Varsom naturpleje værdsættes ikke

Anette Rosengaard Holmenlund, Nina Svanborg og Berit Killerich står bag foreningen Får til Kanten.

Af Torben Worsøe, Tlf. 2294 0482 torbenworsoe@gmail.com

- Prøv at se, hvor mange tyttebær, der er her! Og en håret høgehurt!

Berit Killerich går foran mig på vej ud over et stykke hede ved Præstbjerg Naturcenter syd for Herning. For ikke så længe siden er det lille stykke hede blevet brændt af som et led i naturplejen.

Berit Killerich er fårehyrde, naturplejer og formand for foreningen Får til Kanten. Et samarbejde mellem en række landmænd, der satser på målrettet naturpleje. Det er dem, der kan sikre, at et område ikke græsses så hårdt, at de sjældne gøgeurter går ud. Eller at uønskede hybenroser bides i stykker, så de går ud. Det er også Får til Kanten, der har brændt det lille stykke hede af. Afbrændingen sikrer, at lyngen får lov at skyde fra bunden – og på den måde overlever.

- Heden skal ikke afbrændes i store stykker på 100 hektar. Det ødelægger mulighederne for de dyr, der lever på heden. Brænder vi et lille stykke, kan eksempel snoge og hugorme flytte ind på den hede, der får lov at blive stående. På den måde er vi med til at sikre mangfoldigheden af dyr og planter, forklarer Nina Svanborg, dyrlæge og et andet af Får til Kanten medlemmerne.

Det er ti år siden projektet startede. Foreningen var pionerer og skabte nye muligheder, når områder skulle natur-plejes. Ideen var enkel: At afgræsse ådale, strandenge og heder for at bevare deres særpræg. Siden starten har initiativtagerne høstet en masse erfaringer.

- Problemet er, at de erfaringer ikke er særligt værdsatte. Det er udelukkende prisen der afgør, hvem der skal pleje et bestemt areal, fortæller Annette Rosengaard Holmenlund, forretningsfører i foreningen.. Hun er uddannet agronom, men lever i dag af at afgræsse blandt andet Øster Lem hede med får.

Tæt på stor pris

Får til Kantens helt specielle form for naturpleje praktiseres også af Berit Killerich i de områder, hun græsser i eget regi. For nylig var det tæt på at give Lystbækgård, som hun driver, Nordisk Råds miljøpris. Foreningen var indstillet af Nordisk KulturlandskabsForbund, men nåede ikke helt i mål med prisen. Alligevel har det affødt værdifuld omtale.

For Får Til Kanten har brug for anerkendelse.

- Det er biologer, der vurderer kvaliteten af vores arbejde. Ofte mangler de viden og erfaring, for de er i den enkelte stilling i en kort periode. Det her skal jo ses over en lang årrække, fortæller Anette Holmenlund og Berit Killerich.

På Øster Lem hede var Anette Holmenlund så heldig, at Naturstyrelsen selv havde lavet en parcel, der ikke blev afgræsset.

- Så kunne man virkelig se forskellen. Andre steder er det jo svært at se det, der ikke er der. Græsarten Blåtop for eksempel. Fårene græsser den i bunden, men de lange strå kan godt blive stående nogle steder. På afstand ser det ud som om, der ikke er sket noget. Tæt på kan man se, at der er meget mere lys i bunden.

Fjenderne: Maskiner og ulve

At pleje natur i Vestjylland blandt andet med får, er ikke uden udfordringer. En af de helt oplagte er ulvene, for der er trods alt grænser for, hvor store arealer, man kan hegne ind.

- Når vi går med fårene på heden som hyrder, kan vi passe på dem. Men om natten, hvor de er hegnet inde, er de udsatte, konstaterer Berit Killerich. Hun har selv praktiseret at sove i bilen ved fårene sammen med sine hyrdehunde.

- Hvis hunden fornemmer fare, tænder jeg bål. Det er helt magisk med bål en nat på heden, smiler hun.

Den anden udfordring er maskiner og store entreprenører med meget kødkvæg.

- De kan holde lyngen nede. Men de er ikke med til at sikre mangfoldighed i naturen. Maskinerne bruges til at slå store, sammenhængende stykker. Det bliver ofte billigere end den tilpassede naturpleje, vi kan lave, påpeger Nina Svanborg.

- Det giver bare ikke samme natur!

- Problemet er, at Naturstyrelsen skal tage det billigste tilbud. De skal ikke vurdere kvaliteten, og opgaven er ofte for dårligt beskrevet.

Det giver også plads til det, som nogle biologer kalder re-wilding. For eksempel afgræsning med bison.

- Men de græsser måske kun ét sted, hvor græsset er godt og lader resten stå. Vi kan drive vores dyr rundt på hele området, fortsætter hun.

Vinter på frøgræsmarker

Om vinteren er der ikke græs til fårene i naturen, og i stedet sættes mange på afgræsning på frøgræsmarker.

Og det er en succes!

- Landmændene er glade for vores dyr. Fårene skader ikke markerne, og væksten i græsset bliver bedre end efter at marken er slået med maskiner. For os er det en fordel, at dyrene tager på, når de afgræsser frøgræsmarker, så de bagefter kan sættes ud på en mager hede, hvor de kommer til at tabe sig. Det er en fantastisk kombination, understreger Berit Killerich.