Udgivet d. 23-01-2017
Ingen grund til at gå i sort! Tag i stedet til SAGROs Plantedag i Billund - et heldagsarrangement den 1. februar.
- Det nytter noget! Det er det budskab, vi rådgivere gerne vil ud med. Vi har redskaberne til at få omkostningerne ved korndyrkning ned, og netop nu gælder det som landmand om at holde fast, fordi kornprisen højst sandsynligt er på vej op.
Sådan siger Christian Hansen, teamleder i planteavl hos SAGRO, der står for rådgivningsselskabets Plantedag den 1. februar i Billund.
- De lave kornpriser får nogen til at gå helt i sort og true med at opgive det hele. Men det er forkert! Med en målrettet optimering, så kan man øge udbytte og indtjening, mener han.
Vælg en aktiv tilgang!
På Plantedagen vil to oplægsholdere spore deltagerne ind på, hvad mulighederne er for danske landmænd, der har tænkt sig at have en aktiv tilgang til udfordringerne.
Den første er seniorrådgiver Henning Otte Hansen, fra sektion for Produktion, Markeder og Politik på Københavns Universitet.
Henning Otte Hansen ved, hvad der påvirker kornprisen, og giver et indblik i både muligheder og trusler i relation til dansk kornproduktion - i et globalt perspektiv.
Kristian Lundgård-Karlshøj, Ausumgaard, står for det andet oplæg på Plantedagen. Hans filosofi er, at alle driftsgrene skal bidrage til bundlinjen, også markdriften. Hans indlæg skal inspirere andre til at få styr på alle omkostninger og give anvisninger på, hvordan man rammer en stor effektivitet.
Kristian Lundgård-Karlshøj driver Ausumgaard mellem Struer og Holstebro. Han er en dygtig landmand, og også kendt fra tv-serien ”Godsejerne” på DR1.
Kristian fra ”Godsejerne”
- Det inspirerende ved Kristian Lundgård-Karlshøj er, at han er så god til at se muligheder. Markbruget er effektivt drevet, og samtidig tænker han nyt. Derfor har han gang i meget spændende, for eksempel biogas og kartoffelproduktion, og han får det hele til at spille sammen, forklarer Christian Hansen.
Kristian Lundgård-Karlshøj er i øvrigt kendt fra tv-serien »Godsejerne« på DR1.
Efter de to oplæg giver rådgivere fra SAGRO konkrete eksempler på, hvad der kan gøres i marken for at effektivisere markdriften.
- Med udgangspunkt i, hvad vi erfarede i 2016, er der stadigvæk store forskelle på, hvordan landmænd griber markarbejdet an og det resultat, der kommer ud af det. Det handler om at lægge en strategi og tage ejerskab til at udføre og følge op. Det kan være styring af vanding, jordbehandling og etablering af afgrøder, gødskning og planteværn.
Gamle kendinge for de fleste planteavlere, men der er stadig masser at arbejde med, forsikrer Christian Hansen.
Korn, grovfoder eller kartofler
Om eftermiddagen vil der være et oplæg til en overordnet strategi for efterafgrøder.
Herefter deler deltagerne sig op i grupper for korn, grovfoder og kartofler. Inden for hvert område bliver der stillet skarpt på bl.a. kvælstofkvote, planteværn og aktuelt nyt, som skal i spil i den kommende vækstsæson.
Plantedagen foregår den 1. februar fra kl. 9.30-15.00 hos SAGRO Billund. Prisen er 395 kr., og man tilmelder sig på tlf. 8080 2040.
Tilmelding til nyhedsbrev