Der er brug for gode ledere i landbruget – nu er 14 på vej fra Grindsted Landbrugsskole

Udgivet d. 04-02-2025

14 unge fra Grindsted Landbrugsskole kan glæde sig over titlen som nyudsprungne produktionsledere.

14 unge fra Grindsted Landbrugsskole kan glæde sig over titlen som nyudsprungne produktionsledere. Produktionslederuddannelsen er en lederuddannelse, som bygger oven på erhvervsuddannelsen til faglært landmand, så de 14 unge har fået bygget ledelse, økonomi og produktionsstyring på deres eksisterende uddannelse.

- Det er en fornøjelse at mærke den interesse, som vores færdige produktionsledere har vist i forhold til at ville lære mere om ledelse, for der bliver efterspørgsel efter dem fremover. Der mangler ledere i mange brancher, også inden for landbruget, så derfor har vi som skole en stor forpligtigelse i at udklække fremtidens ledere, og stille et uddannelsestilbud til rådighed for dem, som kan motivere dem, siger Erik Friis Møller, forstander på Grindsted Landbrugsskole.

Grindsted Landbrugsskole har valgt at lægge et Akademifag ind i skolens produktionslederuddannelse, og det har vist sig at være særdeles succesfuldt.

- Akademifaget ’Ledelse i praksis’ har i den grad inspireret eleverne, og til den afsluttende eksamen lød det samlede karaktergennemsnit på dette fag på 11. Og generelt på uddannelsen har de klaret sig rigtig flot. Det viser, at de her elever er topmotiverede for at komme ud i landbruget og blive gode ledere, siger Erik Friis Møller.

Produktionslederuddannelsen forbereder eleverne på at styre en produktion, og de vil oftest få job som driftsleder, hvor man er ejerens højre hånd, eller selv er leder af en afdeling eller enhed.

- Med produktionslederen uddanner vi unge med de kompetencer, som rigtig mange landmænd har brug for. De får en indsigt i, hvad der skal til for at styre og optimere en produktion, lige fra at sørge for at både mennesker og dyr på landbruget er glade, og at økonomien fungerer. Derfor håber jeg, at endnu flere vælger at tage en lederuddannelse, og vil også opfordre landmændene til at skubbe på, for at deres elever og ansatte springer med på en lederuddannelse, så vi kan få endnu flere klar til at være ledere i erhvervet, siger Poul Kirkegaard, landbrugsskolelærer på Grindsted Landbrugsskole. 

Tre af eleverne på det netop afsluttede hold af produktionsledere ser frem til at komme ud i virkeligheden og afprøve deres nye viden.

Bram Streefkerk er 21 år og kommer fra Lyne.

- For mig åbner uddannelsen mange veje for fremtiden, og det er en god baggrund at have med sig ud i arbejdslivet. Jeg har lært en masse om egne styrker og svagheder, og fået god indsigt i økonomien på et landbrug, det har vi ikke haft så meget af tidligere, så det har været virkelig lærerigt. Lige nu overvejer jeg at rejse til udlandet for at arbejde, og derefter læse overbygningen til Agrarøkonom, som jeg vil bruge enten til at blive selvstændig landmand eller måske rådgiver, siger Bram Streefkerk.

 

Magnus Haunstrup er 22 år og fra Videbæk.

- Jeg har taget produktionslederen, fordi landbruget er på vej i en retning, hvor der bliver endnu mere brug for ledelse og forståelse for en kompleks økonomisk produktion, som et moderne landbrug er.  Det har virkelig været spændende at lære om persontyper, og hvordan man kan bruge den viden til at skabe gode resultater og motivation blandt medarbejdere. Jeg drømmer om en stilling på et større kvægbrug med indflydelse og ledelsesopgaver, siger Magnus Haunstrup.  

Anne Rahr er 26 år og fra Ulfborg.

- Landbrugene bliver større og større, og derfor bliver der behov for flere ledere, så det er vigtigt, at vi er nogle, som uddanner os den vej. Undervejs i uddannelsen har vi fået nogle gode redskaber til at læse og forstå mennesketyper, og på den måde har vi lært, hvordan man bedst kommunikerer med den enkelte medarbejder for at kunne skabe det bedste team. Jeg glæder mig til at komme ud og arbejde som produktionsleder, og stå for en bedrift med ledelsesansvar og afprøve de ting, vi har lært her på skolen. Om nogle år kunne jeg måske finde på at læse videre til jordbrugsteknolog for at blive landbrugsskolelærer, siger Anne Rahr.

Grindsted Landbrugsskole har over 150 elever gennem skolen hvert år, som alle sammen drømmer om en karriere i landbruget.


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere