Udgivet d. 26-07-2017
Planterådgiver Per Skodborg, SAGRO, rejser problematik omkring manglende muligheder for kemisk bekæmpelse af skadedyrene.
I år har stankelbenslarverne slået ekstra hårdt til.
Markerne burde stå tæt og flotte på landmand Jes Berg Andersens jord i Skibbild ved Herning. Men i år er der store områder, hvor kornet ikke gror.
Stankelbenene har nemlig invaderet markerne, og hos svineproducenten har stankelbenene slået rigtigt hårdt til.
- Det har været et overskyggende problem for os i år. Andre år kan man have mellem en og fem hektar, der er ramt, men i år er helt ekstraordinært, siger Jes Berg Andersen til DR P4 Midt & Vest og fortæller, at omkring 15 hektar af hans jord er ramt.
Han har forsøgt at holde dem væk.
- Men der, hvor der har været ekstra mange laver, har vi ikke kunnet holde dem væk, siger han.
Jes Berg Andersen er ikke alene. Særligt i det midt- og vestjyske er landmænd ramt af plagen i år, fortæller planterådgiver Per Skodborg fra rådgivningscentret SAGRO i Herning:
- I år har vi set voldsomme stankelbensangreb på markerne. Også mere end sædvanligt, siger Per Skodborg.
Problemet med stankelbenene er, at der - udover at tromle jorden - ikke findes en effektiv metode at bekæmpe krybene på.
- Der er ingen godkendte bekæmpelsesmidler, så der er ingen kemiske muligheder for at bekæmpe stankelbenene om foråret, fortæller han.
Ghitta Nielsen, landskonsulent hos Seges, forklarer, at videnscentret har afprøvet flere midler og har søgt om dispensation hos Miljøstyrelsen til at bruge et middel, som bruges i udlandet.
- Vi har også fået dispensation. Men problemet er, at man ikke vil se bort fra den danske afgift, som er den største i verden. Så midlet vil koste mange tusinde kroner per hektar, siger Ghitta Nielsen.
Landskonsulenten har endnu mere dårligt nyt til landmændene. Det ser nemlig ikke ud til, at der kommer en løsning på stankelbens-problemet.
- Vi er i løbende dialog og har været det i mange år med samtlige kemikaliefirmaer. Og de siger, at de ikke har noget på vej, som er effektivt. Desværre, siger Ghitta Nielsen.
Stankelbenslarver kan efterlade marker helt sorte efter et angreb.
Tilmelding til nyhedsbrev