Landmanden bør planlægge afgrødevalget i et godt sædskifte på grund af forskellige dyrkningsmæssige årsager, og for at tilstræbe en effektiv og naturlig bekæmpelse af svampesygdomme, skadedyr og vanskelige ukrudsarter. Dette vil normalt give de højeste afgrødeudbytter og den bedste kvalitet og samtidig de laveste dyrkningsmæssige omkostninger til gødning og til bekæmpelse af ukrudt, svampe og skadedyr. Dette giver også en miljømæssig gevinst med mindre forbrug og kvælstof og pesticider.
Afgrødevalget i et sædskifte skal altid tage udgangspunkt i den pågældende jordtype og jordkvalitet. På den aktuelle landbrugsbedrift skal det afklares hvilke afgrøder, der kan være behov for som forderafgrøder til husdyrholdet afhængig af, om det er en bedrift med svineproduktion eller kvægproduktion eller uden husdyrhold, hvor afgrøderne skal sælges.
Et aktuelt og optimalt sædskifte og afgrødevalg på et planteavlsbrug, kan være følgende afgrøderækkefølge i en 6 årig markdrift på en middelgod jordbonitet og sammenlignet med en dårligere jordbonitet.
| Middel jordbonitet JB 2 & 4 | Dårligere jordbonitet JB 1 & 3 |
| Normalt ingen tørkeskade | Tørkeskade er normalt |
| 1. Vinterbyg | Triticale eller vinterbyg |
| 2. Vinterraps | Vinterraps |
| 3. Vinterhvede | Triticale eller vinterhvede |
| 4. Vårbyg | Vårbyg |
| 5. Havre eller ærter | Havre eller ærter |
| 6. Vinterhvede | Triticale eller vinterhvede |
I dette optimale sædskifte indgår vigtige sædskifteafgrøder i form af vinterraps, havre eller ærter som nødvendige og gode forfrugter forud for vinterhvede for at bekæmpe goldfodsyge. I dette sædskifte dyrkes vinterraps kun hvert 6. år for at undgå kålbroksvampen. Vinterbyg er en god forfrugt til vinterraps, fordi vinterbyg normalt kan høstes ca. 1. august, således at vinterraps efterfølgende kan blive sået rettidigt midt i august for at udvikle sig optimalt i efteråret. Vinterbyg er ikke egnet på kolde, vandlidende eller dårlige jordtyper, hvor det let kommer manganmangel og overvintringsproblemer. Under disse dyrkningsforhold kan i stedet anbefales triticale, som er meget mere robust og vinterfast end vinterbyg.
Vinterhvede er den vigtigste kornafgrøde med de højeste udbytter, men kræver en god forfrugt ved dykning på middel jordbonitet. På lettere jordtyper vil vinterhvede ofte blive tørkeskadet uden markvanding, her kan med fordel dyrkes triticale, der er mindre tørkefølsom.
Landmanden udarbejder sin sædskifteplan og planlægger sit afgrødevalg, afhængig af om det skal dyrkes som foderafgrøder til bedriftens egen husdyrproduktion eller afgrøderne skal sælges. Herefter udvælges de afgrødesorter, der egner sig bedst til hans bedriftstype, jordbonitet, klimaforhold og andre vigtige dyrkningsforhold.
Et prioriteret krav til alle sorter er et højt og sikkert afgrødeudbytte af god kvalitet. Dertil er det meget vigtigt at sorterne har de nødvendige og værdifulde dyrknings egenskaber med modstandsdygtighed imod de vigtigste svampesygdomme i kornmarkerne, f.eks. meldug, gulrust, septoria, bladplet, skoldplet. Desuden ønskes for vårkorn også modstandsdygtighed mod havrenematoder. Andre vigtige dyrkningsegenskaber er en god stråstyrke og (for vinterafgrøder) er god overvintring. I vårbyg og havre har flere sorter modstandsdygtighed imod havrenematoder.
Ud over valg af sort efter dyrkningsegenskaberne, vælges der også sorter afhængig af afgrødens senere brug. I vinterhvede har det betydning for sortsvalget om hveden skal bruges til foder eller til brød-produktion. I vårbyg er valget mellem byg til foder eller til malt (øl-fremstilling).
Tilsvarende vægtning af dyrkningsegenskaber og benyttelse gør sig også gældende for andre arter af afgrøder end korn. Her er der dog ofte færre sorter at vælge mellem.
En god græsmark med en stor græsproduktion af fin kvalitet er af afgørende betydning på grovfoderlandbrug med malkeproduktion eller ammekvægbesætning. En optimal produktion af hjemmeavlet grovfoder i form af en passende fodersammensætning af græs til afgræsning, græs til ensilering og maj til ensilering, vil normalt være en afgørende forudsætning for en tilfredsstillende økonomi i kvægholdet.
Når landmanden skal vælge den rigtige græsfrøblanding med de bedste græssorter og kløversorter, vil det normalt tage udgangspunkt i grovvarefirmaernes frøkatalog med oversigten over standard græsfrøblandinger. Sammensætningen og indholdet af disse græsmarksfrøblandinger er udarbejdet af sagkyndige græsmarkskonsulenter, således at frøblandingerne består af de bedste og mest velegnede græssorter og sorter på markedet, afhængig af græsmarkens anvendelse til slæt eller afgræsning, samt græsmarkens varighed f.eks. 1-2 år eller 3-4 år eller til jordtyper med vedvarende græs over en længere årrække. De fleste græsmarksfrøblandinger vil normalt kunne anbefales med et passende indhold af hvidkløver, rødkløver eller begge dele, idet det er nødvendigt med en god kvælstofforsyning fra kløverplanterne, for at få et højt udbytte med et passende proteinindhold i afgrøden. Ellers kan græsmarkens kvælstofbehov ofte ikke dækkes med handelsgødning på grund af de gældende lave kvælstofnormer.
