En pløjning gemmer alt ukrudt og afgrøderester omkring 20 cm ned i jorden. Herved bliver jorden bekvem at arbejde med, når der skal laves såbed. Desuden er der visse ukrudtsarter, hvis frø der efter et år eller mere nede i 20 cm dybde mister deres spireevne. Derved fås der mindre ukrudt.
Et såbed skal være fast og så skal det være jævnt. Et løst, ujævnt såbed umuliggør en ensartet sådybde. På overfladen skal jorden være en smule løsere end i sådybden. Nede i den dybde, hvor frøene skal placeres, skal såbeddet være fast ikke hård, det giver fugtighed, så frøene spirer ensartet på samme tid. Et såbed skal være fri for planterester fra forrige dyrkningssæson, så risikoen for at overføre sygdomme fra sidste år minimeres.
Et andet ofte anvendt ord er ”pløjefri” jordbehandling, men det giver ingen mening, hvis man så til gengæld harver mere dybt og mange gange. Ved reduceret jordbehandling tilstræber man både at undgå den vendende pløjning samtidig med at man overgår til en mindre intensiv jordbehandling. Derved kan man både opnå nogle positive biologiske effekter samt spare energi.
Reduceret jordbehandling har især udviklet sig på de lidt stive lerjorde, hvor man nemmere kan lave såbed uden knolde, når jorden ikke er pløjet. Endvidere har lerjorden en evne til at opbyge en stabil struktur, så den ved pløjefri dyrkning forbedrer sine dyrknings egenskaber.
Den grovsandede jord har ikke de samme egenskaber, og man ser ofte at der dannes et ”hårdt lag”, som med jævne mellemrum kræver en øverlig jordløsning eller pløjning. Det sidste kan formodentlig forklares med, at den grovsandede jord består af såvel grov som finsand, som under vore nedbørsrige forhold pakkes ligesom ”stabilgrus”.
Der er dog også landmænd som praktiserer pløjefri på sandjord, fordi det bl.a. giver mindre problemer med manganmangel og sandflugt.
Andre fordel ved pløjefri er en bedre afdræning af jorden, fordi regnormegangene bevares. På lerjorden er der ofte en bedre bæreevne, ligesom markerne generelt er mere jævne og der er færre problemer med sten.
Af ulemper kan nævnes større problemer med græsukrudt, og der skal bruges lidt mere kemi til ukrudtsbekæmpelse, især mere roundup.
Det kræver endvidere meget mere driftsledelse, hvis det skal være en succes. Man skal have styr på hvornår jorden er tjenlig til at køre på, så der ikke laves strukturskader. Man skal indstille harvedybden efter jordtype og arbejdsopgave og kunne tåle at se afgrøderester. Harvetypen samt mængden og fordelingen af afgrøderester skal tilpasses den såmaskine, som man ønsker at anvende. Halm og avner skal snittes og spredes korrekt. Spildkornsbekæmpelse lige efter høst er meget vigtig. På den lange bane skal der være et alsidigt sædskifte.
Endelig skal man passe på ikke at sætte økonomien over styr ved at overinvestere i dyre jordbehandlingsredskaber, som kræver stor trækkraft. Med andre ord, har man ikke selv hektarer nok, så skal man gå i samarbejde med andre om investering i maskinerne.
Pløjefri lykkes bedre for vintersæd end for vårsæd, idet jorden er varm om efteråret, og derfor ikke kræver så meget opharvning.
Vil man derfor gerne prøve med pløjefri, så lykkes det næsten altid, hvor man om efteråret sår hvede efter raps. Her er en øverlig harvning ofte nok til at danne et såbed til såmaskinen.
Med andre ord, pløjefri er en kunst. Pløjning kan alle finde ud af, og det er derfor mest sikker.
