Store fordele ved tre gange malkning

Udgivet d. 02-01-2018

Stadig flere praktiserer tre gange malkning for bedre at udnytte køernes ydelsespotentiale.

Tekst: Aage Harrild Nielsen, kvægrådgiver, tlf. 9629 6845.

Antallet af besætninger med tre gange malkning steg, efter at mælkekvoterne forsvandt i april 2015. Men det er ikke alle stalde som er velegnet til tre gange malkning

Aarhus Universitet har lavet en spørgeundersøgelse (juni 2017) på de 157 besætninger, som ifølge ydelseskontrollen er registeret med tre gange malkning. Der kom 90 besvarelser tilbage, og det er disse, som bliver brugt som reference i det følgende.

Effekten af tre gange malkning

Besætningsejerne vurderer, at overgangen fra to til tre gange daglig malkning har resulteret i en umiddelbar ydelsesstigning på i gennemsnit 13 %, dette stemmer også overens med det, som vi ser i praksis, hvor niveauet typisk ligger mellem 10 og 15 %.

94 % af de adspurgte oplever en stigning i ydelsen, og de vurderer, at de positive sideeffekter er langt flere end de negative. Faktisk svarer halvdelen, at de ikke oplever nogen negative effekter overhovedet, mens 61 % svarer, at arbejdsdagen hænger bedre sammen for de ansatte, 58 % at yversundheden bliver bedre, og 57 % at det har en positiv effekt på foderudnyttelsen.

Det er dog kun 58 %, der vurderer, at den højere ydelse og de øvrige positive effekter på sundhed og foderudnyttelse har resulteret i en forbedret økonomi i form af et højere restbeløb pr. ko. Det skal dog bemærkes, at der er en betydeligt højere andel, som fremhæver en forbedret DB-økonomi og foderudnyttelse i gruppen af besætninger, der er startet med tre gange daglig malkning i ”2015 og senere” i forhold til gruppen ”før 2015”.

Malker med otte timers interval

Intervallerne mellem de tre malkninger er meget tæt på otte timer hos alle deltagende bedrifter.

I gennemsnit deltager 1,5 person ved hver malkning, og i løbet af en uge medvirker i alt 4,5 forskellige personer ved malkningerne. Der malkes i gennemsnit 106 køer i timen, hvilket svarer til en samlet effektiv malketid på godt tre timer pr. malkning.

Anbefalinger/erfaringer

Når en landmænd vil begynde at malke tre gange i døgnet, er det ofte for at opnå en højere mælkeydelse, et lavere celletal, mindre mælkespild eller en anderledes arbejdsdag, hvor der bliver mere tid til ”fritidsinteresser”.  

Men det er ikke alle, der hverken kan eller skal gå over til tre gange malkning.

Forudsætningen er, at man i stalden har mulighed for at holdopdele køerne, og at man sikrer, at malketiden ikke kommer over én time. Det er vigtigt med en opsamlingsplads.

Hvis man skifter til tre gange malkning, ser vi ofte en ydelsesstigning - typisk mellem 10 og 15 %, hvis forholdene er til stede. Når det ikke lykkes, har problemet ofte været, at køerne har stået alt for lang tid på opsamlingspladsen.

Den økonomiske gevinst afhænger af flere forhold, herunder mælkepris, foderpris, lønudgift samt øvrige vedligehold.  Vi har ved flere beregninger med 300 køer og med en mælkepris på 2,5 kr. set en økonomisk gevinst på ca. 400.000 kr. (+/- 100.000), hvis forholdene er til stede. Typisk ser vi en forbedret energiudnyttelse på 4-5 %.
Hvis mælkeydelsen stiger med 15 %, så stiger foderoptagelsen ikke med 15 %!

En stor usikkerhed ved tre gange malkning, udover ydelsesstigning, er ofte arbejdssituation.
Kan man finde arbejdskraften, og hvordan er det at have flere forskellige malkere på bedriften?
Vores oplevelse se, at når først organisering af den tredje malkning er kommet på plads og fungerer, så er det rigtig godt og giver god værdi for landmanden.

Value cannot be null. Parameter name: source

Fakta

Fakta om 90 bedrifter med 3 gange malkning:

Bedrifterne er store: Gennemsnitsstørrelsen er 352 årskøer årskøer  (mod 188 som den gennemsnitlige ydelseskontrollerede bedrift.)

Gennemsnit på økogårdene er 372 køer, på de konventionelle bedrifter er gennemsnittet 349 køer.

Den gennemsnitlige årsydelse er 11.590 kg EKM, hvilket er 16 % mere end gennemsnittet af besætninger i RYK.

 


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere