SAGROs STORE ÅRSKAVALKADE 2019

Udgivet d. 16-12-2019

Sikke et år. Kig med her, hvor vi gør status over 2019.

SAGRO forgyldte landmanden på Nutrifair

Der blev kigget og smilet, da gæster på Nutrifair passerede SAGROs stand. Her stod en statue af en forgyldt landmand og overraskede gæsterne ved pludselig at komme til live. Baggrunden for standen er SAGROs ønske om at sætte landmanden op på den piedestal, hvor han hører hjemme, og kunne vi forgylde hver enkelt kunde, gjorde vi gerne det.

Økonomi-konference hos SAGRO kastede lys over tal og tendenser

Både landmænd og bankfolk hørte om de tendenser, der viste sig i de tidligste regnskaber for 2018 for i alt 400 jyske landbrug. Hos SAGRO blev sløret løftet på to konferencer i henholdsvis Herning og Billund.

Vi skal have flere af jer unge ind i landbruget

SAGRO, LandboUngdom og de fleste af Danmarks landbrugsskoler samarbejdede om en række arrangementer for unge landmænd

- Vi er 100 procent afhængige af jer, og dansk landbrug har brug for jer, sagde Bjarke Poulsen, direktør i Økonomi & Strategi hos SAGRO. Flere end 250 elever fra produktionsleder-linjerne nåede med til Karrieredagen, som blev afholdt hos SAGRO i Billund over nogle omgange. Bjarke Poulsen slog fast, at der er brug for helstøbte mennesker, der er gode til ledelse og til at håndtere medarbejdere, og at det måske ikke er nødvendigt at følge den klassiske vej til målet.

På to etableringsmøder kunne unge landmænd høre erfaringerne fra andre, der har taget springet til egen etablering. SAGROs cheføkonom, Morten Dahl Thomsen, har hjulpet en lang række landmænd til etablering gennem de sidste år, og opfordrede de unge til at forfølge drømmen.
- Der er gode forudsætninger for at etablere sig, så lad jer ikke afskrække af de dårlige overskrifter om landbruget, sagde han.

SAGRO sendte millioner til landmændene

SAGRO I/S kom ud af 2018 med et resultat på 8,4 mio. kr. med en omsætning på 320 mio. kr.

- Det er et rigtig tilfredsstillende resultat, sagder adm. direktør Torben Jensen. Det er udtryk for, at vores strategiske mål er de rigtige, og at vi fortsat høster både stordriftsfordele og udnytter den synergi, vores størrelse giver. Det betyder også, at kunderne undgår prisstigninger på rådgivningen.

SAGRO sendte overskuddet videre til ejerforeningerne bag rådgivningsvirksomheden. Det svarede til 2.600 kroner pr. medlem.

Ud over overskuddet, havde SAGRO også betalt de 2 kr. pr. hektar, som hver enkelt landmand ellers skulle have givet til øget forskning inden for planteavl.

Landmand har måttet anlægge dige for 3. gang

Dige, som amtet havde udpeget placering af, lå forkert i 18 år, før Kulturarvsstyrelsen forlangte det flyttet – og flyttet igen.

Henning Johansen genskabte et dige for små 20 år siden på anvisning fra daværende Ringkøbing Amt. 18 år senere fik han besked fra Kulturarvsstyrelsen på at flytte det og flytte det igen. Formand for Familielandbruget VEST-Jylland, Lone Andersen, arbejdede for, at der skal laves en ”time out” på behandlingen af digesager, da mange af dem ikke er blevet behandlet i kommunerne.

Aprilspøgen, du ville ønske var sand

SAGRO lavede aprilsnar om en ko, der producerer øl. Videoen gik viralt og nåede ud til mere end 300.000 på Facebook

Rigtig mange ville se Ove Sidding Nielsens ko, Humletøsen, der var fodret op på byg og humle, og derfor gav "voksenmælk". Vi blev blæst bagover af den store opmærksomhed, som videoen fik. På de sociale medier blev opslaget delt 1.500 gange, kommenteret af flere end 1.000 personer, og set i, hvad der svarer til 2 måneders uafbrudt visning i træk.

SAGRO og kunder fik besøg fra Japan

SAGRO havde besøg af Dr. Yasushi Sembokuya fra Obihiro University og Dr. Shunsuke Miyake, Hokkaido Research Organisation, der havde spurgt SAGRO om muligheden for at få uvildige betragtninger omkring malkerobotter. Samtidig besøgte de to kvæggårde ved Holstebro. Direktør Palle Høj har gennem de sidste 12 år haft kontakt med Dr. Yasushi Sembokuya, der tidligere har besøgt SAGRO for at høre om biogas og miljøforhold.

Farmerkopper blev et hit

Med en række konkurrencer på Facebook satte SAGRO farmerkopper på spil hen over året.

Flere end 1.000 personer indstillede familiemedlemmer, kolleger og venner til at modtage en af de eftertragtede farmerkopper. 

SAGRO vil uddanne fremtidens produktionsledere

”Produktionsleder+” bliver et tilbud om uddannelse med mere praktisk erfaring bygget på.

Der er stor efterspørgsel på veluddannede unge i landbruget. Det besluttede SAGRO at gøre noget ved i et samarbejde med Grindsted Landbrugsskole. Uddannelsen følger den generelle bekendtgørelse, men rummer det ekstra element, at SAGROs rådgivere bliver en del af undervisningen – deraf navnet ”Produktionsleder+”.

Faunastriberne bredte sig langt ud over SAGROs område

Landmænd og organisationer i ni kommuner deltager nu i projektet med at skabe fauna til gavn for dyrelivet.

Ideen med at landmænd anlægger striber af forskellige planter i udkanten af marker, bredte sig i år i det midt- og vestjyske. Den nye hjemmeside, faunastriber.dk, gjorde det nemt at melde sig til, og initiativet fra Herning-Ikast Landboforening har spredt sig til ni kommuner i det jyske. Samtidig har adskillige foreninger i resten af Danmark startet lignende initiativer, så naturen får en hjælpende hånd.

SAGRO udviklede prototype på gyllenedfælder

Nedfælderen skal reducere behovet for fosfor fra handelsgødning, samtidig med at udbyttet bevares eller øges.

SAGROs prototype til en ny form for gyllenedfælder var oppe mod de store drenge fra Varde Maskinstation og Midtjysk Maskinstation, da der i april var demonstration på arealer ved Grindsted. Det er to af SAGROs planterådgivere, Kirstine Damgaard Petersen og Michael Troelsgaard, som sammen med grovfoderafdelingen har haft ideer til udvikling af gyllenedfælderen, mens GØMA har stået for det praktiske. I første omgang skal nedfælderen bruges til forsøg med at placere gylle som startgødning ved majs.

EU-formandspost til Lone Andersen

De danske økologer kan glæde sig over, at der nu sidder en dansk økologisk landmand for enden af bordet, når der er møde i Copa og Cogecas arbejdsgruppe for økologi, hvor Lone Andersen fik en formandspost.

Naturpleje-par på Fanø fik flot naturpris

Maskinstationsejer er blevet den helt store ildsjæl i forhold til naturpleje på øen.

På Naturmødet i Hirtshals den 23. maj, fik Michael Baun og Bente Villadsen en pris på 100.000 kr. for deres indsats for at have skabt nye levesteder for sjældne arter. Denne helt særlige indsats for Danmarks natur gives til særlige ildsjæle. Parret var indstillet til prisen af SAGRO, Sydvestjysk Landboforening, Nationalpark Vadehavet og Fanø Kommune.

En fejl at splitte ministerier

Formændene i ejerforeningerne bag SAGRO beklagede at landbruget, med den nuværende regering, har hele tre forskellige ministre at skulle forholde sig til.

I stedet for at skulle forholde sig til én minister, kom landbruget og miljøet til at sortere under henholdsvis Mogens Jensen og Lea Wermelin, mens klimaministeriet fik Dan Jørgensen i spidsen.

- Vi har tidligere set Miljø- og fødevareministeriene trække i hver sin retning, så det var helt klart en styrke at sammenlægge dem, som det skete under der foregående regering, sagde H.C. Gæmelke, formand for Jysk Landbrug.

SAGRO satte sikkerhed på dagsordenen

SAGROs ”sikkerheds-officer”, Thomas Birkedahl, sammen med formand for Holstebro Struer Landboforening, Kristian Gade, næstformand og formand i Landboungdom, Mathias Hansen og Thorbjørn Koefoed og formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild. SAGRO havde fremstillet en stor skriftrulle, hvor folk kunne skrive sig på, hvis de ønskede mere sikkerhed i landbruget. Mange tog desuden det sikkerhedsmagasin med sig, som SAGRO har udarbejdet.

SAGRO satte hen over året fokus på sikkerhed. Det skete blandt andet med SAGROs ”sikkerheds-officer”, Tartelet-Thomas, som samlende figur til forskellige arrangementer. Desuden udarbejdede vi et sikkerhedsmagasin med eksempler på ulykker, gode råd og inspirerende artikler.

Også på Landsskuet var der fokus på sikkerheden med en underskriftsindsamling, som blev overrakt til formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.

200 år – og lidt til – med landbrug

Holstebro Struer Landboforening fejrer jubilæum og landbrugets betydning

Når Holstebro Struer Landboforening i efteråret 2020 markerer 200-året for foreningens stiftelse, bliver det med meget mere end en god jubilæumsfest. Faktisk startede markeringen allerede i juli 2019, hvor formand Kristian Gade løftede sløret for en mark med maltbyg, der er sået i foråret.  Den gode byg bliver siden brugt til at producere en jubilæums-øl, som skal bruges ved forskellige arrangementer i forbindelse med fejringen. Jubilæet markeres med en stribe aktiviteter, der også skal gøre byboere og folk, der ikke har tilknytning til landbruget, et indblik i – og forståelse for –hverdagen i landbruget.

SAGROs rådgivere har ydet specialistviden til de danske medier

Der er jævnligt bud efter SAGROs rådgivere, når lokale og landsdækkende medier skal lave en historie fra landbruget.

SAGROs rådgivere har viden om et bredt spekter af emner, der trækker overskrifter – også uden for landbruget. De faglige input har været bragt i både radio, TV og den skrevne presse. I hele 2019 har SAGRO fået bragt mere end 1.000 artikler i landbrugsmedier samt landsdækkende og lokale medier.

Desuden er SAGRO facilitator for en række arrangementer, der trækker de vigtigste beslutningstagere inden for både politik, klima, miljø og dansk landbrug.

Rekordmange besøgte kartoffeldagen

SAGROs Planterådgiver Jesper Kjelde var med til at præsentere fem maskiner, der kan erstatte midlet Reglone, når det sandsynligvis bliver forbudt fra næste år.

Der var fokus på nye metoder, der kan erstatte midlet Reglone

SAGROs planterådgivere var med i forsøgsmarken, da mere end 350 landmænd og kartoffel-interesserede var mødt op til den årlige kartoffeldag i Arnborg torsdag d. 1 august. På dagen blev deltagerne holdvis ledt ud til de forskellige poster i forsøgsmarken, hvor der blandt andet er fokus på sorter, ukrudtsløsninger og bekæmpelse af spildkartofler.

Fantastisk Torvedag i Ikast

Torvedagen er et eldorado for børn, hvor de kan give kalvene mælk, male mel, lave små halmballer, gå på skattejagt i korncontainer, komme højt til vejrs i en af de store traktorer og meget andet.

- Vi prøver på den måde at give alle en god oplevelse af vores erhverv, fortæller næstformand i Herning-Ikast Landboforening, Lars H. Jensen, Isenvad.

- Det er ikke en dag, hvor vi har de store klimaberegninger fremme, men dagen hvor de seks seniorlandmænd og bestyrelsesmedlemmer vil give alle en god oplevelse af vores erhverv – for hvem ved, måske er det her, spiren til erhvervsvalg bliver lagt, siger Lars H. Jensen.

Om bremselængder, bedstemødre og bæredygtighed

SAGRO holdt dialogmøde om minkbranchens situation med 200 deltagere

Der blev talt om bremselængder, bedstemødre og bæredygtighed, da SAGRO holdt et velbesøgt dialogmøde om minkbranchens situation. Efter jubelår, hvor priserne toppede med 612 kr. pr. skind, har der nu være flere magre år med faldende priser.

I panelet sad formand for Kopenhagen Fur, Tage Pedersen, lektor og ph. d. på Designskolen i Kolding, Else Skjold, virksomhedsrådgiver Christian Primdahl, SAGRO og afdelingsdirektør i Jyske Bank, Per Ørts Vinstrup, der blev introduceret som ”Danmarks modigste mand” for at stille op blandt de pressede minkfolk.

SAGRO fik deltidslandmand ud af skatteklemme

SKAT havde valgt at betragte landbrug som hobby trods 46 års drift

Ejvind Christiansen i Bur ved Vemb har drevet landbrug i næsten 46 år. Derfor kom det som noget af en overraskelse for ham, da SKAT i 2013 pludselig karakteriserede hans landbrug som hobby i 3 regnskabsår. 6 år efter har Ejvind Christiansen, med hjælp fra SAGRO, fået skatteankestyrelsens medhold i, at hans 10 ammekøer og 15 kalve er at betragte som erhverv.

- Det handler om cirka 70.000 kroner, der skulle betales, så det havde vi jo nok klaret, og vi havde jo betalt restskatten ind – men jeg havde da den holdning, at hvis jeg havde tabt, så var jeg stoppet med at være landmand, siger Ejvind Christiansen.

”Åbent Landbrug” i rygende blæst

Blæsten gik frisk over Åbent Landbrug, så det blafrede i overtræksfutter og søndagsfrisurer.

Det afholdt dog ikke tusindvis af gæster fra at besøge de mange gårde, der i samarbejde med blandt andet de lokale landbrugsorganisationer slog staldportene op for Åbent Landbrug over det ganske danske land.

I alt 12.700 besøgende lagde vejen fordi de 7 bedrifter, som i år var værter i SAGROs område, sammen med Kjærgård Landbrugsskole.

Fødevareordfører på gårdbesøg

Anders Kronborg (A) fra Esbjerg blev klædt på til sin nye rolle

Sydvestjysk Landboforening havde det første uformelle møde med formanden for socialdemokratiets fødevare- og dyrevelfærdsordfører, Anders Kronborg, der er nyvalgt folketingsmedlem fra Esbjerg.
Anders Kronborg havde ønsket en rundvisning hos landmand Laust Bendix Jensen, der driver et større kvægbrug lige nord for Esbjerg. Anders Kronborg interesserede sig meget for udfordringerne med generationsskiftet i landbruget. Derudover havde Niels Laursen og Anders Harck fra Sydvestjysk Landboforening anledning til at forklare landbrugets holdninger til emner som afvanding og klima, og endelig blev situationen omkring de problematiske, nye veterinære kontrolregler for svinetransporter til udlandet drøftet.

Tillykke med arbejdsmiljøet

SAGRO går op i sikkerhed i landbruget.

Derfor var vi igen i år hovedsponsor for Landbrugets Arbejdsmiljøpris, der blev delt ud på delegeretmødet i Herning. Vi var stolte over at kunne ønske Kokkenborg Opformering tillykke med prisen.

SEGES uddeler hvert år Landbrugets Arbejdsmiljøpris til en landmand, der gør en særlig indsats for at skabe og udvikle et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø på bedriften. Vinderen af prisen arbejder seriøst og kreativt med arbejdsmiljøet og viser nye veje for sine kolleger. Udover æren og anerkendelsen består prisen af en kontant præmie på 25.000 kroner.

SAGRO med til at sætte dagsordenen for klima og bæredygtighed

SAGRO var naturligvis på plads, da Økologi-kongressen 2019 åbnede onsdag med temaet ”Jorden kalder”.

Det er et tema, der jo passer rent ind i, at SAGRO allerede har valgt at gå meget aktivt ind i den dagsorden, der handler om klima og bæredygtighed, sagde virksomhedsrådgiver, Solvejg Horst Petersen. Det blev jo på kongressen meget tydeligt, at det ikke handler om, hvorvidt vi skal gøre noget, men hvad, og hvor hurtigt.

Helt sikkert en god aften

130 kom til sikkerhedsarrangement hos SAGRO

Det var ikke advarsler og dundertale, der gjorde det største indtryk, da der i aftes var sikkerhedsaften hos SAGRO, men den kun 25-årige Christine Hansen Birkegaard, der mistede sin forlovede ved en arbejdsulykke i januar. Omkring 130 havde taget mod tilbuddet om aftenen, der var arrangeret af Familielandbruget VEST-Jylland, Herning-Ikast Landboforening, Holstebro Struer Landboforening, LandboUngdom og SAGRO.

