Søren Søndergaard: Den grønne trepart var et maratonløb, der endte med en sprint

Den 24. juni 2024.

En dato, som Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, aldrig glemmer.

- Formand for den grønne trepart, Henrik Dam Kristensen, tog ordet og sagde ”Nu lukker vi!” Det gav et sug i maven, for jeg havde jo netop været med til at skrive et kapitel i Danmarkshistorien. Der er en gårdhave i Økonomiministeriet. Der satte jeg mig som så ofte før i forløbet i en orange stol, pustede ud og tænkte ”Wauw!”

Senere samme aften kunne offentligheden se trepartens lettere forpustede, men storsmilende hovedpersoner præsentere den historiske aftale om et langsigtet grundlag for omlægning og omstilling af Danmarks arealer og af fødevare- og landbrugsproduktion.

Intense forhandlinger
Forud var gået flere måneders forhandlinger, der blev mere og mere intense, jo mere deadline den 1. juli nærmede sig.
- De sidste to-tre uger var helt vilde. Weekenderne blev inddraget, og det gik vist ikke op for nogen af os, at vi også sad og forhandlede på sankthansaften, en tradition jeg ellers altid holder i hævd med familien derhjemme. I et olympisk år kan vi godt kalde det et maratonløb, der næsten forvandlede sig til en sprint til sidst. Der var flere, der fandt et ukendt sjette gear, fortæller Søren Søndergaard.

Og han husker specielt de allersidste timer og tovtrækkerier.

- Jeg fulgtes med L&F’s politiske direktør Morten Boje Hviid hjem efter forhandlingerne den 23. juni. Det var efter midnat. Han kiggede på mig og sagde ”Du ved godt, der formentlig kommer en aftale i morgen, ikk’?” Jeg vågnede klokken 04 næste morgen og tænkte straks, om det så virkelig er i dag, det sker? Er det godt nok? Jeg var stadig i tvivl. Så satte jeg mig ned og skrev en sms til mig selv. Jeg begyndte at liste de positive ting fra aftalen, jeg kunne komme i tanke om. Da jeg havde rundet 40, gjorde jeg op med mig selv, at det var nok. Nu var det godt nok. Vi var klar til at lukke aftalen, når de sidste knaster var høvlet væk.

Med den indstilling gik L&F-formanden ind til forhandlingerne klokken 11, og otte timer senere var aftalen på plads, og resten er historie.
Aftalen skal nu behandles og endeligt vedtages af politikerne på Christiansborg.

Glad for meget, men ikke alt
Søren Søndergaard lægger ikke skjul på, at dele af aftalen bestemt ikke huer ham.

- Tanken om en CO2e-afgift på biologiske processer er bestemt ikke groet i vores have, men det var ligesom rammerne for at indgå i treparten. Derudover var det også en forudsætning fra regeringsgrundlaget, at der skulle rejses 250.000 hektar ny skov i Danmark. Vores opgave var at opnå det bedst mulige resultat og de bedst mulige betingelser for landbruget i fremtiden. Jeg er glad for, at vi har fået lavet en rammeaftale med så mange elementer i, og som den enkelte landmand forhåbentligt kan se sig selv i, siger Søren Søndergaard.

Hvilke tre elementer i aftalen er du mest glad for?
- Jeg glæder mig specielt over, at vi har afværget en stor trussel om en CO2e-afgift på noget, som vi ikke kan gøre noget ved, at vi har sikret lokal inddragelse og implementering, og at der er kommet penge på bordet. 40-50 milliarder samfundskroner er immervæk et betragteligt beløb. De tre punkter kan vel koges ned til, at vi har fået skabt et grundlag, der ikke udhuler landmandens værdier, og som giver mulighed for udvikling i stedet for afvikling, siger L&F-formanden.

Er der omvendt noget i aftalen, du er ked af?
- Det er umuligt at gøre alle tilfredse, fordi ingen er ens i landbrugserhvervet. Derfor har der også været kritiske røster, det er både forståeligt og forventeligt. Vi har ikke fundet på alt i aftalen, men alternativet havde været at sætte sig ned med korslagte arme og surmule i hjørnet, og så var resultatet blevet meget værre. Vi har kastet os ind i forhandlingerne bevæbnet med faglighed og ekspertise, og der er blevet lyttet til os. Vi er landet et sted, hvor alle forhåbentligt kan se sig selv i det, og kan man ikke det, så er der også muligheder for at vælge andre veje med sin bedrift og arealer, siger Søren Søndergaard.

