Husk de store sko: En aften i Trepartens tegn

I Trepartens Tegn kunne godt lyde som titlen på en sengekantsfilm, men det var nu overlæggeren for årets Aftenkongres i henholdsvis Billund og Aulum. Onsdag aften er salen i Aulum pakket til kanten, og selvom det både er halvsent og heldårligt vejr, er energien god. Ingen dommedagsstemning, ingen høtyve og fakler.

Snakken går livligt over bordene, indtil chef Planter & Miljø i SAGRO, Klaus Hvas Sørensen, tager ordet og byder velkommen.

- Vi skal skrue lidt ned for politikken i dag – og op for fagligheden. Vi skal et spadestik dybere i forhold til den opgave, vi står over for i de kommende år. Også på den korte bane, fortæller Klaus Hvas Sørensen og byder velkommen til første indlæg.

Tavs Nyord, specialkonsulent, CONCITO

Tavs tager ordet, og han forklarer, at han har haft en rolle i tilblivelsen af Treparten - og han svigter med det samme Klaus’ løfte om at skrue ned for politikken med det samme. Det er nemlig i høj grad politik, fortæller han, men det havde vi godt på fornemmelsen.

Der var hverken spor af høtyve eller fakler i salen, selvom Tavs er afsender på nogle upopulære budskaber. Han fortæller dog alligevel, at han oprindeligt er uddannet landmand og i øvrigt driver 56 ha konventionel planteavl ved siden af jobbet i CONCITO.

Han understreger, at både han og tænketanken mener, at vi fortsat skal producere masser af fødevarer i Danmark – endda på en stor del af vores arealer.

- I de københavnske saloner, hvor de andre grønne organisationer og journalister samles, blev vi mødt med undren og skepsis over, at landbruget slap så billigt i forhold til resten af erhvervslivet. Men incitamenterne er bare markant anderledes i landbruget. Nu ser vi, at afgifter og belønninger for alvor kommer på bordet, og det skal nok komme til at have effekt, forklarer han.

Herefter kommer han med nogle pointer og præciseringer. Eksempelvis at de 250.000 ha skov ikke var til forhandling – og egentlig ikke engang en del af Treparten. Det var faktisk en gammel aftale fra dengang, hvor Sovjetunionen - og ikke Rusland – var truslen i Øst. Nu skal vi bare levere på den.

De 43 milliarder kroner, som vi skal omstille os for, er også noget, vi skal være glade for. Det er Landbrug & Fødevarers fortjeneste, for udgangspunktet var, at erhvervet selv skulle betale, fortæller han.

Da kvælstof kommer på banen, bliver Tavs mere alvorsfuld.

- Det var DN og L&F, der insisterede på, at vi skulle tage kvælstofforhandlingerne i samme omgang, så vi kunne komme videre og i gang,” fortæller han og fortsætter:

- Vi har muligheden for at gøre noget ved udledningen med kollektive, lokale tiltag. Men slår de ikke til, kommer vi til at stå med en markregulering. Det her kan altså få meget stor betydning for både landbrugsproduktionen og jordpriserne.

Han fremfører gang på gang vigtigheden i, at landbruget får leveret på de kvælstofreduktioner, inden myndigheder gør det for dem.

Tavs Nyord runder oplægget af med dels nogle positive punkter og egne pointer.

• - De robuste jorder udgør omkring 87 procent af landbrugsjorden, og de skal fortsat dyrkes.
• - Godkendelse af klimatiltag bliver fokuseret
• - Løsningerne skal findes lokalt – og det er meget positivt

Tavs roser erhvervet for innovationen, og han understreger, at vi ikke må dræne landbruget for kapital, for så er der ikke noget at skabe nye løsninger for. Men måske vigtigst af alt understreger han:

- Gør du noget, kan du faktisk undgå CO2-afgiften.

 

Lisbeth Henricksen, udviklingsdirektør hos SEGES Innovation.

Lisbeth Henricksen, udviklingsdirektør, SEGES Innovation

Næste levende billede på scenen er Lisbeth Henricksen fra SEGES, som skal forsøge at konkretisere nogle af indsatserne mod kvælstofudledningen. Hun lægger ud med at fortælle, at også hun er fritidslandmand med 75 ha konventionel planteavl under plov. I Knudedyb endda, som vi i et af Tavs Nyords slides kunne se lyse op i en akutrød farve – som et af de områder, der virkelig skal reducere kvælstofudledningen.

- Vi er sammen om det her, venner,” forsikrer hun, inden hun præsenterer os for en ret omfattende række krav og løsninger.

