Er du klædt på til at være leder?

Udgivet d. 27-12-2024

SAGRO og SvineRådgivningen er gået sammen og tilbyder et lederkursus til medarbejdere uden formel uddannelse på området.

 

 

Der går mange ledere uden egentlig uddannelse rundt på gangene i de danske grisestalde.


For mange, hvis man spørger Stina Brødbæk Sørensen fra SvineRådgivningen, og det vil hun gerne være med til at ændre på.


- Jeg kommer meget i staldene, og mit gæt er, at omkring 70 procent af lederne derude er uden egentlig lederuddannelse. De er blevet udpeget til stillingen måske på grund af evner, potentiale eller erfaring. Jeg har selv prøvet det som driftsleder på en besætning, fortæller hun.


Hun kalder tallet voldsomt, men nu bliver der gjort noget ved det. Sammen med ledelsesrådgiver Bente Juel Danyar fra SAGRO har Stina Brødbæk Sørensen startet en kursusrække med titlen ”Bliv klædt på som leder” med fokus på ledelse op.


- Der er enorm stor forskel på, hvordan man skal lede forskellige medarbejdere, og hvordan man selv er som leder. På kurset får man praktiske redskaber til at blive en bedre leder, til at kommunikere, håndtere konflikter og til at skabe et godt arbejdsmiljø og en holdånd, så alle arbejder mod samme mål, uddyber Stina Brødbæk Sørensen.


Kulturelle forskelle
En af de største udfordringer kan være at lede medarbejdere fra forskellige nationaliteter og kulturer.


- Der kan være medarbejdere, der slet ikke er vant til noget - i vores øjne - så simpelt som at møde til aftalt tid. Kommer man fra en lille landsby og træder ind i en stor dansk grisestald, kan det godt være noget af et kulturchok, og nogle steder i verden er man så autoritetstro, at man ikke tør spørge om noget, så man bare siger ja, selv om man måske ikke har forstået en besked. Der kan være utroligt mange ting, man som leder skal forholde sig til og lære at tackle på den rigtige måde, det gælder også i høj grad de sociale rammer, den danske humor og omgangstonen på arbejdspladsen, siger Stina Brødbæk Sørensen.


På kurset lærer deltagerne om forskellige personprofiler, som de så skal placere deres medarbejdere i, og de forskellige profiler skal behandles forskelligt.


- Der er også stor forskel på, hvad der motiverer de enkelte medarbejdere. Det kan for eksempel være resultater, belønninger, noget socialt eller en bonus, når året slutter, og derfor skal alle faktisk behandles eller ledes forskelligt, siger Stina Brødbæk Sørensen.


Hun mener, at manglen på ledere i landbruget hænger sammen med den generelle mangel på arbejdskraft i erhvervet.


- De unges gode intentioner om at tage en lederuddannelse, når de begynder på skolen, bliver ofte ædt op af hverdagen og arbejdspresset ude på gårdene. Når virkeligheden er sådan, er jeg glad for, at vi med det her kursus kan klæde ledere uden en egentlig uddannelse bedre på til de udfordringer, der følger med. Ledelse er ikke nemt, men her får man nogle gode redskaber, og man kan senere bygge endnu et kursus på, hvor vi bl.a. dykker mere ned i de forskellige profiler, både hos medarbejdere og ledere, uddyber Stina Brødbæk Sørensen.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Bente Juel Danyar Bente Juel Danyar Ledelsesrådgiver 96296669 21993907

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Stina Brødbæk Sørensen Stina Brødbæk Sørensen Rådgiver, Gris 96424613 20298803

KURSER

Det er Bente Juel Danyar fra SAGRO og Stina Brødbæk Sørensen fra SvineRådgivningen, der står bag kurset ”Bliv klædt på som leder”, som første gang blev afviklet i september.


Der afholdes nye kurser igen i januar 2025, tirsdag den 28. på engelsk og onsdag den 29. på dansk.


Kurset er på én dag og afvikles hos SAGRO i Herning.


Der er opfølgende kurser den 26. februar på engelsk og den 5. marts på dansk. For at kunne tilmelde sig dem, skal man først have deltaget i det grundlæggende kursus.


Læs mere om kurset og tilmelding på www. svineraadgivningen.dk


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere