I hele EU er det dyrest at producere mælk i Holland

Udgivet d. 28-11-2017

Familien de Boer har ekspanderet kraftigt de seneste fem år og bygget helt ny kostald. Alligevel overvejede de at dreje nøglen i 2016.

Far og søn de Boer driver gården og arbejder på at lave mere mælk.

HOLLAND  De nye hollandske miljøregler var tæt på at sætte familien de Boer skakmat. Besætningen er en af dem, som SAGROs Faggruppe Kvæg for nylig besøgte på en studietur til Holland.

- Vi overvejede at sætte køerne ud for et par år siden og i stedet satse på kartofler, fortæller far og søn i familien. Kartoflerne udgør i dag 65 procent af indtægterne, men den andel kan man godt forestille sig bliver større de kommende år. For det bliver stadig dyrere at producere mælk i Holland.

- Vi får Europas højeste fremstillingspris på mælk, konstaterer familien tørt.

De malker 310 køer, har 50 goldkøer og gennemsnitsydelsen er omkring 10.000 kg mælk. Men de seneste år er ydelsen gået i stå efter at der er kommet flere køer.

- Det håber vi at kunne ændre med bedre foder, lyder deres overvejelse.

Købte nabogården

Familien ejer også nabogården, som de købte, fordi det var en mulighed for at komme til at malke flere køer. Gården købte de i 2014. Skal de udvide yderligere, skal det også ske gennem opkøb af jord. Ud over det skal de betale for fosforrettigheder. Det betyder, at de skal betale for at udlede fosfor – 8.000 euro pr. ko, der skal betales over fem år. Uden jord kan landmanden ikke købe fosforrettigheder, så investeringen i jord er en nødvendighed for at få flere køer.

Med en pris på omkring 60.000 euro pr. hektar er det en alvorlig økonomisk belastning. Og som andre hollandske landmænd kan de ikke bare sende kvierne til for eksempel Tyskland.

- Regeringen har besluttet, at der skal være det opdræt på gården, som hører til en naturlig mælkeproduktion, selvom det ville være mere effektivt for os at få andre til at passe opdrættet,” fortæller familien.

Køerne i den kun to år gamle stald hos de Boer går på gulve så rene, at de næsten kan betrædes med sko. De særlige riller er med til at holde dem tørre.

Fakta

SAGROs Faggruppe Kvæg havde fokus på fosforproblematikken på en studietur til Holland i november 2017.

På turen besøgte gruppens medlemmer to hollandske mælkeproducenter og foderselskabet Agrifirms afdeling i Drachten.

Køerne ligger i senge med god plads og snittet halm og kalk som underlag.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere