Udgivet d. 01-02-2025
Vores rådgiver Jens Nygaard Olesen har begået et erindringsskriv om, hvordan livet på landet så ud i 1960´erne og frem.
Lokalhistorisk Forening i Ødsted har bedt mig om at skrive Om tiden i Ammitsbøl omkring 1960 - 1970. Jeg er født i 1963, og derfor bliver det, som jeg husker tiden, og som jeg oplevede den. Andre har sikkert andre erindringer, oplevelser og anskuelser om tiden.
Ud over egne erindringer har jeg til artiklens udformning også anvendt materialer fra Det Kongelige Bibliotek og fra Danmarks Statistik. Derudover har jeg interviewet Grethe og Thomas Thomsen samt Elly og Regnar Nielsen.
Min baggrund er, at jeg er født og opvokset på en gård beliggende midt i Ammitsbøl. Min far var landmand, min mor var sygeplejerske, og vi var fem søskende.
Landbruget har haft stor betydning for, hvordan mit liv har udfomet sig. Hele mit liv har landbruget på forskellige niveauer haft indflydelse på min hverdag.
I dag arbejder jeg som rådgiver i SAGRO, som vel er det, man før i tiden kaldte en landboforening. De fleste landboforeninger har i dag flytte rådgivningen ud, og fokuserer deres kræfter i det politiske arbejde. SAGRO er ejet af fire landboforeninger.
Ammitsbøl bestod i 1970 af ca. 15 små og mellemstore landbrug hovedsageligt med kvæg, svin, planteavl og lidt høns.
Mælken blev leveret til Ødsted Mejeri, som på daværende tidspunkt var et af Danmarks allerstørste mejerier. Slagtekalve og fedesvin blev leveret til og slagtet af Tulip, som lå på havnen i Vejle.
Både slagteri og mejeri var andelsselskabet. Æg blev leveret til vores lokale købmand, Jens Nielsen. Husholdningen fik så købmandsvarer retur for ægsalget.
Øst og syd for Ammitsbøl lå de noget større gårde. Det var Haugaard, Ammitsbøl Skovgård, Dusgaard og Ollerupgaard.
På disse gårde var jorden generelt af noget bedre kvalitet. Dvs., her var der som regel større udbytter på markerne, når der blev dyrket byg, hvede, havre, roer og græs, som var de væsentligste afgrøder dengang.
Alle gårdene i Ammitsbøl samt førnævnte gårde var selvstændige fuldtidslandbrug. Her i 2024 er der blandt de nævnte ingen fuldtidsbedrifter tilbage. Jorden er enten lejet ud eller opkøbt af andre større landbrug. Ligeså er der på ingen af gårdene nogen form for husdyr.
Der er siden 1960’erne sket en mærkbar ændring i produktionen og i landbrugets placering i samfundet med hensyn til antal beskæftigede.
Dette er ikke en beklagelse, men blot en konstatering. Jeg tænker, at landbrugserhvervet i 1960'erne bod på mange manuelle og opslidende arbejdsopgaver, som i dag udføres af maskiner.
I takt med at meget få i dag er beskæftiget inden for landbruget (langt over halvdelen er også udlændinge fra Østeuropa), er erhvervets goodwill i tilsvarende grad reduceret.
Måske hænger det sammen med, at der i dag er rigeligt med fødevarer.
I 1960'erne og 1970'erne havde en stor del af befolkningen oplevet mangel på fødevarer i efterkrigstiden, og der var derfor en større ydmyghed over for det at kunne opleve mæthed hver dag.
Som jeg husker det, fungerede hverdagen i lokalsamfundet ved stor hjælpsomhed landbrugene imellem. Fx lånte man maskiner af hinanden, eller også indkøbte man redskaber sammen. Min far havde en grønthøster og en høvender sammen med en nabo. Og når der skulle høstes, lejede han en kornvogn hos Olav Iversen.
Apropos høst - de første år jeg levede, blev der høstet med selvbinder. Kornnegene blev sat til tørre og senere kørt ind i laden.
Om vinteren blev tærskeværket anvendt, så kornene kunne skilles fra stråene. Ifølge min far støvede det helt ekstremt, men dengang var der ingen åndedrætsværn. Men som han sagde: "Vi kendte ikke bedre".
Mejetærskeren blev ret udbredt fra midten af 1960'erne. Her blev korn og strå adskilt på marken. Kornet kunne køres hjem for sig og tørres til 15 % vand, og halmen presses i baller af 12 kg og så transponeres hjem og med fork eller med en transportør bringes til opbevaring på halmloftet.
Læsning af halmen foregik med fork ude på marken. En person på hver side af vognen. En på vognen, som pakkede læsset, og en betroet chauffør, der kørte traktoren under læsningen. Når der var ca. 100 baller på vognen, gik turen hjemad, og det var altid spændende, om vi kom hjem, uden at læsset kæntrede.
Hvis turen gik godt, var det virkelig skønt at ligge på ryggen på toppen af læsset og mærke vognens vuggen og kigge op mod den blå sommerhimmel.
Høsten i august var for os børn en rigtig god tid på året. Ud over at man var rykket en klasse op i skolen, og bøgerne var blevet indbundet med nyt bogpapir, var der og- så masser af blommer, æbler, mirabeller og hyldebær på frugttræerne.
Her kunne man nemt opnå at blive tildelt en slem mavepine. Og det fik vi ofte.
Kornhøsten var ret afgørende for årets økonomiske udbytte. Kornet skulle høstes, når det var modent, og når det var tørt. Hvis det stod for længe på marken eller blev udsat for kraftig regn og blæsevejr, faldt kornaksene af, og udbyttet faldt mærkbart.
Derfor blev der virkelig hængt i - ofte til sent ud på aftenen eller natten - i de dage, hvor vejret tillod det. I mange år var det min morbror, Johannes, fra Jerlev, der kom og høstede min fars korn med sin Dronningborg mejetærsker.
Ud over høsten af korn var høbjergningen også af stor betydning for vinterfodringen. Hø var et virkeligt godt foder til højtydende malkekøer samt et afgørende foder til de yngste kalve for deres mavesundhed. Hø er rigt på protein, vitaminer og fibre.
Det optimale var, at græsset skulle slås, spredes, vendes, revles og presses inden for 3 — 4 dage. Presseren skulle allerhelst komme midt på dagen, omkring kl. 13. Her stod solen højest på himlen, og høet var maksimalt tørt. I løbet af eftermiddagen og aftenen kunne vores familie m.fl. få høet ind i laden.
Det var ofte svært at finde dagene, hvor der var stabilt solskinsvejr. Jeg husker enkelte år, hvor høet fik lov at ligge alt for længe, før det kunne presses og køres ind.
Foderkvaliteten var virkelig dårlig, og jeg kunne ikke undgå at mærke min fars tristhed. Både mælkeydelse og fodring den kommende vinter var nu en udfordring.
Om efteråret skulle roerne tages op. Her lånte man også aflæsservogne og roeoptagere af hinanden, så man hurtigt kunne blive færdig med arbejdet. Roerne var en stor del af vinterfodringen i kvægbruget dengang. Ulempen var opbevaringen.
Roerne kunne nemt få det for varmt, og så gik foderet til, men de kunne også få frost om vinteren. Der var meget manuelt arbejde ved roedyrkning. Om foråret skulle roerne udtyndes, hakkes og radrenses. Dette flere gange så de ikke blev kvalt af ukrudt.
Roehakningen hos os foregik med et par nabokoner, vejmandens kone, Lene, Olga, Palle og mor og far. Selv hjalp jeg lidt, men jeg syntes rækkerne var frygtelig lange og fik hurtigt ondt i nakke og skuldre.
I slutningen af august slap vi børn dog ikke for at hjælpe til. Her skulle der rykkes melder op. Alt mandskab skulle mobiliseres, og hver fik vi rækker, der skulle luges for melder. Ikke et sjovt arbejde.
På de fleste landbrug var selvforsyning af fødevarer rigtig stort. Kartofler, gulerødder, rødbeder, agurker, asier, ærter, salat, grønkål, rabarber, ribs, solbær, hindbær, stikkelsbær, pærer, mirabeller, hyldebær og æbler af forskellig slags var vi selvforsynende med. Derudover også med svinekød, oksekød og hønsekød.
Det lyder flot og af meget, men med alt dette var naturligvis også en stor arbejdsbyrde.
Vi unger stod ofte med valget om enten at rykke melder op eller plukke solbær. Lige trivielt var det, men jobbet var nødvendigt, for at der kunne komme solbær på leverpostejen den kommende vinter.
Et par gange om året fik vi besøg af en hjemmeslagter. Som regel op til jul og i marts eller april måned. Hjemmeslagteren var min mors fætter, Arne Grønning.
Jeg er sikker på, at mange kan huske ham, da han kom på langt de fleste gårde på denne egn og udførte sit erhverv. Inden hjemmeslagteren ankom, havde min far hentet kogende vand på mejeriet, som skulle bruges til slagtningen. Den foregik i stalden på en vaskeplads i kostalden.
Når Arne ankom, blev det på forhånd udvalgte slagtesvin, der var fedet ekstra godt op til ca. 120 kg, slæbt i øre og hale til sit sidste hvilested. Lagt på en stor træbalje med bunden opad. Her blev det skrigende svin bundet på benene med far og Arne over sig, så det ikke kunne undvige.
Arne stak grisen i halsen, og efter en lang kamp med skrig og spjæt med benene blev der efterhånden mere og mere roligt i stalden. I løbet af en times tid var grisen parteret. Stege udskåret, småkød hakket, og den bedste medister var lavet til os børn i passende størrelser.
Kødet blev lagt til afkøling på gulvet, i det vi kaldte overstuen, nogle timer, inden det blev lagt i frysehus i Ødsted eller senere i egen fryser.
I hønsehuset blev hønsene udskiftet ca. en gang om året. Far slagtede selv hønsene, som først fik hovedet slået mod en træblok, hvorefter det blev hugget af med en økse. Hønsene kunne uden hoved gå rundt et minut eller to, hvorefter de forblødte og døde. Vi børn syntes, det var mægtig sjovt at se hønsene balancere rundt uden hoved.
De blev herefter skoldet i varmt vand, så fjerene kunne plukkes af. Så blev indvoldene taget ud, og til sidst blev slagtekroppen brændt for at fjerne de mindste fjer og for at fjerne evt. bakterier. Hønsene blev herefter videresolgt eller anvendt i vores egen husholdning.
Far prøvede også at opfede kalkuner, men det stoppede han med, da de blev meget aggressive under slagtningen og var stærkt utilfredse med, at de skulle bruges til føde for os mennesker.
Som tidlige beskrevet blev mælken fra køerne leveret til Ødsted Mejeri. 1 1960'erne blev mælken afhentet i mælkejunger, hvori der kunne være 50 liter mælk.
I slutningen af 1960'erne fik vi køletank, hvorfra mælkebilen hentede mælk hver anden dag. På mælkebilen var der placeret mælkejunger med kærnemælk (rigtig kærnemælk), som man som andelshaver kunne tappe af, når tankbilen ankom på gårdspladsen.
Mælkebilen havde også surmælk med på ruten. Surmælken blev anvendt til kalve under to måneder gamle og var med til at give kalvene en god tarmsundhed i kraft af mælkens indhold af mælkesyrebakterier.
Surmælk var et restprodukt fra produktionen på mejeriet. (Nutidens sumælksprodukter er bl.a. creme fraiche, ymer, yoghurt, tykmælk og kefir, red.).
Ud over at mælkebilen kom hver anden dag, kom ornemanden også jævnligt. Ornemanden hed Jørgen Kjær og kom fra Jerlev. Jeg ved ikke, hvor mange orner Jørgen havde, men man kunne ringe til ham, når en so var kommet i brunst.
Der gik som regel fire til fem dage efter, at smågrisene var taget fra moderen, før hun kom i brunst. Jørgen Kjær kom med sin bedste orne på en lille lastbil. Lukkede den ind i stien til soen og hjalp til, at soen kunne blive bedækket og føde nye smågrise.
Her var det bedst at have gummihandsker på, fordi ornelugt ikke bare går væk ved brug af sæbe.
Hvis soen ikke rigtig ville stå stille, kom Jørgen Kjær igen om aftenen eller måske også den næste dag. Min far havde ikke så mange søer, så derfor kunne det ikke betale sig at have egen orne.
Ca. en gang om måneden kom min bedstefar Anders fra Jerlev. Han hjalp min far med at kastrere ornegrisene, små grise på mellem 10 og 20 kg.
Min far sad på en skammel og holdt grisens ben og holdt dens hoved under albuen, så den ikke kunne skrige. Min bedstefar førte kniven og skar to snit ved grisens testikler, hvorefter stenene blev revet ud. Stenene blev smidt på gulvet og spist af hunden Vuggi. Vuggi så vi ikke på gården de efterfølgende dage.
Efter kastrationen blev der hældt jodsprit i sårene, så der ikke skulle komme betændelse.
Min bedstefar bad mig om ikke at røre ved kniven, da han frygtede, at jeg ville skære mig. Dog da bedstefar vendte ryggen til, mærkede jeg efter, hvor skarp kniven egentlig var. Og ja den var da mere skarp på den ene side end på den anden, men jeg var ret godt tilfreds med, at min plads i hierarkiet ikke indbefattede denne form for regulering.
Man kastrerer ornegrise for at undgå afsmag i kødet, dvs. smag af skatol. Efter arbejdet med at kastrere grise var der kaffe i køkkenet.
Det foregik i det samme tøj, der var arbejdet i, i svinestalden. Så i min mors køkken var der en stram lugt af svin, ornelugt og jodsprit denne eftermiddag.
Landbruget har, som beskrevet i min indledning, haft en stor betydning for mit virke gennem næsten 60 år. Jeg var en del af landbrugskulturen specielt i mine første leveår.
Jeg fornemmer, at forskellen mellem land og by var større dengang. En del af det sociale liv var kaffegilderne, hvor naboerne på skift hen over vinteren inviterede hinanden på smørrebrød, øl, vand, snaps kaffe m.m. og måske kortspil.
Husker, at min far fortalte, at han havde prøvet at drikke noget nyt hos Poul Mols, som han fortalte hed "ging". Vi irettesatte ham med, at det hed gin. Mor havde forinden fortalt, at hun måtte støtte far på vej hjem, efter at han rigtig havde fået smag på det der "ging".
Mine mostre og morbrødre havde alle selv landbrug eller havde giftet sig ind i landbrugserhvervet. Kaffegilderne forekom også her. Dog for det meste kun med kaffe.
Til gengæld var der rundvisning i staldene før kaffen. Pigerne gik for det meste i blomsterhaven og køkkenhaven, men mændene skulle på rundtur i svinestalden og i kvægstalden. Se alle grisene og udveksle erfaringer. Ditto i kvægstalden. Mælkeydelsen blev fremhævet, specielt hos min morbror, som havde betydeligt held med avl og fodring af sine køer.
Rundturen i staldene kunne sagtens vare en times tid, for der skulle jo både ryges, brovtes og tisses af før kaffen.
Her er det værd at bemærke, at når man havde været i staldene en times tid, gik man direkte ind i stuerne til kaffen i det samme tøj, og aromaen blev efterhånden noget anderles. Besøget i staldene krævede jo ikke tøjskifte, før samværet blev genoptaget over kaffen.
I min fars stalde var det begrænset med mekanisering, men der var dog ofte brug for en elektriker.
Der blev nemlig brugt el til ventilation i staldene, til malkeanlæg, roeskærer, foderkværn, transportør, komsnegle, korntørreri, lys og vandforsyning. Alt skulle virke, for at dyrene havde det rigtige klima og kunne det rigtige foder hver dag. Hvis sikringerne begyndte at springe, ringede vi til Iver Hansen, der altid stod til rådighed.
Iver kunne klare enhver opgave.
Ammitsbøl var, som tidligere nævnt, en mindre landsby med mange små og mellemstore effektive landbrug. De var i langt de fleste tilfælde familielandbrug, hvor ejeren også udgjorde arbejdskraften.
Denne blev suppleret med løs hjælp fra daglejere og med hjælp fra børnene, når de kom hjem fra skole og i deres skoleferier.
Der var virkelig en optimisme på landet på daværende tidspunkt båret oppe af den store efterspørgsel på fødevarer i Europa og et kæmpe økonomisk rygstød fra Marshall-hjælpen i begyndelsen af 1950'erne.
Ammitsbøl forsamlingshus bandt før i tiden byen sammen. Forsamlingshuset er bygget i 1889, og op igennem det forrige århundrede har der været store kulturelle aktiviteter drevet af lokale frivillige kræfter. Der var en fast vært på forsamlingshuset. Jeg husker både Katrine fra Ammitsbøl og Bernhardt fra Firehuse.
Byens koner og unge piger blev lejet ind til servering, når der skulle holdes store fester.
Ofte var der store gilder både fredage og lørdage. Ud over private fester var der også forsamlingshusbal, foredrag, folkedans, gymnastik, bankospil, dilettant, juletræsfest, vinterfest m.m. Økonomisk var huset rigtig godt drevet i mange år.
Jeg ved ikke, om det var tilfældigt, men vi var mange jævnaldrende børn i Ammitsbøl, da jeg var barn og ung i 60'erne og 70'erne. Jeg tror, vi var omkring 30 børn, og når der var feriegæster hos Olavs (dvs. hos Olav og Margit Iversen) fra København, Norge og Sverige, var der virkelig aktivitet i byen.
Mange aftener gik med fodboldspil, eller vi spillede "spark til dåsen". Det foregik som regel i Olav Iversens have eller på min fars gårdsplads. Det var noget af årsagen til, at min far altid havde travlt med at sætte nyt glas i staldvindurene, fordi en bold eller en sten havde ramt et vindue.
Jeg vil nu beskrive enkelte personer, som alle kendte til, og som i min barndom skilte sig ud på den ene eller anden måde ved i særlig grad at have levet et bemærkelsesværdigt liv og ved at have gjort en betydelig forskel for familien, byen og det omgivende samfund.
Den første, jeg vil nævne, er Tekla Thomsen. Tekla ejede gården Søndergård, der ligger som den sidste gård, når man kører ud af byen ad Dusgårdvej. Tekla blev enke som 43-årig og med fem børn, hvoraf det ene var nyfødt.
Samtidig med at forsørge familien var der også et større landbrug, der skulle drives. Teklas far, Marinus Therkelsen, flyttede fra Ulkær og hjem til sin datter for at hjælpe til. Efter Thomas Thomsens udsagn bragte Marinus indremissionske traditioner med til Søndergård, bl.a. med bordbøn.
Dette mødte dog modstand blandt de store børn og Tekla, så bordbønnen blev opgivet. Marinus Therkelsen fik navnet Lillefar. Lillefar var naturligvis en kæmpe hjælp for Tekla og et fast holdepunkt for de små og større børn.
Min far beundrede virkelig denne familie. De drev et rigtig godt landbrug, hvor alle hjalp til.
Jeg husker naturligvis bedst Thomas og Leif, når de høstede korn. Først med mejetærsker med sække, som Thomas senere ombyggede, så det blev en tankmaskine, hvor man undgik sækkene og de tunge løft. Så kunne kornet aflæsses løst og med en kornvogn køres direkte til tørreriet hjemme i laden.
Søndergårds produktion bestod af kornavl med fremavlskorn, frøavl og sukkerroer til sukkerfabrikken i Assens. Der var desuden et lille kvæghold, som græssede i engen om sommeren.
Tekla og Lillefar sørgede for, at alle børnene fik en god barndom med skolegang og gode uddannelser. Hvor har Tekla været en stærk kvinde og helt igennem lykkedes med sit virke.
Gudrun Pedersen fra Vestergård var gift med Ole Pedersen. De drev i min levetid kun jorden med planteavl, men tidligere var der både køer og svinehold.
En lille historie om ægteparret går på, at Ole var glad for en cigar og Gudrun for en cerut. Ole havde et heftigt temperament. En gang var han blevet så gal på sine heste, da han rensede roer med radrenser, at de blev så bange for ham, at de stak af med radrenseren tværs over roerækkerne, hvorved en masse roer blev skåret over og ødelagt.
Det har min far altid brugt som et argument for, at man skulle tage den med ro og være god mod dyrene.
Gudrun var lærer først i Ammitsbøl, i det vi kaldte Vejmandens hus. Thomas Thomsen har fortalt, at han havde hende til klasselærer. Da skolen i Ødsted blev bygget, blev Gudrun overflyttet til Ødsted Skole, og i 1969 fik jeg selv æren af at have Gudrun Pedersen til klasselærer.
Gudrun var en god og ihærdig dansklærer med god arbejdsro i timerne, husker jeg. Dog kom Gudrun til den erkendelse, at hvis jeg skulle lære at læse og skive, skulle der helt andre kræfter til. Derfor valgte Gudrun herefter at gå på pension.
Hans Augustinus Hansen. Sprøjtehans eller Stikkelsbær-Hans blev han kaldt i daglig tale. Hans var født den 16. februar 1886 og havde passet russiske krigsfanger under 1. Verdenskrig. Ved samme lejlighed havde han lært sig russiske ord og sætninger.
Hans boede i et lille træhus, der lå på vejen op til Ole og Gudrun Pedersen. Beboelsen bestod af et værelse på l. sal, og i stueetagen var der indrettet enkelte svinestier. Huset var ikke isoleret, og opvarmningen bestod kun af en brændeovn, der blev brugt, når det var rigtig koldt.
Naturligvis var der heller ikke vand til rådighed. Bl.a. derfor brugte Hans ikke tid på at vaske sig.
På en eller anden måde virkede han på afstand alligevel ikke usoigneret eller så ussel ud. Måske havde han ved militæret lært at overleve uden vand, sæbe og varme og i det hele taget kun anvendt det mest livsnødvendige.
Hans hjalp til som daglejer rundt om på gårdene, og hans ekspertise var i køkkenhaven, hvor han beskar frugttræer og podede dem, når der manglede en gren. Ligeså behandlede han bærbuskene med gift, når der var lus og utøj i dem - derfra navnet Sprøjtehans.
Da der ikke kunne laves mad i Hans' bolig, gik eller cyklede han rundt til gårdene, og på den måde fik han et måltid varm mad hver dag. Han ankom uanmeldt kl. ca. 17:30 og blev indtil han havde fået sin aftenkaffe.
Efter middagen spillede han Naser med os børn. Det var en lille træfigur, som vi skulle ramme med et reb, der var flettet som en ring. Navnet var vist opfundet af Hans selv. Vinderen fik et viskestykke eller noget andet, som han havde købt på en auktion i Vejle.
Det var lidt forkert beskrevet det med, at Hans kom uanmeldt og på skift til gårdene. Hver lørdag kom han til Olavs, da der her var pandekager.
Vi børn elskede, når vi fik besøg af Hans, men det var dog nok under tiden lidt overdrevet for de voksnes vedkommende.
Frode boede ved Firehuse. Dagligt kom han gennem Ammitsbøl på sin knallert, der kunne høres på lang afstand. En sort Puch med meget lave omdrejninger på motoren, fordi den virkelig var udfordret af at trække Frodes enorme legeme hen ad landevejen. Men lige så stor og tyk Frode var, lige så glad og beskidt var han.
Vi var som små børn noget bange for ham. Han lugtede ofte af øl og havde som regel skrå i munden, sorte tænder og sorte løbestreger ud ad begge mundvige.
Frode var brøndgraver og daglejer i Vejle og omegn. Efter arbejde og måske også under arbejdet krævede det ofte noget at drikke. Frode sås ofte ved Rugsted Brugs, hvor den sidste tørst skulle slukkes, inden han kom hjem til sin kone.
En gang var han kommet til at drikke det meste af ugelønnen op. For at søge om tilgivelse hos sin hustru, købte han godt undertøj til hende. Den efterfølgende dag var det klippet i stykker og langt på rugbrødet i Frodes madpakke.
Æ vejmand, Jørgen Christensen, boede med sin kone i huset, der tidligere havde været Ammitsbøl Skole. Jørgen var vejmand hele sit liv, tror jeg.
Han havde ansvaret for Ammitsbølvej og de små veje, der var forbundet med den. Vejmandens funktion var at vedligeholde vejen og de tilhørende vejgrøfter. Afløbsrør skulle renses, rabatter klippes, reflekser opsættes og skiftes, vejskilte vaskes og vejen repareres, når der var huller. Om efteråret satte Jørgen sneskærme op, så sneen lagde sig på markerne i stedet for på vejbanen.
Når sneplovene skulle ud at køre, sad Jørgen ved siden af og styrede plovens måde at skrabe på. Jørgen skilte sig lidt ud fra de fleste i byen, da han nok var ramt af en snært af en socialdemokrat. Jørgen mødte man for det meste på vejen hver dag.
Han var yderst venlig, arbejdsom og inderligt tro mod job og sine omgivelser.
I centrum af Ammitsbøl lå Vejgård, tidligere "Kongelig Privilegeret Kro". Gården var ejet af Olav og Margit Iversen.
Olav var en super dygtig landmand og havde avlscenter, hvorfra der blev solgt avlssvin med gode gener til den dengang opblomstrende svineproduktion i Danmark. I deres garage var der placeret en pæn stor Audi. Olav gjorde sig også bemærket ved, at han som formand for forsamlingshuset ydede stor modstand, da forsamlingshuset fik spiritusbevilling.
Førnævnte Hans Augustinus Hansen lejede på sine ældre dage et værelse hos Olav og Margit på betingelse af, at han skulle tage et karbad mindst en gang om ugen.
Min familie havde meget samvær med familien Iversen. Hurtig og spontan aftenkaffe med boller og Waleskringle og ofte med sang fra højskolesangbogen.
Olav sang dog aldrig med. Det forlyder, at Olav sang meget, meget falsk.
Kilder:
Det Kongelige Bibliotek.
Danmarks Statistik.
Interviews med flere af de i artiklen nævnte lokale borgere.
Tilmelding til nyhedsbrev
