Udgivet d. 24-07-2024
Casper Poulsen er blevet kåret til Årets Unge Landmand, men hans vej til den titel har været fyldt med en masse uforudsete bump og sving.
Foto: John Christensen, LandbrugsAvisen
Tilværelsen former sig sjældent sig som en motorvej, der går lige ud og fører direkte til målstregen. Det kan Casper Poulsen skrive under på. Det lå i kortene, at han skulle overtage familiens gård, men det satte en konkurs en brat stopper for. Med gåpåmod og dygtighed er 29-årige Casper alligevel nået i mål med sin drøm, og nu er han blevet kåret til Årets Unge Landmand.
Plan A blev til Plan B, men det endte med en Plan C.
Sådan kan Casper Poulsens vej ind i landbruget noget firkantet stilles op.
Han havde udsigt til at overtage familiens gård med griseproduktion ved Lemvig, men mens han selv var under uddannelse til landmand, gik faren konkurs, og gården blev købt af en investor.
- Det var min drengedrøm, der brast dér, erkender Casper Poulsen.
Men drømmen om egen bedrift blev ikke slukket.
Han blev tilbudt at leje sin fødegård og slog til. Det var i 2017, og på det tidspunkt var han blot 22 år.
- Jeg ville forfølge min drøm om at blive selvstændig, og det her var en måde at tjene nogle penge på, forklarer Casper Poulsen.
Han opfedede og solgte slagtegrise, de første år uden videre fortjeneste, men i 2020 omsatte han for mellem otte og ni millioner kroner.
- Det var sundt for mig at prøve både gode og dårlige år. Det lærte mig, hvor vigtigt det er at passe på sin likviditet, siger Casper Poulsen.
Senere i 2020 stod han med kuglepennen i hånden og var klar til at underskrive købsaftalen til en ejendom, men i sidste øjeblik sprang banken fra. De havde fået kolde fødder på grund af svinepesten, der på det tidspunkt bredte sig i Tyskland.
Plan C
Således gik også Plan B i vasken for Casper Poulsen, men via hans gode netværk dukkede Plan C pludselig op.
I 2021 blev han kontaktet af sin konsulent og spurgt, om han ville se på en ejendom. Og så var den der endeligt for Casper Poulsen.
- Alle vidste, at vi ikke skulle blive på den lejede ejendom. Vi lavede budgetter og snakkede frem og tilbage med rådgivere og banken, og i samråd med dem blev jeg og min kæreste Maria enige om, at det var en chance, vi måtte gribe, fortæller Casper Poulsen, der altid har gjort meget ud af klar kommunikation med konsulenter og sin bank.
Og sådan gik det til, at han den 1. juni 2021 overtog Bakkegården lidt nord for Holstebro.
Casper Poulsen skød sin egen opsparing ind, men uden et lån fra en ekstern investor, som han havde kendt i flere år, og et sælgerpantebrev havde handelen ikke været mulig.
- Der er to, der har taget en risiko ved at låne til projektet, og det viser, at de tror på mig, siger Casper Poulsen, der i mange år har plejet sit netværk gennem frivilligt arbejde i lokale bestyrelser, fodboldklubber og LandboUngdom.
- Det giver et socialt pusterum, når man har fri, og et bredt netværk, både blandt unge og gamle, siger han.
Siden overtagelsen har han fyldt staldene op, så han og de tre ansatte producerer 11.000 slagtesvin fra 315 søer, og han har ambitioner om mere.
- Hvis det økonomisk giver mening, vil jeg gerne øge soholdet til først 450 og senere 800, fortæller Casper Poulsen.
Men han understreger, at fornuften skal råde.
- Man skal huske at have sig selv med hele vejen og ikke blive forelsket i det her erhverv. Man skal ikke gribe enhver chance eller tage imod tilbud med for høj rente eller nedslidt inventar. Men omvendt skal man være klar til at slå til, når det rigtige dukker op, lyder det gode råd fra Årets Unge Landmand Casper Poulsen.
Det er LandbrugsAvisen, der i samarbejde med Gjensidige, Landbrug & Fødevarer og LandboUngdom kårer årets unge landmand.
Blandt de indsendte forslag udvalgte dommerkomitéen fire kandidater til finalen, og blandt dem faldt valget på Casper Bech Poulsen. Med prisen følger 30.000 kroner til en studierejse.
Kandidaten skal være:
Tilmelding til nyhedsbrev