Udgivet d. 15-10-2024
I det nyeste nummer af Grobund har vi bedt formændene for SAGROs ejerforeninger dykke ned i specifikke temaer i aftalen fra den grønne trepart. Her er det Peter Jørgen Kock, der er formand Familielandbruget VEST-Jylland, der kigger på skovrejsning.
Vi får travlt, hvis vi skal opfylde målet med at rejse al den skov, der er aftalt i den grønne trepart, men det vigtigste er stadig at tænke sig godt om.
Det vil komme til at ændre det danske landskab ganske drastisk, og derfor er det ekstra vigtigt, at vi får placeret skoven på nyttige steder. Vi kan slå to fluer med ét smæk, hvis vi for eksempel planter skov på et drikkevandsinteresseområde. På den måde kan vi løse flere problemer på én gang.
Vi skal have kigget nærmere på, hvor det giver mening at placere urørt skov, og hvor en produktionsskov er den rigtige løsning.
Det er afgørende, at der bliver lyttet til fagligheden, og at der bliver nedsat lokale råd, kun på den måde kan vi finde de bedste lokale løsninger. Vi må ikke løbe afsted med hovedet under armen for at nå en eller anden deadline – hellere bruge længere tid og så finde den rigtige løsning.
Og så skal vi også huske de enkelte lodsejere i det store billede – de skal høres, så de ikke får trukket noget ned over hovedet.
Jeg siger ofte, at vi skal skynde os langsomt, så vi får tingene gjort rigtigt, og det gælder i høj grad også, når det gælder skovrejsningen som aftalt i treparten.
Vi må ikke løbe afsted med hovedet under armen for at nå en eller anden deadline – hellere bruge længere tid og så finde den rigtige løsning.
Tilmelding til nyhedsbrev