Jysk Landboforening og Varde Kommune viser vejen for arealomlægning

Udgivet d. 13-04-2025

I Varde Kommune har lodsejere på få uger budt ind med 2.626 hektar jord til etablering af lavbundsprojekter. Næste skridt bliver at skabe sammenhæng mellem de udpegede arealer.

Hvis man synes, det kan være svært at få lodsejere rundt omkring i Danmark til at byde ind med arealer til omlægning, kan man passende skele til samarbejdet mellem Varde Kommune og Jysk Landboforening.

Over de sidste par uger har de indbudt lodsejere til informationsmøder, og mere end 300 valgte at dukke op. Her har de haft chancen for selv at indtegne de arealer på kort, som de selv mener, kan bidrage til en enorme arealomfordeling, som Danmark står foran.

Resultatet af mødet står nu klart, og det overstiger forventningerne markant. I alt har lodsejerne budt ind med 2.626 hektar jord, hvor de ser et potentiale for at omdanne marker til moser og våde enge – bedre kendt som de såkaldte lavbundsprojekter

- Det her viser, at vi med godt, lokalt samarbejde kan rykke utroligt meget på det her. Det er frivilligt for landmændene at deltage, og intet er bindende. Men det er enormt godt, første skridt, som viser, at det kan lade sig gøre at komme langt ad frivillighedens vej, siger Stine Bundgaard, der er politisk rådgiver i Jysk Landboforening og politisk chef i SAGRO.

De 2.626 ha skal ses i forhold til, at Varde Kommune inden møderne havde 3.754 hektar som enten er gennemført, igangsat eller på venteliste.

- Jeg er meget imponeret over den åbenhed, begejstring og villighed til at byde ind med forslag, som vi har mødt hos lodsejerne i vores kommune. Det bekræfter mig i, at vi kan komme langt med en åben dialog, hvor vi sætter os ned og i fællesskab tegner stregerne til, hvordan vi bedst kan bidrage til at nedbringe Danmarks CO2-udledning, siger Preben Friis-Hauge, der er formand for Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune.

Tilbage til tegnebrættet

Næste skridt bliver, at Varde Kommune i samarbejde med udtagningskonsulenter fra SAGRO begynder at tegne stregerne til, hvordan de foreslåede arealer kan omsættes til konkrete projekter på tværs af lodsejere.

I takt med at de enkelte projekter tager form, bliver lodsejerne involveret frem mod forundersøgelser og den endelige realisering.

- I Jysk Landboforening er vi meget begejstrede for den her model, og vi er i færd med at afholde tilsvarende møder med vores andre samarbejdskommuner. Det er så vigtigt, at kommer i mål med de kollektive virkemidler, og eksemplet her fra Varde Kommune viser, hvor man med et respektfuldt samarbejde sagtens kan få lodsejerne på banen, siger Kåre F. Andersen, der er næstformand i Jysk Landboforening og selv er lodsejer i Varde Kommune.

Som sagt er møderne en del af den lokale implementering af den nationale grønne trepartsaftale, hvor man besluttede, at der skal omlægges omtrent 400.00 ha landbrugsjord til skov, natur og vådområder. Ud af disse er der knap 140.000 hektar lavbundsjord. Selv om lavbundsjordene kun udgør omkring syv pct. af det samlede landbrugsareal, skønnes de at bidrage med ca. 33% af landbrugets samlede klimapåvirkning.

 

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Stine Bundgaard Stine Bundgaard Politisk chef 96 29 66 02 40 29 58 85


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere