Biokul: Unge landmænd fandt inspiration til fremtiden i forsøgsmarken

Udgivet d. 14-06-2024

 

Landbruget er et erhverv under konstant udvikling og forandring, og det vil det fortsætte med at være.

Der skal både nye teknologier, nye metoder og nye landmænd til at løfte erhvervet videre, og en flok medlemmer af Sydjysk Landboungdom har netop fået et kig på noget af det, der kan være en del af fremtidens landbrug.

Eleverne var på markvandring i Ytteborgs forsøgsmark ved Årre, hvor der i et års tid er blevet lavet forsøg med biokul indarbejdet i jorden i rugmarken.

Her fik de unge af Morten Krupa fra Ytteborg og SAGROs planterådgiver Jonas Johansen en introduktion til biokul og selve forsøget, og de kunne ved selvsyn se forskellen på kornets vækst og rodudvikling i de enkelte parceller med forskellig koncentration af biokul i jorden.

Og det var noget, de unge kunne bruge til noget, fortæller Cecilie Rasmussen, der er formand for Sydjysk Landboungdom

- Det var en rigtig fin måde at vise noget lidt anderledes på. En aften, hvor vi virkelig lærte noget og fik udbytte af det, og også lidt at tænke over.

For der skal tænkes i innovation og nye måder at arbejde på, mener hun.

- Rigtig mange, specielt de lidt ældre i landbruget, er meget betænkelige ved den kommende CO2-afgift, og hvad der i øvrigt sker på klimaområdet og overvejer fremtiden. I stedet for at afvikle mener jeg selvfølgelig, at vi skal udvikle landbruget. Finde nye måder at gøre tingene fornuftigt på, så vi både passer på naturen og kan få et rentabelt erhverv. Her er innovation og nytænkning en vigtig del af fremtidsplanen, så det er fedt, at vi kan få lov at komme på sådan et besøg her, og at både SAGRO og Ytteborg med det samme var med på den og sagde ja, da vi spurgte, siger Cecilie Rasmussen.

Efter besøget i rugmarken blev arrangementet rundet af med spørgsmål og svar og en grillpølse.

I stedet for at afvikle mener jeg selvfølgelig, at vi skal udvikle landbruget. Finde nye måder at gøre tingene fornuftigt på, så vi både passer på naturen og kan få et rentabelt erhverv. Cecilie Rasmussen

Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere