Udgivet d. 18-03-2025
Familielandbruget VEST-Jylland har fået ny formand.
Latter og samtale summede i lokalet, mens tallerkener med saftige hakkebøffer og kartofler blev tømt ved langbordene i SAGRO’s lokaler i Herning. Det var startskuddet på en aften, der ikke kun bød på faglige indlæg og medlemsdemokrati, men også markerede afslutningen på en æra i Familielandbruget VEST-Jylland.
Efter år med engagement og dedikation valgte Peter J. Kock at træde tilbage som formand for foreningen, og i stedet blev Sven Joensen valgt som ny frontfigur.
Den Grønne Trepart og generationsskifter
Aftenens første oplæg blev leveret af Karen Tommasen fra SAGRO, som tog de fremmødte igennem de mange muligheder og konsekvenser, Den Grønne Trepart bringer med sig. Med særligt fokus på, hvordan den enkelte bedrift kan navigere i de nye vilkår, lykkedes det hende at fange medlemmernes opmærksomhed – flere steder blev der nikket anerkendende til hendes pointer.
I sin sidste formandsberetning understregede Peter Kock vigtigheden af at sikre gode generationsskifter i landbruget. Han udtrykte glæde over, at Den Grønne Trepart har nedsat en gruppe, der skal arbejde med problematikken, men han lod også sin bekymring skinne igennem:
- Det er et vigtigt skridt, men vi ved også, at jordpriserne stadig stiger voldsomt, og det kan blive en barriere for unge, der vil ind i erhvervet.
Succesfuldt medlemsarbejde
Peter Koch kunne samtidig glæde sig over, at Familielandbruget VEST-Jylland har oplevet en medlemsfremgang på hele 10 % – en sjældenhed i en tid, hvor mange foreninger kæmper med faldende medlemstal. Faktisk er Familelandbruget VEST-Jylland den landbrugsorganisation, der har oplevet den største tilgang af medlemmer i 2024.
Et andet varmt emne på aftenen var ulvens tilstedeværelse i det jyske landskab. Koch understregede, at foreningen fortsat bakker op om en regulering af bestanden, men tilføjede med en vis skepsis:
- Vi må dog se de politiske beslutninger, før vi tror på, at der sker noget.
Regnskab og valg
Administrerende direktør i SAGRO I/S, Torben Jensen, præsenterede årets økonomiske resultater, hvorefter foreningssekretær og politisk vejleder Villy Juul Laursen tog deltagerne igennem regnskabet for Familielandbruget VEST-Jylland.
Herefter gik aftenens måske mest spændende punkt i gang: valget. Med Peter Kocks afgang var formandsposten på spil, og valget faldt på Sven Joensen som ny formand.
En ny epoke begynder
Med et stærkt mandat og en tydelig ambition om at fortsætte foreningens positive udvikling overtager Sven Joensen nu formandsposten i Familielandbruget VEST-Jylland.
- Jeg glæder mig til at tage fat. Vi står over for store udfordringer, men også store muligheder. Jeg vil arbejde for, at vi fortsat har en stærk og synlig forening, der kæmper for vores medlemmers interesser," sagde den nyvalgte formand efter generalforsamlingen.
Aftenen sluttede med klapsalver til både den afgående og den nye formand – og med et stærkt fællesskab blandt medlemmerne, der viste, at Familielandbruget VEST-Jylland fortsat har en vigtig stemme i dansk landbrug.
Tilmelding til nyhedsbrev