Græsset gror – og det gør rådgivningen også

Udgivet d. 12-04-2025

Med opdateret NIR-scanner, klimatjek og fokus på smittebeskyttelse er kvægrådgivningen klar til foråret

Lyt til hele Bjørgs indlæg i denne uge af Fredagstelefonen.

Det lune forårsvejr har sat gang i væksten, og rundt omkring spirer græsmarkerne til glæde for både kvæg og kvægbrugere. Hos SAGRO er rådgiverne klar til at hjælpe med alt fra foderkvalitet til klima og smittebeskyttelse.

Tid til at tænke på første slæt – og NIR-scanning

Ifølge kvægrådgiver Bjørg Andersen er det nu, man bør begynde at forberede sig på første slæt.

"Vi kan virkelig se, hvordan græsset gror derude – det er skønt. Og i den forbindelse vil jeg gerne slå et slag for vores NIR-scanner," siger hun.

Scanneren, som bruges til analyse af frisk græs, har netop fået en opdatering og er klar til sæsonen.

"Det er et super redskab til at hjælpe os med at finde det helt rigtige tidspunkt for at tage første slæt. Hvis du går med tanker om foderanalyser, så tag fat i os – så kører vi prøverne gennem NIR’en og får en god snak om kvalitetsmål og forventninger."

Klimatjek: Kom i gang i god tid

Med forårets regnskaber begynder også indtastningen til klimatjek for kvægbedrifterne. Bjørg Andersen opfordrer til at komme i gang i god tid.

"Vi begynder stille og roligt at få de færdige regnskaber ind, og så snart vi har dem, kan vi gå i gang med klimadelen. Deadline er 30. juni, så det er en fordel at starte nu, så vi undgår flaskehalse senere," lyder det.

Klimatjekket kan blandt andet bruges til at identificere forbedringsområder og få dokumentation på klimaindsatsen på bedriften.

Smittebeskyttelse: Husk snakken inden ferien

Et andet vigtigt emne i denne tid er smittebeskyttelse – især med ferieperioden lige rundt om hjørnet.

"Vi nærmer os en periode, hvor flere medarbejdere rejser hjem på ferie. Har man udenlandske ansatte, som rejser til lande med mund- og klovsyge, så er det vigtigt at tage snakken om, hvordan man håndterer det, når de vender tilbage," siger Bjørg.

Hun foreslår, at man allerede nu overvejer mulige forholdsregler, som for eksempel karantæne eller særlig opmærksomhed i dagene efter hjemkomst.

"Det handler om at passe på sin ejendom og på sig selv – og det ville være forfærdeligt, hvis sådan en sygdom skulle finde vej ind i besætningen," advarer hun.

Lyt til hele Bjørgs indlæg i denne uge af Fredagstelefonen.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Bjørg Noël Andersen Bjørg Noël Andersen Kvægrådgiver 76 60 21 55 24 62 73 88


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere