Ingen tvinges til målrettede efterafgrøder i 2017

Udgivet d. 01-06-2017

Landmændene bakkede op om de frivillige, målrettede efterafgrøder. Så nu dropper Miljø- og Fødevareministeriet at pålægge landmænd at etablere ekstra, målrettede efterafgrøder i 2017. De har lyttet til os, siger Bjarne Larsen, Jysk Landbrug.

Tekst: Lilli Snekmose, redaktør

Forårets store cirkus omkring frivillige eller påtvungne efterafgrøder får nu en blød landing. Indtil nu har det hængt som en trussel over landmænd i bestemte områder, at de ville blive pålagt et obligatorisk krav om at etablere målrettede efterafgrøder i de områder, hvor målet ikke blev nået via den økonomisk støttede, frivillige efterafgrødeordning.

Men det krav frafalder ministeriet nu.

Miljø- og Fødevareministeriet har på baggrund af GEUS’ og egne beregninger vurderet, at der ikke er behov for at tvinge flere efterafgrøder igennem. 

Der er ansøgt om i alt ca. 145.000 ha i den frivillige fase af den målrettede efterafgrødeordning. Det oprindeligt udmeldte indsatsbehov svarer til ca. 137.000 ha. Placeringen af de søgte efterafgrøder flugter imidlertid ikke én-til-én med det udmeldte behov. Derfor udestår der at etablere ca. 3.000 ha efterafgrøder for at nå målene for de sidste områder.

I stedet for at kræve de sidste 3.000 ha efterafgrøder etableret - uden økonomisk støtte - har ministeriet valgt at udskyde spørgsmålet til 2018.

- Vi kan ikke vide det med sikkerhed, men mon ikke ministeren har lyttet til os, funderer Bjarne Larsen, Jysk Landbrug. Siden det i foråret blev kendt, at tilslutningen til den frivillige efterafgrødeordning mere end indfriede de mål, der var sat, har han tordnet for at forhindre, at nogen blev pålagt at etablere efterafgrøder uden støtte. Især fordi mange rent faktisk ønskede at gå med i den frivillige ordning, men blev afvist, fordi støttekronerne slap op.

- Jeg har hele tiden slået til lyd for, at når pengene var brugt, så måtte man have lov at antage, at de krævede hektarer er leveret. I dag ved vi desuden - og det har ministeriet erkendt - at der var fejl i grundvandsmålingerne. Nu må vi forvente, at man bruger de kommende måneder til at få en korrekt faglig viden frem, og jeg vil appellere til, at den viden bliver implementeret inden næste år, så vi kommer igennem 2018 med mere afdæmpede krav til målrettede efterafgrøder, siger Bjarne Larsen.

Bjarne Larsen mener samtidig, at landbruget roligt kan bryste sig af, at det lykkedes at nå målet i 2017 ad frivillighedens vej. Det var der ikke mange i oppositionen og i DN, der havde troet på!


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere