden kultur eller religion, der kan være sprogbarrierer, og det kan være overvældende at træde ind på en stor dansk gård, hvis man kommer fra en lille landsby. Man må derfor forvente, at der er en oplæringsperiode, hvor praktikanten skal introduceres både til arbejdsgangen og kulturen på arbejdspladsen, siger Lisbeth Skodborg Larsen.
Kenyansk samarbejde på trapperne
Efter succesen med praktikanter fra Vietnam udvider SAGROs ”arbejdsformidling” nu forretningen:
- Vi har startet et samarbejde med en dansk mand, der arbejder på Danmarks ambassade i Kenya og er kenyansk gift. Sammen driver ægteparret et bureau, og det har jeg store forventninger til og føler mig helt tryg ved. Kenyanerne er gode til engelsk, og de er gode til at lave videopræsentationer, som de sender sammen med deres CV, så man kan få en endnu bedre fornemmelse af hvem, der er i den anden ende. De første praktikanter er på vej til Danmark, det bliver virkelig spændende at følge, siger Lisbeth Skodborg Larsen.
For at sikre det bedste match mellem arbejdsgiver og en udenlandsk praktikant har
Lisbeth Skodborg Larsen en håndfuld gode råd:
Tilmelding til nyhedsbrev