- Vi er nødt til at kigge lidt begavet på det her, hvis vi ikke skal spille os selv af banen. Der kan være nogle andre hensyn og interesser på den jord, vi skal arbejde med – og derfor skal projekterne samtænkes, så vi både får kvælstofopsamling, biodiversitet og andet med, når vi omlægger. Derfor skal vi tale med hinanden, fortæller hun.

Lisbeth Henricksen snakker hurtigt, og vi kommer forbi kollektive virkemidler, markregulering op til brakgrænsen, modeller til fordeling af kvælstofkvoter, og vi i publikum er godt med. I hvert fald indtil hun rammer modellerne for kvælstofkvoter – som nok skal blive et stort emne, når beslutningen om den foretrukne model er truffet. Den tid, den sorg.

De vigtigste pointer, Lisbeth Henricksen kommer med, er, at vi får klart mest reduktion for indsatsen ved kollektive virkemidler – og at minivådområder med længder er det mest effektive. At du simpelthen lader dit drænvand opsamle på matriklen, for minivådområder kan faktisk nedbringe N-udledning med 485 kg/ha.

Hun opsummerer og kommer med en dybfølt opfordring:

- Kan vi få kollektive virkemidler i brug, kan vi undgå den mest krasse markregulering. Det kalder på samarbejde, og vi er pinedød nødt til at tale med vores naboer. Vær aktiv og proaktiv, deltag i møder og laug, og lad være med at sidde hjemme med korslagte arme. Tag fat på en udtagningskonsulent – og husk at tage de store sko på.

Budskaber, der faktisk virker til at ræsonnere hos publikum, som summer en hel del over emnet hen over kaffen.

Nu skal vi ud på sporene – først skal du med min kollega på skov og miljø-sporet, og bagefter skal du og jeg, kære læser, høre noget om økologi og Treparten.

Emil Smed delte viden om skovrejsning.

Emil Grøn og Emil Smed, naturrådgivere i SAGRO, Skoven som en del af løsningen

Emil Grøn og Emil Smed - begge naturrådgivere hos SAGRO - var oplægsholdere på natur & miljøsporet, hvor skovrejsning og biodiversitet i de åbne arealer var på programmet.

- I Danmark er knap 15 procent af arealet dækket af skov, og meget af det er produktionsskov. Vi skal til at tænke på, hvordan vi bruger skovrejsning strategisk til at opnå både klimamål og biodiversitet, siger Emil Smed, der er specialiseret i netop skov.

Emil Grøn skifter fokus til den lysåbne natur og de muligheder, landmænd har for at skabe variation og liv på deres ejendomme.

- Jeg elsker naturen og dens dynamikker. Det handler om at give plads til de naturlige processer, som kan skabe små åndehuller i landskabet, fortæller han.

Han forklarer videre, hvordan urter som kællingetand og sankthansurt kan gøre en stor forskel for biodiversiteten, og disse får vi kun til at trives naturligt, hvis vi lader de store drøvtyggere komme tilbage på arealerne – som det var i ”gamle dage”. Han er dog med på, at det er utopi at tro, at alle de danske malkekøer kan slippes fri.

- Vi må finde en mellemvej mellem Morten Korch og det højintensive landbrug, siger han.

De to Emiler fremlægger i fællesskab tre forskellige cases, hvor de i tæt samarbejde har hjulpet landmænd med at sammensætte arealer, så de både tilgodeser jagtinteresser, miljø, natur og biodiversitet og måske allervigtigst - skaber en god forretning.

Der er nemlig en række tilskud at søge til etableringen – men efterfølgende også et større engangsbeløb og fremtidige årlige betalinger at hente.

Claus Østergaard, chef i ØkologiRådgivning Danmark, Økologien i Den grønne trepart

Claus Østergaard har finkæmmet Treparten for at finde alt om økologien, og han har fundet en række punkter, hvor principperne kan gøre sig gældende.

- Jeg måtte lede lidt med lys og lygte, men økologien kan altså findes hist og her på siderne. Først og fremmest er det lidt bedrøveligt, at målsætningen om en fordobling af det økologiske areal ikke er bakket godt op økonomisk. Der er afsat 20 mio. kroner ud af 43 mia. kroner – det er altså ikke alverden, fortæller Claus Østergaard og fortsætter:

- Økologien er svær at regne på i forhold til de andre tiltag i Treparten, men der er er også anbefalinger fra ekspertudvalg, vi kommer til at forholde os til. Vi kan jo byde ind med en masse i økologien, hvad angår CO2- og N-reduktioner, kulstoflagring, beskyttelse af drikkevand og alt det andet, vi arbejder med.

Claus gennemgår herefter en række styrker og muligheder, økologer har med afgræsning, skovlandbrug og meget andet.

- Og så har vi, som det ser ud nu, mulighed for at opnå store besparelser på CO2-afgiften i forhold til økonomisk optimum, slutter han.