Udgivet d. 30-01-2020
- men regn under høsten i dele af Danmark har influeret på udbytterne.
Planteavlerne er gået fra en tørkehøst i 2018 til en høst over gennemsnittet i 2019, og det har sat sig i regnskabsresultaterne. Det viser en gennemgang af omkring 400 regnskaber, som SAGRO har analyseret i samarbejde med velas, LandboSyd og LandboNord.
”Selv om salgspriserne er faldet, kommer planteavlerne ud med et markant løft i de økonomiske resultater sammenlignet med tidligere år. Der er dog stor variation fra landsdel til landsdel, og især har regn under høsten i dele af Danmark influeret på udbytterne”, siger chefrådgiver Carsten Friis, LandboSyd.
Planteavlerne kom ud af 2019 med et resultat efter finansiering på 4.300 kr. pr. hektar, og det er et plus på 1.000 kr. pr. ha i forhold til året før. Den gennemsnitlige planteavler landede et resultat efter finansiering på 496.000 kr., hvilket er en stigning på 50 pct. sammenlignet med 2018.
Kapacitetsomkostningerne i planteavlen er steget med næsten 20 pct., og det kan hænge sammen med, at arbejdet i marken er blevet mere besværligt med de stigende mængder nedbør. I flere tilfælde måtte planteavlerne have hjælp udefra til markarbejdet - herunder høsten – og det påvirker omkostningerne. Således er udgifter til maskinstation og løn steget, forklarer Carsten Friis.
Planteavlerne har kunnet opretholde et pænt stort dækningsbidrag i korn og har oplevet pæn økonomisk fremgang i dyrkning af kartofler, raps og grovfoder.
Generelt er indtjeningen i planteavlen dog lavere end i sektorer med husdyrproduktion.
Enkelte nøgletal fra analysen.
Planteavl |
2019 |
2018 |
Udbytte pr. hektar |
6.998 |
5.345 |
Dækningsbidrag pr. hektar |
6.267 |
5.020 |
Resultat efter finansiering, 1.000 kr. |
496 |
337 |
Vinterens nedbør præger markerne
Kigger man frem på året 2020 er vinterafgrøderne trods et vådt efterår kommet godt i gang, selv om der er store udsving fra egn til egn, og vinterens nedbør præger markerne.
”Mange faktorer udefra påvirker planteavlen, og der er forhåbninger om, at det stigende udsving i både vejrlig og priser bliver til gunst for erhvervet, og at omkostningerne kan holdes nede trods krav om et øget antal hektarer med efterafgrøder”, oplyser chefrådgiver Carsten Friis, LandboSyd.
Vil du vide mere, holder SAGRO økonomikonference:
5. februar kl. 8.30-12.00 hos SAGRO, Birk Centerpark 24, 7400 Herning
5. februar kl. 12.30-16.00 hos SAGRO, John Tranums Vej 25, 6705 Esbjerg Ø
Tilmelding til nyhedsbrev