Når man begynder overvejelserne omkring anlæg af en sø, er der flere forhold man skal betragte:
Må jeg anlægge en sø, som jeg har planer om (kommunen skal godkende). Vil jeg søge tilskud ?
Hvordan skal den anlægges i landskabet, og hvor dyb skal den være.
Mange søer er ikke blevet anlagt optimalt, og derfor gror de hurtigt til.
Nogle tommefingerregler er:
Undlad at lave ø´er i søen. 1/3 af søens vand skal være under 40 cm dyb og 1/3 skal være over 1½ meter dyb. Resten der i mellem.
Lav brinkerne så flade som muligt – et fald på 1: er fint.
Når man vil oprense eller pleje en sø, er det vigtigt at undersøge, om søen er beskyttet under Naturbeskyttelsesloven, for så skal Kommunen høres inden man går i gang.
Derefter skal man have en konkret plan for ikke at spilde tiden med blot at fjerne Dunhammer. Man skal vurdere hvad behov der er for vækst af træer, og hvordan brinkerne kan laves bedst (fladest). Det er også vigtig at overveje risikoen for næringsstofudledning, som er med til at forringe vandmiljøet.
Oftest gøres arbejdet af en entreprenør, idet der kan være behov for større gravarbejder, men mindre tiltag med bortskæring af grøde og uønskede træer kan også have stor effekt.
Oprensningen foregår bedst om eftersommeren. Det opgravede fjernes fra området om søen
Levende hegn er med et flot ord ”multifunktionelle elementer” i landskabet, og med det menes at man bør betragte de levende hegn som elementer, der i landskabet tjener flere funktioner, herunder at give læ, være levested for dyr og fugle og være spredningskorridorer for både dyr, planter og fugle. Det er med disse tanker i baghovedet, at man skal etablerede levende hegn. Konkret skal man derfor foretage tre valg:
Hvor skal det levende hegn etableres?
Hvor stort skal det være?
Hvilke træarter og buskarter passer til lokaliteten?
Man kan få op til 40 % af udgifterne dækket via tilskud.
En vildtremise er en mindre lokalitet, der fungerer som levested, eventuelt kun fødesøgningssted, for vildtlevede fugle og dyr. Det er ikke helt nemt at etablere en vildtremise. Man skal grundigt undersøge hvilket vildt der findes i området, og hvilket vildt man kan forvente at få i området. Derefter skal man vurdere om remisen både skal fungere som fødesøgningssted, skjulested og ynglested, eller noget mindre ambitiøst. Oftest etableres en mindre beplantning, hvor der er dækning til vildtet og gode fødesøgningsmuligheder. Remisen skal være tæt forneden og indeholde solbeskinnede områder inderst. Etablering af remiser over 5000 m2 (0,5 ha) skal anmeldes til kommunen.
De fleste brakmarker og udyrkede arealer har udviklet sig til arealer, der ikke er særligt vildtvenlige. Det er skuffende for de fleste, herunder jægere, og forskellige tiltag bør overvejes for at omdanne en tæt dyne af høje græsseer og tidsler til en varieret levested for mange dyr, fugle og planter. Det gælder i første omgang om at skabe så meget variation i arealet som muligt, og barjordstriber, insektvolde og kortklippede græsstriber er gode løsninger. Vildtagre i striber er også tilladt.
Nogle landbrugsarealer er beskyttet af naturbeskyttelseslovens §3; det gælder bl.a. moser, heder, overdrev og ferske enge. I henhold til den nye "Lov om drift af landbrugsjorde" er det bestemt, at ejere eller forpagtere af disse arealer har pligt til at rydde dem for opvækst af træer og buske mindst en gang hvert femte år.
Baggrunden er, at al landbrugsjord skal fortsat være i en forsvarlig jordbrugsmæssig tilstand og samtidig skal natur, miljø og landskabelige værdier bevares. Derfor er den nye lov vedtaget, for at forhindre, at de nævnte lysåbne arealer gror til i pile og ellekrat eksempelvis. Arealer, der i 2004 allerede var tilgroet er fritaget for rydningspligten.
Rydningspligten gælder også egentlige marker, herunder græsmarker.
Valget af rette træ eller busk til en beplantning er det allervigtigste valg man foretager, når man anlægger beplantningerne!
Først og fremmest skal man plante de træer, der passer til lokaliteten. De betingelser der især bør overvejes er:
Hvad er jordbundens vand- og næringsstofforsyningsniveau?
Hvordan er lokalklimaet, herunder er der risiko for tidlig og sen nattefrost?
Er det særlig saltpåvirket? Herefter bør man vurdere, hvilke dyr og planter man gerne vil tilgodese med de rette planter som fødegrundlag?
Skovrejsning skal anmeldes til Kommunen.
Skovrejsning er muligt både i eksisterende skov og på tidligere landbrugsarealer. Det er vigtigt at finde ud af om man ligger i skovrejsningsområde eller i skov-uønsket område. Man kan også ligge i neutralområde, hvor skovrejsning hverken er ønsket eller uønsket. Skovrejsning i skov-uønsket område er kun mulig efter dispensation fra kommunen.
Skovrejsninger kan ske ved både plantning og selvsåning af træer. Vær opmærksom på muligheden for at lade et mindre areal inde i tilplantningen være uden træer.
Der kan opnås tilskud til skovrejsning i skovrejsningsområde og neutral-område. Skovrejsning i skov-uønsket område kan alene opnå tilskud hvis kommunen giver dispensation til skovrejsning.
Tilskuddet gives som et anlægstilskud og som tilskud for særlig pleje. Herudover er der også tilskud til kortlægning, jordbundsundersøgelser, indhegning m.m. Tilskuddets størrelse afhænger af om arealet er udpeget som skovrejsningsområde, og af hvordan skoven etableres og plejes. Se mere på www.sns.dk.
Skovrejsning er en langsigtet beslutning, hvor ens valg vil have indflydelse på den fremtidige arealanvendelse i mange år i fremtiden.
En naturplan er en beskrivelse af naturelementerne på ejendommen. Naturplanen giver forslag til forbedringer af eksisterende natur og vejledning om nyanlæg, og kan opfattes som et idekatalog over mulige tiltag.
Således er resultatet, at man kan udvikle natur på ejendommen med rekreative og/eller jagtmæssige formål. Naturplanen bygger på de forventninger og ønsker den enkelte landbofamilie har til forvaltningen af deres naturressourcer.
Der kan opnås tilskud til naturpleje – se under punktet ”Naturbeskyttelse”.
