Niels Laursen: Det er afgørende, at indsatsen bliver lokal

Udgivet d. 17-10-2024

I det nyeste nummer af Grobund har vi bedt formændene for SAGROs ejerforeninger dykke ned i specifikke temaer i aftalen fra den grønne trepart. Her er det Niels Laursen, formand I Jysk Landboforening, der kigger på udtagning af jord.

 

 

Aftalen om udtagning af landbrugsjord fokuserer både på humusholdige jorde med stor drivhusgas-emission og vandløbsnære arealer, der skal gøres vådere for at genskabe et vandmiljø i balance.

Indsatsen harmonerer med det arbejde, vi i Jysk Landboforening har været i gang med i flere år, hvor vi i samarbejde med lokale kommuner og lodsejere har 20.000 hektar i frivillig udtagningsproces. Det er alle frivillige projekter, hvor de lokale lodsejere er idémagerne bag, og det giver langt de bedste og stærkeste projekter. Frivilligheden er afgørende for succes.

Aftalen er omfangsrig og lægger op til markante forandringer. Jeg hæfter mig ved, at den giver landbruget mulighed for at deltage i kollektive indsatser i stedet for målrettede tiltag på markniveau.

Det er helt afgørende, at indsatsen placeres lokalt, og landbruget inddrages som medspiller og samarbejdspartner. Det er et virkeligt stærkt element i aftalen.

Fra 2028 indføres en afgift på 40 kr./ton CO2 på kulstofrige lavbundsjorde, der forbliver i drift, men kun for lodsejere, som afviser udtagningsprojekter. Afgiften pålægges ikke, hvis projekter opgives af grunde uden for lodsejers kontrol, og det er myndighedernes ansvar at tage initiativ til udtagning. Det giver den enkelte lodsejer indflydelse på egen arrondering.

Jysk Landboforening er klar til at støtte medlemmer i denne omstilling, og med SAGROs dygtige udtagningskonsulenter, som allerede kender geografien godt, vil vi sikre, at aftalen gennemføres effektivt.

Den grønne trepartsaftale giver landbruget stærke kort på hånden og stabile rammer for fremtiden med muligheder for planlægning, udvikling og investering.

Det er helt afgørende, at indsatsen placeres lokalt, og landbruget inddrages som medspiller og samarbejdspartner. Det er et virkeligt stærkt element i aftalen. NIELS LAURSEN

Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere