Udgivet d. 11-10-2024
Lige nu er en forholdsvis stille periode på mange bedrifter, så det er det perfekte tidspunkt at rette fokus mod at forbedre arbejdsmiljøet, mener SAGROs kvægrådgiver, Marianne Seekjær.
- Skulle vi ikke en gang for alle gøre noget ved det der arbejdsmiljø? Det er bare så megavigtigt derude på bedrifterne – mere vigtigt end vi måske lige går og tror.
Sådan siger kvægrådgiver ved SAGRO, Marianne Seekjær, i den seneste udgave af SAGROS podcast Fredagstelefonen.
Fra 1. januar 2025 sker der en ændring i reglerne i forbindelse med fejl og mangler i forbindelse med arbejdsmiljø. I dag kan du få en bøde, men fra nytår bliver sagen sendt videre til EU, der tager sagsakterne op og kan give et træk i hektarstøtten, så det kan altså blive dyrt, forklarer Marianne Seekjær.
Og lige nu er ifølge hende det perfekte tidspunkt at kigge på emnet.
- Vi sidder i en rimelig rolig periode – markarbejdet er slut, og beholdningerne er talt op, det er det perfekte tidspunkt at sætte sig ned med medarbejderne og kollegerne og få en snak om og kortlægge arbejdsmiljøet. Det gælder både det fysiske – det vi sige sikkerhed, arbejde i højden, kemi og så videre, men også trivsel - altså det psykiske arbejdsmiljø, siger Marianne Seekjær.
- Det er budgetsæson, så måske var det tid til at kigge på, om der skal lægges investeringer ind om arbejdsmiljø. Det kunne være et vasketårn til maskinerne, gode værnemidler så vi passer på os selv, også når vi bliver 60, eller skal vi ud at have fat i den stenopsamler? Den er godt nok en lidt dyr investering, men den tjener sig hjem. Den nyeste forskning viser, at investeringer i arbejdsmiljø har en god afkastningsgrad - faktisk får vi det dobbelte ud af det, vi investerer i arbejdsmiljø.
Så jeg vil opfordre til, at man bruger denne her stille periode på at få kigget på arbejdsmiljøet, ikke for at skræmme jer på grund af de strammere regler fra 1/1, men simpelthen fordi arbejdsmiljø bare er megavigtigt også i forhold til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, slutter Marianne Seekjær
Tilmelding til nyhedsbrev