Kæmpe holdindsats
Det er Søren Søndergaard, der har været landbrugets ansigt og talerør i forhandlingerne, men han lægger meget stor vægt på, at der er tale om en holdindsats.
- Det har været fantastisk spændende og et stort privilegium for mig personligt, men jeg har jo bare været den, der har afleveret budskaberne og skabt relationerne. Det har været en trykprøve af vores organisation i L&F, og der må jeg bare sige, at vi har bestået med glans. Jeg har været omgivet af afsindigt dygtige fagfolk, så dem, der var uenige med os, har måttet argumentere mod fagligheden, og det har stillet os stærkt. Jeg er virkelig stolt af vores hold i den grønne trepart og hele organisationen, siger Søren Søndergaard.
Selv om den grønne trepart nu officielt er opløst, er arbejdet ikke slut.
- Slet ikke, vi har klaret den hårdeste opgave, men nu venter selve udformningen og implementeringen, og der er jeg rigtig glad for, at der er lagt op til lokale løsninger. Regeringen, Danmarks Naturfredningsforening og vi i L&F kommer helt naturligt til at spille vigtige roller. Der har været meget sludder og vrøvl om landbruget i debatten undervejs fra mange sider, men med en fælles aftale er der lagt op til en stærkere samfundskontrakt og forhåbentligt en større forståelse for vores dejlige erhverv, siger Søren Søndergaard.

Familien bakker op
Han lægger heller ikke skjul på, at deltagelsen i den grønne trepart har kostet på mange parametre, også privat.

- De sidste seks måneder har jeg faktisk brugt al min tid på det. Så godt som alle hverdage er blevet brugt i København eller ude hos medlemmerne, og mentalt har det hele tiden været i baghovedet, også når jeg har holdt fri. Jeg har prioriteret højt løbende at være ude at tale med medlemmerne i baglandet, dem jeg jo faktisk repræsenterer. Og der har det ofte været min hustru Ingebeth, der har skubbet på og fået mig ud ad døren, når jeg for eksempel skulle til endnu et møde i den anden ende af landet, fortæller Søren Søndergaard.

For det er hundrede procent en familiebeslutning, at han skal investere så meget tid og så mange kræfter i det politiske arbejde og være talerør for de danske landmænd.

- For at blive i det politiske sprog, så er det en aftale, som vi genbesøger en gang om året og fornyer, og indtil videre har vi da heldigvis været enige. Det betyder, at det er Ingebeth, der er chefen herhjemme, og uden familiens fulde opbakning var det her slet ikke muligt for mig.

Med udsigt til et meget heftigt første halvår indgik Søren og Ingebeth den seneste aftale i december.

- Vi vidste, der var en deadline for treparten, der hed
1. juli. Omkring juletid aftalte vi, at når treparten var i mål, så skulle vi have familietid. Derfor har vi været på en rigtig chartertur af en ferie til Mallorca og bare nydt at være sammen i juli måned. Det er første gang, vi har været på ferie i udlandet, efter vi har fået bøn, vi plejer altid at holde sommerferie i Danmark. Det har været både skønt og tiltrængt for alle parter, erkender Søren Søndergaard.

Familiegården Baldershave
Familiebasen er gården Baldershave mellem Billund og Vejle. Og kontrasten kunne næsten ikke være større fra jakke og hvid skjorte, hektisk mødeaktivitet med ministre og topfolk fra forskellige organisationer i mødelokaler på Christiansborg.
Hjemme er Søren iført t-shirt og arbejdsbukser i de fredelige og idylliske omgivelser med åbne vidder og græssende heste på skrånende marker bag den store have, hvor børnenes legeredskaber står ved siden af et shelter med bålplads. Efter et mærkeligt år rent vejrmæssigt står høsten endelig for døren, også på Baldershave.

Og han er ikke et sekund i tvivl om, hvor han føler sig bedst tilpas.

- Jeg elsker at være landmand. Det er det, jeg brænder for. Alt det politiske arbejde er jo noget, jeg gør for at give erhvervet og alle mine gode kolleger så gode vilkår som muligt, også i fremtiden, siger Søren Søndergaard.
Han er femte generation på gården, som han og Ingebeth flyttede ind på i 2020 efter hans forældre Jytte og Leif.

Historien forpligter
Søren N. Søndergaard erhvervede sammen med sin hustru Maren ejendommen i 1877, og dengang var det ikke et særlig attraktivt sted. Men de gik straks i gang med at forvandle heden til opdyrkede marker, anlægge have, fiskedamme og stier, og ikke mindst plantede de skov og træer. Indsatsen medførte, at han i 1904 modtog det Kongelige Danske Landhusholdningsselskabs Sølvbæger.

Bægeret er gået i arv og befinder sig stadig på Baldershave, hvor tipoldebarnet med samme fornavn ofte kigger på det, for historien betyder rigtig meget for ham.

- Det er en god reminder om, at man skal være sig sit ansvar bevidst og tænke længere ud i fremtiden på de næste generationer. Dengang dyrkede de jorden for at overleve og skaffe mad på bordet. I dag gør vi det for at sikre velstand. Mange af de træer, som min tipoldefar plantede, står stadig smukt i vores have. En gang i mellem er vi nødt til at fælde et af dem for at give plads til nye træer, der er spiret under dem. Det er ikke sjovt at fælde de gamle, men det er jo nødvendigt for at give plads til de små. På samme måde ser jeg vores aftale i den grønne trepart som en fremtidssikring af de næste generationer af landmænd og landbruget som erhverv. Vi har i hvert fald sikret rammerne, siger Søren Søndergaard.

Det er Ingebeth, der er chefen herhjemme, og uden familiens fulde opbakning var det her slet ikke muligt for mig. SØREN SØNDERGAARD