Udgivet d. 16-07-2020
I august-september er græsset som regel stadig grønt, men energiindholdet er slet ikke som i maj-juni.
Af Erik Andersen
chef for ØkologiRådgivning Danmark
Alle, der har køer, som græsser og skal give en pæn mængde mælk hele sommeren igennem, oplever udfordringer med at holde ydelsen i eftersommeren. Varme, tørke, ringere kvalitet og reduceret lyst til græsset er forhold, som gør sig gældende og kan påvirke mælkeydelsen, hvis man ikke tager sine forholdsregler.
Varme, over 23-25 ˚C, er ikke græsvejr. Kombineres det med tørke, vil det i udpræget grad forringe græskvaliteten, så køerne ikke har den store ædelyst, og kvaliteten vil typisk forringes betydeligt. Kombineres disse forhold med en høj luftfugtighed, vil det i den grad udfordre køerne. Resultatet kan være som nedenstående kurve for mælkeydelsen pr. ko.
Overgangen fra, hvor det hele kan lade sig gøre (maj og juni), til hvor græsset udvikler sig i en retning, hvor produktionen bliver påvirket i negativ retning, kan være ret skarp. Med andre ord, det kan gå rigtig stærkt med fald i produktionen, hvis man ikke har en plan klar til at imødegå kvalitetsforringelsen i græsset.
Til hjælp for at kende udviklingen i græssets værdi er det klogt at benytte afgræsningsprognosen (se figur til højre), som forudsiger græssets fordøjelighed, målt på MJ/kg ts. Hvis der tages udgangspunkt i ydelseskurve (se figur til venstre) og afgræsningsgræssets kvalitet, er der en sammenhæng.
Afgræsningsgræssets kvalitet falder betydeligt i august/september i forhold til de foregående par måneder, og det får konsekvenser for mælkeydelsen, hvis der ikke korrigeres.
Hav 1. slæt græs i baghånden
Af erfaring hjælper det ikke bare at fylde mere og mere tilskudsfoder på, det virker kun til en vis grænse. Koen er drøvtygger, og derfor kræver den masser af godt grovfoder. En af de mest sikre måder at supplere fodringen på, er at have noget
1. slæt græs i baghånden klar i august/september. 1. slæt ligner meget det græs, som køerne græssede i maj-juni (selvfølgelig nu ensileret), og det sikrer koen et fortsat højt grovfoderoptag.
Er der ikke græs på marken, er det vigtigt, at køerne får mere tid i stalden til at æde deres foder, frem for at de går i lang tid ude og ikke æder noget. Hos økologer skal køerne være minimum 6 lyse timer på græs. Det kan også sagtens lade gøre, men de må ikke gå sultne ud, hvis de ikke vil æde græsset i august-september.
Erik Andersen, chef for ØkologirRådgivning Danmark
Tilmelding til nyhedsbrev