Glidende generationsskifte – et alternativ til det klassiske ejerskifte

Udgivet d. 27-12-2022

Planen er, at det skal tage tre år, hvor køber er ansat på gården. Det er en fordel for alle parter, ikke mindst for køber, som nu har god tid til at lære gården at kende og optimere på flere ting.

Det er svært at lave de nødvendige ejerskifter. De tager tid, og kan man overhovedet få det for gården, som man selv mener, den er værd?

Derfor satte Karsten Jensen og Else Juhl sig ned og lavede en prioriteret rækkefølge over de tre måder, de kunne afhænde gården på.

Nummer et på listen var uden tvivl at lave en langsom overdragelse til en familie, som var interesserede i at drive stedet videre og udvikle på besætningen. Nummer to var at sælge ved hjælp af LandboGruppen, hvorefter de selv ville være helt ude af gårdens daglige liv, når salget blev en realitet. Den tredje mulighed var at sælge det hele i bidder særskilt: Dyrene til andre landmænd, den omgivende jord til de landmænd, som grænser op til ejendommen og maskinparken.

- Men reelt set var alle tre scenarier aldrig i spil. Jeg er interesseret i at lave en langsom overdragelse. Havde jeg solgt det hele med det samme, var jeg gået på pension for to år siden, og det var jeg ærligt talt ikke klar til. For dengang var jeg 63, siger Karsten Jensen. Og den tredje mulighed var nok det, han selv kalder ”worst case scenario”.

- Man kan sige, at det blot var en hypotetisk mulighed, for jeg har aldrig været interesseret i at bryde mit livsværk op i bidder. Vi har været her siden 1981, og jeg vil gerne kunne give det videre til en familie, som har lyst til at fortsætte landbruget her, siger han.

Som det ser ud nu, kommer han også til det. Men det særlige ved dette ejerskifte bliver, at Karsten Jensen har ansat den kommende gårdejer, som ifølge planen skal overtage nøglerne om to år. Det vil sige, at fra Karsten Jensen startede med at lede efter sin efterfølger, og til han kan overdrage nøglerne, vil der være gået seks år. Det er med andre ord et glidende generationsskifte, som er et alternativ til det klassiske ejerskifte.

- Jeg vil ikke sige, det er usædvanligt, for det handler om at få sat de rette mennesker sammen på det rette tidspunkt i deres liv. Og nogle gange skal der også en investor ind over, så det tager bare tid. Men vi har selvfølgelig også mange andre ejerskifter, som går hurtigere, siger virksomhedsrådgiver i SAGRO Økonomi & Strategi, Bo Kær Pedersen.

 

Så ringede Bo

Alt dette var Karsten Jensen ganske bevidst om, og derfor deltog han flere gange ved etableringsaftener, som SAGRO arrangerede - og stadig laver - i Billund, hvor man blandt andet kan møde virksomhedsrådgiver Bo Kær Pedersen.

I mellemtiden har der også været mulige samarbejdspartnere forbi. Men af forskellige årsager blev salget ikke til noget. Men en dag kom opkaldet, som han havde ventet på.

- Det var min rådgiver Bo Kær Pedersen, og han fortalte, at han havde været i dialog med en mulig kandidat. Det viser også lidt om Bos netværk, vil jeg tilføje. Og kort efter inviterede jeg den mulige køber til kaffe, siger Karsten Jensen og peger over på Harmen Oenema.

Harmen Oenema havde nemlig været på udkig efter en kvægejendom. Så da Bo Kær Pedersen ringede, tog det ham ikke mange minutter at finde tid et kaffemøde sammen med Karsten Jensen.

- Bagefter må jeg sige, at jeg nok tænkte, at der var kemi. Det er vigtigt, for vi skal arbejde tæt sammen de næste tre år, siger Harmen Oenema.

 

Langsom overdragelse

En ansættelse på gården i tre år bunder i et ønske om succession af skattegæld, en overdragelse af sælgeres skattegæld, som sparer køber for at finde likviditet til den del af købsprisen, som er vanskelig at belåne traditionelt. De tre års ansættelse byder også en form for afprøvning. Ikke mindst for Harmen Oenema, som nu har flere år til at lære gården at kende.

- Jeg går allerede og overvejer, hvordan jeg godt kunne tænke mig at udvikle stedet, og nogle steder kan vi optimere. Det er nogle rigtig gode dyr, som avlsmæssigt er i top. Bl.a. fordi vi har brugt Vikings avlsprogrammer. Men jeg er f.eks. selv i stand til at inseminere, så der er der en lille besparelse at hente, siger han. Fastholdelse og udvikling af bedriftens produktions-resultater er en vigtig egenskab på købers CV, når man skal til at forhandle lån med realkreditinstitutter og banker.

- Hvis man gennem flere år har bevist sit værd, og at man kan tjene penge på den ejendom, man gerne vil overtage, går det bare nemmere. Dermed ikke sagt, at man får alt det, man peger på. Men det giver en bedre position i forhandlingssituationen, siger Bo Kær Pedersen.

En anden ting som man allerede arbejder med på Karsten Jensens gård, er ESG-rapport. Det har de besluttet at lave fra begyndelsen af, og det er også med til at stille de økonomiske perspektiver for bedriften i et bedre lys.

- Som der er blevet sagt og skrevet så meget om, så kommer man ikke udenom ESG-rapporter. Det er en måde at gøre sin landbrugsvirksomhed mere transparant for omverden og långivere, siger Bo Kær Pedersen. EU har vedtaget, at den finansielle sektor skal dokumentere sine kunders bæredygtighedsaftryk, de såkaldte ESG-mål: E står for Environment (miljø), S for Sociale forhold og G for Governance (god selskabsledelse).

- De rapporter bruger jeg også til at se på, hvordan jeg kan optimere på bedriften, siger Harmen Oenema. Motivationen lyser ud af ham. Og det er også en af fordelene ved at lave overdragelsen på denne måde.

- Jeg har en medarbejder, som har præcis samme interesse i og motivation for at skabe resultater, som jeg selv har, siger Karsten Jensen.

 

Vejen til Danmark

Harmen Oenema er en blandt mange med hollandske rødder, der arbejder i dansk landbrug. Han er selv født i den nordlige del af landet, hvor han voksede op på en gård. Men i Holland er pladsen trang, og det er meget svært at udvide de nuværende bedrifter. Derfor søgte han i første omgang mod Rostock, hvor han fik arbejde på en kvægejendom.

Senere gik turen mod Danmark, og senest har han og broderen drevet en ejendom nær Silkeborg. Den solgte de efter nogle udfordrende år, men lysten til at drive egen virksomhed nærmest lyser ud af øjnene på ham, når han sidder ved kaffen og taler om det. Så da Bo Kær Pedersen ringede og forelagde denne mulighed, var han lykkelig. Og han udelukker heller ikke, at han udbrød et stille “ja!” for sig selv. Det hedder det såmænd også på hollandsk.

- Det her er en rigtig god chance for få drømmen til at gå i opfyldelse. Og som det ser ud nu, kan vi lave handlen uden en ekstern investor, siger han.

Men det er langt fra altid muligt at foretage generationsskifter på den måde. For gårdene bliver større, og handler til mere end 50 mio. kr. er langtfra et særsyn nu om dage. Det betyder også, at feltet af mulige købere, der kan lægge 20 % i egenfinansiering, er snævret gevaldigt ind.

Den udvikling ses tydeligt i tallene for generationsskifter, hvor flere og flere vender sig mod alternative ejerformer. Tal fra SEGES Innovation viser, at ud af de selskaber, der blev oprettet i 2021, var kun 54 % af ejer-skaberne etableret i personlig regi. Og her skrives der “kun”, fordi andelen af gårde ejet af en enkelt person er 83 %, når man tager alle med.

Blandt de nyoprettede selskaber i 2021 var hele 18 % oprettet som ApS’er, og 10 % var oprettet som I/S’er.

 

Behovet for generationsskifter

Der er skrevet meget om behovet for generationsskifter. Det er også, fordi det er tvingende nødvendigt, hvis man ser på den demografiske udvikling. En dugfrisk rapport fra Danmarks Statistik fortæller, at halvdelen af alle landmænd i 2020 var over 55 år.

Det ved man selvfølgelig også godt i landbruget, hvor SAGROs etableringsaftener for sælgere og købere er velbesøgte. Her er budskabet fra Bo Kær Pedersen, at det er vigtigt at lægge sig fast på en strategi. For køberne handler det om, hvilken type bedrift de gerne vil etableres på, og hvad man vil sælge sig selv på, enten ved strakskøb eller i et glidende generationsskifte, som det er tilfældet med Karsten Jensen og Harmen Oenema.

- For sælgerne handler det om at være klar til at slå til, når den rette kandidat står overfor en. Så må man leve med, at der måske sker et par år for tidlig eller sent. Om alderen lige præcis er 67 år eller noget andet, må man forlige sig med. Eller have en plan B om at ringe til ejendomsmægleren, når det er tid, og man ikke er kommet i mål med det glidende generationsskifte, siger Bo Kær Pedersen.

Har sælger god tid, og køber for lidt penge sparet sammen, kan køber starte med at købe besætningen, de nødvendige maskiner og foderbeholdningerne og få gang i sin karriere som selvstændig landmand i forpagtede bygninger. Og måske med en gødnings- og foder-leveringsaftale i hånden med sælger.

- Om det er for 3, 5 eller 10 år, afhænger af mange ting. Det er vigtigt, at parterne bruger kræfter på at formulere tydelige aftaler. Ikke bare for ejerskiftet, men også i tilfælde af f.eks. sygdom, død eller ønske om opsigelse af aftalen. Man skal også aftale en forretningsgang for værdisætning på ejerskiftetidspunktet, siger Bo Kær Pedersen.

Selv er Karsten Jensen rigtig glad for, at han nu kan se, at gården står til at blive ført videre.

- Og så vil jeg da også gerne stå til rådighed for Harmen Oenema, når han har fået nøglerne. Det kan jo være at han har brug for en ekstra hånd en gang imellem. Jeg har ikke tænkt mig bare at sætte mig i en stol, når jeg går på pension, siger han.

FAKTA OM GÅRDEN

  • Antal årskøer: 140
  • Ydelse: 12.700 kg EKM
  • Areal: 156 ha, hvoraf 132 dyrkes med majs, græs og byg 

FAKTA

Ejerformer i dansk landbrug under forandring

 

Generelt

  • 83 % af landbrugene ejes i personligt regi
  • 8 % er I/S’er
  • 5 % er ApS’er 

Virksomhedstyper oprettet i 2021

  • 54 % blev etableret i personligt regi
  • 10 % blev oprettet som I/S’er 
  • 18 % blev oprettet som ApS

Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere