Udgivet d. 25-10-2024
SAGROs miljøafdeling udvider sit tilbud til landmændene, der nu også kan få beregnet CO2-regnskab på træbeplantning. En øget efterspørgsel på naturrådgivning – ikke mindst set i lyset af den grønne trepart – giver basis for at øge både med- arbejderstaben og udbuddet af rådgivningsprodukter. Det fortæller Lisbeth Tønning, der er afdelingsleder i Miljø, om i det seneste nummer af Grobund.
Miljøafdelingen i landbrugsrådgivningen har hidtil primært haft til opgave at hjælpe landmændene med at lave miljøansøgninger, når de skulle bygge nye stalde, gyllebeholdere, plansiloer osv.
Det gør vi bestemt også stadigvæk.
SAGROs miljøafdeling er en af landets største indenfor miljø på landbrug. Vi er et team af miljørådgivere med stor erfaring og specialisering indenfor staldteknologi, grise og køer, hvorved vi kan sikre en miljøgodkendelse på kvæg- og grisebrug, der er mulig at efterleve i praksis.
Nu med meget mere natur og udtagning af lavbundsjorde
Ud over at lave rigtig mange miljøansøgninger på kvæg- og grisebrug, så oplever vi større og større efterspørgsel på naturrådgivning fra både produktions- og hobbylandbrug.
Naturrådgivning er meget individuel for den enkelte lodsejer. Ofte går efterspørgslen på målrettet vildtpleje i skov og mark, etablering af søer, skov, naturpleje og tilskudsoptimering indenfor de mange tilskudsordninger der er vedrørende natur.
Dokumentation til ESG-rapporten
Det helt nye er, at vi oplever større efterspørgsel på dokumentation/kortlægning af biodiversitet på den enkelte ejendom, som kan bringes over i E’et i bedriftens ESG-rapport.
Det betyder selvfølgelig, at vi de sidste par år har ansat en række dedikerede naturrådgivere med forskellige kompetencer indenfor natur for at følge med efterspørgslen og udviklingen.
I SAGRO-land har lodsejere, kommuner og udtagningskonsulenterne i SAGRO været pionerer indenfor for udtagning af vådområde- og lavbundsjorde. Det har været en kæmpe rejse de sidste fire år, og opgaven med udtagning af lavbundsjorde og lave vådområder vokser og vokser.
Udtagning af lavbundsjorde og lave vådområder er to meget stærke virkemidler til at reducere CO2e- og kvælstofudledning fra landbruget.
Disse virkemidler spiller ind i den foreløbige aftale om den grønne trepart.
Grøn trepart
En eventuel CO2-afgift var anledningen til at etablere den grønne trepart, men aftalen endte med også at omhandle vandmiljø, biodiversitet, skovrejsning, udtagning af lavbundsjorde og meget mere.
Ovennævnte vil skabe en landskabsforandring i Danmark på ikke robuste jorde til planteproduktion, her tænkes bl.a. på arealer, der allerede er fugtige.
Det er vigtigt for mig at understrege, at i den grønne trepart står der beskrevet, at der fortsat vil være ”stærk fødevareproduktion” i Danmark. Derudover står der også, at det er centralt i aftalen, at ambitionen er, at fremtidens landbruger bliver ”en moderne arealforvalter af de nye naturarealer”.
For at matche den tendens og efterspørgsel, vi oplever fra lodsejere, og den fremtid, vi ser ind i, har vi udvidet bemandingen i miljøafdelingen med en skov- og landskabsingeniør, nemlig Emil Haugaard Smed.
Han har selvsagt en stor viden indenfor skov og landskab. Derudover har Emil også kompetencer og viden om natur- og vildtpleje.
Og med ansættelse af Emil kan vi nu tilbyde noget, som vi ikke har kunnet før, men som vi har oplevet efterspørgsel på, når vi laver klimaregnskaber på mark og stald.
Det nye er, at vi nu kan beregne CO2-regnskab på skov, små træbevoksede remisser og læhegn.
Nu kan SAGRO lave klimaregnskab på skov, små træbevoksede remisser og læhegn
Har du en ejendom med skov, små træbevoksede remisser eller læhegn, kan vi nu tilbyde at optegne disse arealer og lave en oversigt over ejendommens CO2-lagring.
Hver enkelt ejendom kan dermed blive klogere på, hvor meget CO2 ejendommen har lagret i træbevoksede arealer.
Udregningen, som sker i programmet Skovkortet, omregnes til CO2-ækvivalenter og er dermed nemt overførbar til eget CO2-regnskab. Vi kan lave opgørelsen ud fra luftfoto, men for den mest præcise opgørelse bør det kombineres med en fysisk gennemgang af arealerne.
Opgørelsen af CO2-ækvivalenter er ikke et eksakt resultat, men bør ses som bedste bud. Selvom det kun er bedste bud, så vil denne opgørelse give et mere retvisende og retfærdigt billede af den enkelte ejendoms samlede CO2-udledning og lagring.
Opgørelsen udarbejdes på baggrund af en digitalisering af ejendommens træbevoksede arealer. Det betyder, at ved siden af en CO2-opgørelse kan vi tilbyde et kort af ejendommens skov, læhegn, remisser eller andre naturlige småbiotoper.
Som ejer kan du altså få kortlagt de uproduktive elementer, som du ønsker, om så det er jagt, natur eller andre rekreative interesser.
Kontakt naturrådgiver Emil Haugaard Smed, hvis du vil vide mere og få lavet en CO2-beregning for dine beplantninger.
Tilmelding til nyhedsbrev