Nedsat N kvote på humusjord: Er din markinddeling hensigtsmæssig?

Udgivet d. 21-12-2020

Bliv opdateret på humusjorde og nedsat kvælstofkvote.

I den nye gødningsbekendtgørelse fra 2021 er N kvoten nedsat med 50 kg N pr ha for humusjorde. Humusjorde (organogene jorde) er kendetegnet ved at have et humusindhold på 10% og derover.

Disse jorde har en pulje af organisk bundet kvælstof, hvorfor mineraliseringen til plantetilgængeligt kvælstof er større end i almindelige mineraljorde. Som regel tilfører man derfor også mindre mænger af kvælstof til afgrøden, hvis man har erfaring for en betydelig mineralisering.

Med strukturudviklingen og fokus på den rationelle markdrift er mange marker blevet lagt sammen uden hensyn til udsving i jordbundstype. Det er den fremherskende jordbundstekstur, som bestemmer JB-nummeret på hele marken. Er der således over 50% JB 11, så får hele marken klassificeringen JB 11 og nedsat kvælstofkvote.

Som udgangspunkt kan man se JB for sine marker i landbrugsstyrelsen jordbundstypekort. Det kan f.eks. ses i IMK kortet på Landbrugsstyrelsens TastSelv. Det er selvfølgelig en grov klassificering, men i nogle tilfælde kan man blot på grundlag af dette kort gå ind og lave en ny opdeling af sine marker, så den enkelte mark overordnet set bliver klassificeret som mineraljord. Eller man kan opdele i mindre marker med JB 11.

Er man meget uenig i landbrugsstyrelsens jordtypekort, så kan man rette jordbundstypen i markplanen, hvis man kan dokumentere, at jordbundstypen afviger fra det, som fremgår af landbrugsstyrelsens jordbundstypekort.

Krav til jordprøver som dokumentation for afvigende jordbundstype på markerne 

Hvor det drejer sig om at dokumentere, at jorden afviger fra JB 11, kan jordprøven tages i overjorden, og der skal udtages en prøve for hver påbegyndt femte ha. af det område, hvor du ønsker at ændre jordbundstypen. Har du således 11,0 ha, så skal der udtages 3 jordprøver. Der udtages 16 boringer jævnt fordelt på tværs af de 5 ha. Det kan f.eks. være en lige linje skråt gennem arealet. Udtagningen skal kunne dokumenteres ved indtegning på et markkort, og analysen skal være foretaget på et akkrediteret laboratorium.

Dokumentationen skal kunne fremvises ved kontrol. Prøvetagningen skal selvfølgelig være udført så repræsentativt, at en evt. jordprøvetagningskontrol vil komme til samme resultat.

Kontakt din planterådgiver og drøft mulighederne. SAGRO Planters jordprøvehold står klar til at lave denne jordprøvetagning og udarbejde dokumentation for dig. En teksturanalyse koster 500 kr. pr. prøve, og der er et udtagningsgebyr på 935 kr. på ejendommen. Når SAGRO udtager jordprøverne, GPS-logger vi alle stik.

Man kan ikke ændre på Landbrugsstyrelsens jordtypekort - man skal selv ændre JB-nummeret i sin markplan og dermed i GKEA-skemaet, som bruges til at indberette i og som fastlægger ejendommens gødningskvote overfor Landbrugsstyrelsen.

Hvor er det oplagt at ændre markopdeling og udtage teksturanalyser?

I hver enkelt situation skal man vurdere, om der kan laves en markopdeling, som minimerer arealet med humusjord og vil give en mere korrekt opgørelse af areal med mineraljord og humusjord.

Er man i tvivl, om landbrugsstyrelsens jordtypekort er korrekt, eller er den tydeligvis ikke i overensstemmelse med virkeligheden, så bør man ligeledes lave en bedre markopdeling og få udtaget teksturanalyser, der kan dokumentere virkeligheden.

Selv om man laver en opdeling af marker efter jordbundstype, så er der ingen krav til, hvordan man i praksis dyrker og gødsker sine marker. Gødningskvoten er fastlagt på ejendomsniveau.

Eksempel:

Opdeling af marker efter jordtype (THA)

Jordtypen på markerne bliver bestemt af den dominerende jordtype i markens overjord. Figuren herunder viser tre marker, som er opsplittet for at optimere på kvælstofkvoten. Områderne med JB 11 er skåret fra i nye delmarker "X-1" mens der er holdt så meget sandjord, JB 1og 4, sammen med en del JB 11 på hovednumrene "X-0", så de lige akkurat tæller som sandjord med den høje kvælstofkvote.

SAGRO redder jorden med GPS-jordprøver - se filmen herunder


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere