Leif Nørgaard: Forbrugeren i supermarkedet bestemmer, hvor landbruget skal hen

Udgivet d. 11-10-2024

I det nyeste nummer af Grobund har vi bedt formændene for SAGROs ejerforeninger dykke ned i specifikke temaer i aftalen fra den grønne trepart. Her er det Leif Nørgaard, formand Herning-Ikast Landboforening, der kigger på samfundskontakten.

 

Vi bakker op om Landbrug & Fødevarer og den aftale, der ligger på bordet. Vi i landbruget er klar til at tage vores del af ansvaret, så samfundet kan komme i mål med den grønne omstilling.


Vi skal som branche tage dialogen med resten af samfundet om landbrugets rolle, og først og fremmest skal vi sikre, at der bliver taget kloge beslutninger.


Det er ikke kun et jysk anliggende at udtage jord. Vi kan ikke affolke store dele af Jylland, fordi der skal rejses skov og vandmiljø, når det samtidig er her, vi for eksempel har perfekt jord til kartoffeldyrkning, og hvor hovedparten af dansk husdyrproduktion finder sted.


Det er ret permanente løsninger, der skal tages beslutninger om, så det skal gøres med fornuft og på et oplyst grundlag.
Det her betyder meget for den enkelte landmands økonomi. Der er dyrt at lave de tiltag, der skal til, og jordpriserne er stukket af i en sådan grad, at det er vanvittigt kapitaltungt for nye landmænd, der vil i gang. Dem skal vi sikre nogle løsninger for.


Og i sidste ende skal alle være klar over, at vi har et forbrugerbestemt landbrug. Den enkelte borger bestemmer med sine valg i supermarkedet, hvad vi i landbruget skal producere. Så det er ikke kun landbruget, der spiller en rolle for samfundet, det går også den anden vej.


Men vi er klar til at tage vores del af byrden og stå på mål for aftalens indhold og dermed være en del af fremtidens løsning.

 

Den enkelte borger bestemmer med sine valg i supermarkedet, hvad vi i landbruget skal producere. LEIF NØRGAARD

Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere