Det er muligt at skaffe næringsstoffer nok, men det er ikke bare lige.
Planternes behov for næringsstoffer opfyldes ved at tilføre husdyrgødning og/eller ved at udnytte eftervirkning fra forrige afgrøde.
Reglerne tillader at indføre en del gødning til gården, og denne form for gødskning dækker normalt hovedparten af behovet. Halvdelen af den tilladte mængde gødning kan være fra konventionelle landbrug.
Ud over denne form for direkte gødskning er der en mere indirekte – men dog betydende – gødskning, hvor gødningen kommer som eftervirkning fra den forrige afgrøde på marken. Brug af eftervirkning er vidt udbredt i økologisk planteavl. Særskilt vigtig er eftervirkningen efter kløvergræsmarker, lucerne og til dels lupin/ært. Brug af efterafgrøder, der holder på jordens næringsstoffer hen over vinteren, er ligeledes en vigtig kilde til næringsstoffer.
Jordstrukturen er afgørende for at planternes rodnet kan udnytte de næringsstoffer, der er i jorden. Og da det ikke altid er nemt at skaffe gødning nok, er det vigtigt at økologer tænker meget på jordbundsforholdene, når jorden bearbejdes og afgrøderne vælges.
Der findes mange skadevoldere, som kan reducere afgrødernes mængde og kvalitet betydeligt. Samspillet med naturen og den økologiske produktionsmåde i det hele taget, gør at de fleste af disse ikke udvikler sig til væsentlige problemer i et veldrevet økologisk system. Men fortsat er der dog betydelige problemer i enkelte produktioner. Frugtavl er det vanskeligste område, hvor specielt skurv gør det vanskeligt at opnå et tilfredsstillende salgbart udbytte.
Håndteringen af ukrudt afhænger af om ukrudtet er ”frøukrudt” eller ”rodukrudt.
Frøukrudt spirer fra frø om foråret, og kan bekæmpes med en ukrudtsstrigle. Færre og færre økologer bruger dog striglen længere – bekæmpelsen af frøukrudt foregår mere indirekte. Det er muligt at holde mængde af frøukrudt på et lavt niveau gennem at have det rigtige sædskifte (se herunder). Ligeledes vil det at så afgrøden perfekt have betydning for at afgrøden i sig selv kan konkurrere med frøukrudtet.
Rodukrudtet (bl.a. kvik og tidsler) kan ikke bekæmpes med en strigle, men ellers er metoderne nævnt ovenover også en del af løsningen her. Den vigtigste måde at bekæmpe rodukrudt på er dog ved en forebyggende indsats. Her er brug af kløvergræsmarker i markplanen et forholdsvis effektivt middel.
Rodukrudt er den ukrudtstype, der volder størst problemer for økologer – erfaringen viser, at det er afgørende vigtigt at starte forebyggelsen/bekæmpelsen, mens problemet stadig er lille.
Sædskiftet beskriver følgen af afgrøder på samme mark gennem årene. Denne skiften af afgrøder på samme mark hen over årene spiller en central rolle i den økologiske bedrift. Det er ikke kun et spørgsmål om at undgå sædskiftesygdomme, men ligeså meget et spørgsmål om at have hånd i hanke med næringsstoffer og (rod)ukrudt.
Sædskifte er et spejl af hele bedriften. Det afspejler landmandens evner til at udnytte de biologiske muligheder og hans/hendes viden om økologisk drift.
Når man har gennemtænkt og planlagt gårdens sædskifte, er der et godt grundlag for at forvente et højt udbytte. Sædskiftet tackler på en gang gårdens problemer med ukrudt, sygdomme, næringsstoffer og behov for afgrøder at sælge og evt. behov for foder.
Mange har haft intentioner om at skulle drive almindeligt landbrug, man har valgt grøntsagerne til, fordi de har set det som en spændende udfordring og en mulighed for at få en god indtægt fra et mindre jordareal.
De fleste oplever, at det er vanskeligt at være dygtig nok til flere forskellige produktionsgrene, så det ender ofte med at grøntsagerne enten bliver valgt fra igen, eller at det bliver hovedbeskæftigelsen.
De tekniske problemer med at dyrke grønsager, som gødskning, ukrudt, sygdomme og skadedyr, løses som regel – det er de arbejdsmæssige og afsætningsmæssige problemer, der langt er hovedudfordringen.
