Udgivet d. 24-02-2020
Direktør Per Sveistrup, SAGRO Finans & Formue, tager temperaturen på finansmarkedet, mens Coronavirussen skaber usikkerhed.
Tekst: Per Sveistrup, direktør.
Coronavirussen har senest ramt Norditalien, hvor flere byer nu er isoleret og lukket ned i et forsøg på at dæmme op for smittespredning.
De finansielle markeder er bekymrede, men er ikke i panik. Markedet har tiltro til, at Kina fortsat vil komme med finansielle lempelser, hvis det bliver nødvendigt.
Den amerikanske centralbank (FED) har indtil nu ikke set det som nødvendigt at sænke renten, da de fleste nøgletal har været ganske fornuftige. I fredags kom der PMI for serviceindustrien, og helt uventet lå tallet på 49,6. PMI, der viser indkøbschefernes vurdering af den nuværende og fremtidige økonomiske situation, er en meget vigtig indikator. Et tal under 50 viser tilbagegang i økonomien, så mon ikke FED har fået noget at tænke over i relation til rentemødet i marts?
At PMI overraskede negativt koblet med markedets bekymring for Coronavirussens betydning for den globale vækst, var mere end aktiemarkedet kunne klare og kursfaldene bredte sig.
Aktiemarkedet:
Der er naturligvis grund til at være bekymret for udviklingen på aktiemarkedet på den korte bane, men med en længere tidshorisont er der fortsat plads til pæne stigninger, og skulle der komme en større nedadrettet korrektion, kan det være en god mulighed for at gøre nogle gode opkøb.
Renter:
Når der er nervøsitet og usikkerhed omkring den fremtidige vækst, påvirker det altid renterne negativt og renten faldt i fredags helt efter bogen.
Realkredit 0,50 % 30 år med afdrag landede i fredags omkring kurs 96,70 og den afdragsfrie omkring 95,70.
Jeg har svært ved at se nervøsiteten forsvinde ud af markedet på den korte bane, og sandsynligheden for at FED sænker renten i marts er øget. Jeg tror, at der er gode muligheder for at optage 30-årige lån på en endnu bedre kurs i den kommende periode.
Overvejer man fast rente, kan det være en god idé allerede nu, at bestille et realkreditlånetilbud med en rente på 0,50 %. Hvis jeg får ret i, at renten vil falde yderligere i den kommende tid, vil man ud over at få et fantastisk billigt lån over 30 år, kunne opnå en bedre kurs og dermed trække likviditet ud, når man hjemtager lånet.
Bemærk at næste opsigelse på fastrentelån er ultimo april.
Man skal være opmærksom på, at har man et realkreditlån, der er hjemtaget til en kurs > 100, kan lånet først opsiges til kurs 100 et år efter hjemtagelsestidspunktet. Lån med en hovedstol på mindre end 3 mio. er dog undtaget fra denne regel.
Valuta:
USD/DKK har vist styrke igennem længere tid, men blev negativt ramt af de svage PMI-tal. Det kan betyde, at USD bliver svækket i den kommende tid, og særligt hvis markedet begynder at tro på, at FED sænker renten til marts.
NOK/DKK, som jeg tidligere har set som en mulig god placering i 2020, er indirekte blevet ramt af Coronavirussen, da oliepriserne på det seneste har fået et pænt nøk ned. Begrundelsen er, at man forventer en lavere vækst og dermed mindre transport. Jeg ser det som en oplagt købsmulighed og har fortsat forventning til, at den kommer stærkt tilbage senere på året.
Tilmelding til nyhedsbrev