Udgivet d. 19-12-2020
Et stort konkurrencetryk og en eksport påvirket af corona gør det lige nu svært at være juletræsproducent. De gode og de dårlige år ser ud til at følge en 16-årig cyklus.
Et smukt juletræ, pyntet med glitrende kugler, lys, papirflet og så videre, er selve indbegrebet af jul. Træet danner midtpunkt for højtiden i rigtigt mange hjem.
- Jeg plejer at sige, at vi glæder et sted mellem fire til seks millioner mennesker hvert år til jul, ler Hans Henningsen, medindehaver af Henningsen Production A/S, som er en af de største juletræsproducenter herhjemme.
Hvert år eksporterer danske virksomheder juletræer til Europa for omkring 1,5 milliarder kroner. Danmark er blandt de største leverandører og dyrker i omegnen af 10 millioner juletræer årligt.
Ude i plantagen i Glejbjerg står nordmannsgranerne stolte og ranke side om side på i alt ca. 100 hektar. Men der er også mange stubbe lige nu, hvor den hektiske høsttid netop er overstået for i år.
- Det har selvfølgelig været et specielt år, hvor corona-restriktioner og -nedlukninger i mange europæiske lande har udfordret os. Eksporten har været præget af go-stop-go-forløb. Kun i Tyskland, som er den største aftager af danske juletræer, er det gået nogenlunde som vanligt, beretter Hans Henningsen.
Han er uddannet skovfoged og har været i juletræsbranchen i mere end 30 år. I 1991 blev han selvstændig, og før det var han ansat hos en “konkollega”.
Med de mange år i branchen har Hans Henningsen iagttaget en særlig form for cyklus i branchen:
- Det bølger op og derefter ned i løbet af en samlet periode på ca. 16 år. Lige nu tror jeg, vi sidder på bunden af sådan en bølge. Sidst, vi var oppe, var i 2011/12, hvor vi oplevede nogle virkeligt gode år. Det begyndte at vende omkring 2016.
Forventer underskud
Hos Henningsen Production er den store forskel i forhold til den forrige bakkedal, at virksomheden nu sælger direkte til detailkunder fra de store kæder og forretninger fremfor grossister og kunder inden for stadehandel.
- Det har den store fordel, at 80-85 procent af vores produktion er planlagt i god tid. Og med den direkte kontakt får vi desuden hurtigere feedback, hvilket gør det lettere for os at tilpasse os, forklarer Hans Henningsen.
Alligevel ser han ikke lyst på årets resultat.
- Vi håber egentlig bare, at regnskabet går i nul i år. Men jeg tror, vi kommer ud med et lille minus.
At det er mørke tider for juletræsbranchen, skyldes primært, at udbuddet er større end efterspørgslen. Der er i de senere år kommet flere producenter til, hvilket har resulteret i faldende priser - især på det tyske marked, som mange danske producenter afsætter deres træer til. Og for at gøre ondt værre sker det i en periode, hvor producenterne i forvejen ikke får meget for deres træer. Læg dertil corona og stigende kvalitetskrav.
Ét forhold vil dog ifølge Hans Henningsen være med til at trække efterspørgslen op i år, nemlig det faktum at mange flere i både ind- og udland er tvunget til at holde jul derhjemme, fordi de ikke kan komme ud at rejse.
Holder de jul derhjemme, vil de sandsynligvis gå ud og købe et flot juletræ, der kan pyntes efter alle kunstens regler og dermed være en trøst i en trist tid.
- Sidste år var juletræsproducenternes store udforing alt for meget vand på markerne. I år har eksporten lidt på grund af corona, opsummerer Hans Henningsen.
Ved endnu ikke, hvor sæsonen lander
Hos SAGRO hjælper vi juletræsproducenter med administrative opgaver såsom gødningsregnskab, indberetning af sprøjtejournal og udarbejdelse af hektaransøgning. Hos Skovdyrkerne Vestjylland, der er nabo til SAGRO i Holstebro, betjener man juletræsproducenter i hele Vestjylland med både rådgivning og afsætning - og har derfor fingeren på pulsen i forhold til, hvad der sker i juletræsmarkedet.
Her kan skovrider Michael Sheedy Gehlert nikke genkendende til det billede, som Hans Henningsen tegner:
- De store udsving i branchen, som også er kendt fra andre dele af jordbruget – hvor man investerer massivt i gode tider og dermed kan ende i en selvforskyldt overproduktion – kender vi godt. Men af forskellige grunde håbede mange, at det ville blive "anderledes denne gang" … det blev det ikke, og efter en lang periode med faldende priser, stramme kvalitetskrav og dårlige resultater er branchen ved at være godt metaltræt – der trænger til ny optimisme og fremdrift!
- Det vigtigste afsæt for en god sæson er en god afslutning på den foregående sæson; det giver kunderne tro på fremtiden og lyst til at bestille tidligt og forpligtigende næste år. Her i 2020 har corona-bekymringen fyldt meget og kunderne har været yderst forsigtige i deres indkøb. Heldigvis gik der hul på bylden i november. Efterspørgslen har været god, og kunderne har solgt godt i første halvdel af december. Derfor er vi meget bedre stillet end frygtet, og vi har i realiteten haft udsolgt de sidste 14 dage. Det er et rigtig godt signal til markedet. Desværre er den ikke helt hjemme endnu – vi har først en god sæson, når vores kunder har haft en god sæson, og med den seneste udvikling i smittetallene på vores eksportmarkeder er der risiko for, at nogle af vores kunder bliver lukket ned før jul – og dermed fanget med restlagre af usolgte og nu værdiløse juletræer.
- Så der er et lille lys i mørket, men der står stadig meget på højkant her til allersidst, for både vores kunder og os, afslutter Michael Sheedy Gehlert.
I Danmark er der i disse år en tendens til, at juletræer ikke skal være helt så store mere. De behøver ikke at kunne nå stueloftet.
Træerne er ca. 9-10 år, når de fældes.
Tilmelding til nyhedsbrev