Den stærkt bevægende gennemgang af livet før og efter ulykken, ramte tydeligvis de tilstedeværende.

- Det kan godt være, jeg glemmer alt det andet i aften, men det Christine fortalte, vil jeg aldrig glemme, sagde Marlene Merrild efter mødet.

Vær nu sød ved veganerne

Modsætninger diskuterede fremtidens landbrug på Grindsted Landbrugsskole

Der var mange farver på paletten af holdninger, da der var debatmøde om fremtidens landbrug på Grindsted Landbrugsskole, og aftenen blev da også interessant for de små 300 deltagere, som bestod af landmænd, elever og øvrige interesserede.

Generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, Rune-Christoffer Draghsdahl opfordrede tilhørerne til at være søde og rare ved veganerne.

- Vi bør nok i gennemsnit ikke spise mere end 14 gram rødt kød om dagen, sagde han. Og hans pointe var, at jo flere veganere eller vegetarer, der er, jo mere kød er der til alle andre.

SAGROs sikkerhedsofficer Thomas Birkedahl optrådte med en "sikkerheds-rap", der tog den alvorlige problematik med en god portion grum humor.

SAGRO med til at kåre Fremtidens Landmand

Tre landmænd fik et stort skulderklap, da de blev kåret som ”Fremtidens Landmand”

SAGRO var i starten af december med til at fejre fremtidens landmænd.

Vi sponsorerede én af de tre kategorier selv, og havde den store glæde, at det var kunder hos SAGRO, der satte sig på de to sidste priser.

SAGRO-kunderne var svineproducent Peter Conradsen og Lene Bruun, Give, der driver frilandsproduktion med 850 frilandssøer og produktion af 21.500 slagtesvin.

De vandt prisen for afsætning takket være deres aftale med REMA 1000, der markedsfører kødet.

Kartoffelavler Henning Thybo, Arnborg, fik prisen for at forene sin egen nysgerrighed og opfindsomhed med en stor indsigt i og brug af de fælles digitale løsninger.

SAGRO sponsorerede den sidste pris for bæredygtighed til Mælkeproducent Kaare Larsen, Dragstrup, der er gået aktivt ind i et meget stort naturgenopretningsprojekt, der vil genskabe en af Nordsjællands største søer, Søborg Sø, på blandt andet hans egne, drænede marker.

Danske landmænd skifter til digitalisering

De to digitale ledelsesværktøjer til økonomistyring – Das​hboard og eOverblik – har i en periode været til afprøvning hos kunderne. Næsten halvdelen af de kunder SAGRO har haft i prøve, har valgt at tegne abonnement efterfølgende, fordi de kan se en fordel ved bedre at holde styr på de økonomiske nøgletal.

Desuden er over 1.000 af SAGROs kunder nu brugere af Summax, som er en forudsætning for digital økonomistyring.

Da Anders snød døden i fuldfoderblander

Tømningen af en sammenbrudt fuldfoderblander var tæt på at koste landmand fra Henne livet.

Har man én gang i sit liv stået og set de roterende krumme knive i en fuldfoderblander arbejde, så gyser man, når Anders Kristensen fortæller om den dag, hvor motoren uventet gik i gang, mens han og en medarbejder stod i blanderen. Hvad der derefter skete, var et mareridt.

Anders blev grebet af den knivskarpe snegl og slynget rundt i vognen med en hastighed af 30 omgange i minuttet.

Videoen som blev produceret i samarbejde mellem SAGRO og LandbrugsAvisen, blev årets mest sete på SAGROs sociale medier.

VI ER SAGRO

Hos SAGRO gør vi tingene lidt anderledes end hos andre gode rådgivningsvirksomheder. Vi er sat i verden for at rådgive jer landmænd bedst muligt, og stræber hver dag efter at skabe de bedste resultater ude hos jer på bedriften. Det har vi lavet en lille film for at illustrere, som du kan se herunder.

Tak for et godt år med masser af spændende arbejdsopgaver

Med håbet om en glædelig jul, vil vi hos SAGRO gerne ønske dig og din familie et godt og lykkebringende nytår. Vi sætter en ære i at rådgive verdens bedste landmænd, der dagligt hjælper familien Danmark og mange andre familier rundt om i verden til at få mad på bordet.

GOD JUL OG GODT NYTÅR

 


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere