Erfaren kvinde skal styre regnskabet hos SAGRO i Holstebro

Udgivet d. 16-10-2024

Mød Jane Harbo Åkerstrøm, der er den nye afdelingsleder i regnskab i Holstebro. Hun kalder sig selv for lidt af en enspænder, og man skal ikke fortælle hende, at der er noget, hun ikke kan. For så skal hun nok modbevise det.

 

Jane Harbo Åkerstrøm satte sig 1. oktober i lederstolen i SAGROS regnskabsafdeling i Holstebro, og det er ikke en hvem-som-helst, der er den nye leder i afdelingen.

Jane Harbo Åkerstrøm har en fortid i både Fjordland og LandboNord, så hun har et indgående kendskab til branchen, og det håber hun at kunne udnytte i den nye stilling.

- Jeg har været glad for mine tidligere arbejdspladser, og tager det bedste med fra dem til den nye stol hos SAGRO. Efter kort tid synes jeg allerede at kunne mærke, at jeg passer rigtig godt ind. Jeg fornemmer klart, at medarbejderne faktisk efterlever SAGROs værdier, så det er ikke bare tomme ord, siger Jane Harbo Åkerstrøm.

Hun har arbejdet med økonomi siden 2011, men personaleledelse er en ny disciplin for hende.

- Mine medarbejdere er heldigvis ret selvkørende, men jeg har samtaler med hver enkelt for at lære dem og deres opgaver bedre at kende og omvendt. Jeg får også selv kundeopgaver, så jeg fortsat har fingrene lidt i mulden. Jeg leder med tillid og ser teamet som en helhed, hvor vi skal spille hinanden gode. I sæsonen, hvor det hele strammer til, skal vi rykke sammen og give den en skalle, der skal nok blive tid til at puste ud. Jeg er en digital frontløber, der er stor fortaler for at udnytte de muligheder, der er, det kommer medarbejderne nok også til at mærke, forudser Jane Harbo Åkerstrøm.

Hun betegner sig selv som lidt af en enspænder – på den gode måde.

- Jeg går af og til mine egne veje, og der er ikke nogen, der skal fortælle mig, at der er noget, jeg ikke kan. Jeg er et konkurrencemenneske med et vinder-gen, og jeg er ikke bange for at kaste mig ud i nye udfordringer. For eksempel kastede jeg mig for to år siden over dykning, det er blevet til en del rejser til Rødehavet siden, og næste opgradering af dykkercertifikatet til 30 meters dybde er planlagt i december. Jeg er blevet grebet af livet under vand.  Jeg er ganske sikker på, at jeg også klarer denne nye udfordring hos SAGRO, jeg glæder mig i hvert fald til det, siger Jane Harbo Åkerstrøm.

 

 

Privat



Jane Harbo Åkerstrøm er 46 år.

Hun bor alene i Thisted og har tre børn på henholdsvis 20, 18 og 16 år.

Hun er uddannet kontorassistent med økonomi som speciale, finansøkonom og HDR.

Hun blev 1. oktober ansat som afdelingsleder i Regnskab ved SAGRO i Holstebro, hvor hun bliver leder for 23 medarbejdere.

Fritiden bruger hun aktivt blandt andet på løb, spinning, dykning og ridning.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere