Tilskudsteam: Vi forventer at få flere opgaver ved en CO2-afgift

Udgivet d. 01-03-2024

Indførelsen af en CO2-afgift vil formentlig medføre ekstra arbejde til de rådgivere, der behandler tilskudsansøgninger, og hos SAGRO forventer man da også, at arbejdspresset på teamet stiger, når engang modellen er på plads.

Det er ikke længere nok at være god til at passe sine dyr og afgrøder, hvis man vil drive landbrug i Danmark. En af de mere komplekse ekstraopgaver er at holde sig orienteret om, hvilke tilskud man er berettiget til, og ikke mindst hvordan man søger dem. Det er de færreste landmænd der har mulighed for eller lyst til at sætte sig ind i alle ordninger og tilskud, og derfor allierer man sig ofte med en rådgiver, man har tillid til.

 - De fleste landmænd har valgt erhvervet, fordi de brænder for at producere gode råvarer, og kontorarbejde og ansøgninger har sjældent den højeste prioritet. Heldigvis er vi nogen, der brænder for netop det, siger Maria Eugster Klug, der er driftsøkonom og leder af tilskudsteamet hos SAGRO.

Ved ansøgningsrunden til den netop afsluttede teknologipulje ”Miljø- og klimateknologi 2023”, stod teamet bag intet mindre end 182 ansøgninger med et samlet ansøgningsbeløb på 80,8 mio. Kr. svarende til tilskud på 32,3 mio. kr. Heraf var de 142 ansøgninger alene på teltoverdækninger så det viser, at landbruget nu speeder op på de investeringer, som  reducerer ammoniak- og metanudledningen fra gyllebeholderne - så kampen for klimaforbedringer er allerede i fuld gang.

 - Vi havde travlt, men vi når det altid. Vi har hver vores specialområde, så det er altid den rigtige medarbejder, der løser opgaven, siger hun.

Maria Eugster Klug forventer, at en mulig CO2-afgift vil medføre flere tilskudsmuligheder og opgørelsesformer, hvor de danske landmænd får behov for rådgivning.

 - Det ville ikke undre mig, hvis vi til den tid skal opruste i teamet. Men en ting er i hvert fald helt sikkert - vi skal nok løse opgaven, slutter hun.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Maria Eugster Klug Maria Eugster Klug Driftsøkonom 76 60 23 72 29 41 27 51


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere