Glem ikke kalvene i varmen

Udgivet d. 12-08-2022

Heller ikke, selv om det lader til at være de ældre køer, som påvirkes mest af de høje temperaturer.

Der er skrevet meget om varmestress hos køer. Men for kalve kan det være et lige så stort problem, og mange overser måske de første tegn, fordi kalvene ikke altid udviser samme symptomer, som køerne gør.

 - Ofte står de op og puster, og det er ikke nødvendigvis, fordi de har lungebetændelse. De vil også have et mindre foderoptag. Og så kan et symptom være diarré, hvilket ikke alle måske er klar over, siger kvægrådgiver hos SAGRO Bjørg Noël Andersen.

Det kan derfor nogle gange godt gå én forbi, at det er varmen, som er egentlig årsag til kalvens problemer. 

 - Så derfor må man endelig ikke tage mælken fra den, selvom det måske var planen. Så gør man kun ondt værre. Det kan også være en god ide at give dem vand tilsat salt og sukker, siger hun.

For god ordens skyld skal det siges, at andre symptomer selvfølgelig kan være dem, som man kender fra køer. 

Samtidig er det vigtigt at give kalven et tørt leje. Og bruger man halm hos kalvene, kan man med god grund erstatte dette med savsmuld.

 - Det har to fordele. Den ene er, at det er køligere at ligge på. Den anden er, at fluer ikke trives så godt i savsmuld. 

Tricket med savsmuld er måske særligt udbredt blandt økologer, fordi de som bekendt har mere begrænsede muligheder for at bekæmpe fluer i stalden. Det oplyser Birgitte Høyer fra ØkologiRådgivning Danmark

Ældre køer kæmper mere

Bjørg Noël Andersen har netop haft månedsopsamling på ydelserne på de bedrifter, hvor hun er tilknyttet som rådgiver. Og særligt er der én ting, der springer i øjnene, når man ser på de lakterende køer. 

 - Det lader til, at det især er ældre køer, som kæmper med varmen. Det er i overvejende grad hos dem, at jeg ser et fald i ydelsen, siger hun. 

Faldet i ydelsen kommer, fordi appetitten falder hos de køer, der kæmper med varmen. 

 - Derfor kan det være en idé at blande foder til dem to gange om dagen, når det er varmest. Hvis man kun gør det en gang, kan man overveje at tilsætte syre til foderblandingen, så den holder sig frisk, siger hun. 

Oveni faldet i ydelse kan man se på dyrene, at de står mere op end vanligt.

 - Så hvis man har mulighed for det, kan det være en gode ide at bruge et par minutter ekstra i stalden på at observere køerne, siger hun. 

Forud for det varme vejr kan man passende gå staldene efter for at se, om alt fungerer, som det skal. Nogle bruger f.eks. sprinklere på taget, og det kan der være god ræson i.

 - Nogle fortæller, at de har observeret en temperaturforskel på helt op til fem eller syv grader mellem ude og inde på de varmeste dage. Det er værd at tage med, hvis man kan. For køer kan varmestress betyde, at de skal helt hen i næste laktation, før end de igen leverer samme ydelse, siger hun.

 

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Bjørg Noël Andersen Bjørg Noël Andersen Kvægrådgiver 76 60 21 55 24 62 73 88

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Birgitte Kjemtrup Høyer Birgitte Kjemtrup Høyer Økologirådgiver i ØkologiRådgivning Danmark 40 91 30 75


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere