Udgivet d. 29-07-2024
”Målrettet, ambitiøs, ihærdig, dygtig og selvstændig”.
Det er nogle af de ord, som formanden for Holstebro Struer Landboforening, Kristian Gade, sender efter et af sine unge medlemmer. Det er Casper Poulsen, der er mål for rosen, og han er blevet udnævnt til Årets Unge Landmand.
- Casper er på ingen måde blevet født med en guldske i hånden. Han har kæmpet og selv skabt sig den succes, han nu står med, og det er beundringsværdigt, siger Kristian Gade.
29-årige Casper Poulsen er nu herre på egen gård – Bakkegården lidt nord for Holstebro - med en besætning på over 300 søer, der leverer omkring 11.000 slagtegrise om året.
Men vejen dertil har været fuld af bump. Familiegården, som han var udset til at overtage, blev solgt på grund af dårlig økonomi, og i sidste øjeblik sprang banken fra, da Casper Poulsen mere eller mindre var i gang med at underskrive en købsaftale på en anden gård. Til sidste dukkede muligheden for køb af Bakkegården op, også slog han til.
- Casper kunne undervejs have valgt andre og nemmere løsninger. Han kunne for eksempel være blevet ansat på en bedrift, men i stedet valgte han at forpagte stalde og selv producere grise i en periode, fordi han har en ekstraordinær selvstændighedstrang. Erfaringen og de optjente penge kunne han bruge i det videre forløb, og det viser, at han er ambitiøs. Han har haft masser af muligheder for at give op undervejs, men det har han ikke gjort. Det tager jeg dæleme hatten af for, siger Kristian Gade.
Han fremhæver også Casper Poulsens store sociale engagement gennem årene som en af årsagerne til, at det er lykkedes ham at nå i mål.
- Han har ved at engagere sig i idrætsforeninger, lokale bestyrelser og ikke mindst LandboUngdom skabt sig et stort netværk. Med sine valg og handlinger har han bevist, at han vil det her, og det har i sidste ende betydet, at der er nogen, der har haft lyst til at satse på ham og investere de penge, der skulle til, siger Kristian Gade.
Moderne landmand
Han kalder også Casper Poulsen for en moderne landmand på mange måder.
- Han har selv valgt sin vej og kæmpet for det ud fra devisen om, at det ikke behøver at være kæmpestort fra start. På denne måde kan han selv bygge på og udvide, når økonomien er til det, og hvis det er det, han ønsker. Og så var Casper også blandt de første, der var nytænkende og kunne se fidusen i modellen med en investor i ryggen. Han er på alle måder et forbillede for andre unge landmænd. Det handler om at finde sin egen vej, og det har Casper Poulsen i dén grad gjort, siger Kristian Gade.
Han har haft masser af muligheder for at give op undervejs, men det har han ikke gjort. Det tager jeg dæleme hatten af for. KRISTIAN GADE
Tilmelding til nyhedsbrev