Økonomimøde i marts - nu også i SAGROs sydlige del

Udgivet d. 23-02-2017

Traditionen tro holdes der økonomimøde i Aulum, men som noget nyt også i Billund.

Tekst: Lilli Snekmose

Midt i marts gennemfører SAGROs faggruppe for økonomi to økonomimøder med gennemgang af regnskabsresultater for 2016 fordelt på driftsgrenene planter, kvæg, svin, mink og økologi.
I Aulum har økonomimøderne traditionelt samlet mellem 200 og 300 deltagere, fortæller formand for Faggruppe Økonomi, Jens Simonsen fra Herning Ikast Landboforening.
Møderne er et af de efterhånden få møder, hvor landmænd samles på tværs af produktionsgrene.
I år foregår mødet i Aulum den 15. marts, og i Billund den 16. marts.

Genopstår i syd

I det tidligere Jysk Landbrugsrådgivning blev de traditionelle regnskabsmøder for flere år siden afløst af andre typer møder, som D-dag (Driftsøkonomidag) og Videnfestival, og derfor er der nu tale om en genindførelse af et egentligt økonomimøde.
- Faktisk tror jeg, at mange landmænd har savnet at mødes til en årlig gennemgang af regnskabstal. Og det bliver spændende at se, om vi kan overføre de gode erfaringer fra det tidligere Heden & Fjorden her til det sydlige område, siger Anders Harck, der også er medlem af Faggruppe Økonomi, og desuden er nyvalgt formand for den nye sektor for virksomhedsledelse og økonomi i Landbrug & Fødevarer.
Henholdsvis Jens Simonsen og Anders Harck vil indlede møderne i Aulum og Billund, hvor de trækker linjerne for den økonomiske situation i landbruget op. Derefter vil de berette, hvad Faggruppe Økonomi har arbejdet med, og hvad der har fokus fremover.
Herefter følger indlæg på ca. 20 minutter, hvor regnskabstallene bliver gennemgået for hver driftsgren.
- Det er en rent faglig aften, hvor man får en pejling af, hvad fremtiden bringer, siger Jens Simonsen.

3F og overenskomster

Som et selvstændigt punkt bliver problematikken omkring 3F’s aktivitet for at presse overenskomster ned over hovedet på større landbrug belyst af Linda Hede fra SAGRO. I tilknytning til dette programpunkt præsenterer SAGROs nyansatte frontfigur på HR- og ledelsesrådgivning, Bo Kær, hvad rådgivningsområdet har at byde på.

Også for ægtefæller

Økonomimøderne slutter med en ekstern oplægsholder, hvor det ikke er økonomien, der er det helt centrale. Det giver aftenen lidt mere bredde, og er med til at tiltrække en del ægtefæller.
- Sidste år måtte vi hente ekstra stole ind i Aulum, og vi håber også på god tilslutning i år, siger Jens Simonsen.

I Aulum er det sportsdirektør i FC Midtjylland, Claus Steinlein. Han vil inspirere landmænd, der har mange unge udlændinge ansat. Der kan nemlig drages paralleller mellem landmændenes udfordringer og det arbejde, fodboldklubben har med at håndtere deres udenlandske spillere. Du kan regne med at få gode tips og sjove historier om både primadonnaer, stjerner og vandbærere!

Deltagerne i økonomimødet i Billund vil opleve direktør ved KMC i Brande, Nicolai Hansen. Han vil tale om den nye dagsorden for samhandel, der er sat med Putin og Trump som jokere. I den nye verdensorden bliver det virkelig essentielt for et eksportorienteret erhverv som landbruget at få åbnet nye markeder, og netop KMC sælger i omkring 60 lande. Det er derfor virksomhedens erfaringer på eksportmarkedet, det bliver interessant at høre om.

 

 

Sportsdirektør Claus Steinlein fra FC Midtjylland (th) (her fotograferet i et sejrsøjeblik sammen holdleder Eilif Dalsgaard) er vant til at håndtere unge udlændinge i klubben. Han giver tips og sjove historier videre - måske kan erfaringerne bruges i landbruget.

Mød Claus Steinlein som oplægsholder i Aulum.

 


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere