Udgivet d. 13-09-2021
Et rekordstort antal trainees har netop haft første arbejdsdag hos SAGRO. At kunne tiltrække og fastholde de dygtigste unge kræver en særlig indsats.
SAGRO har netop budt velkommen til 17 nye trainees. Her er de fleste af dem samlet.
Ikke færre end 17 trainees har SAGRO ansat i august og september. I regnskabsafdelingen er der startet 12 unge nyuddannede, og i Planter & Miljø er der i samme periode startet fem unge, der nu vil dygtiggøre sig inden for klima, natur, miljø og planteavl. Også flere andre afdelinger ansætter løbende trainees. De nyansatte fordeler sig nogenlunde ligeligt i SAGROs fire huse i Esbjerg, Billund, Herning og Holstebro.
De fleste trainees bliver efterfølgende fastansat, hvilket understreger betydningen af de skræddersyede uddannelsesforløb.
- Det er helt klart det, der er sigtet, fastslår Palle Høj, SAGROs direktør for Regnskab.
- At vi i år ansætter et højere antal trainees end andre år handler ikke mindst om, at vi er nødt til at investere i fremtiden. Vi ved, at der om 3-5 år vil være en del erfarne medarbejdere, der går på pension, så det har vi brug for at imødekomme i god tid, uddyber han.
Spørger til værdierne
Konkurrencen om at tiltrække de dygtigste unge er hård, og proaktive indsatser er et must.
- Det gælder om at fange dem på et tidligt tidspunkt. Vi gør det blandt andet ved at komme ud på uddannelsesstederne og universiteterne og ved at deltage i uddannelsesmesser med mere, hvor nogle af vores unge medarbejdere fortæller om rådgivningssektoren. På samme måde gør vi meget for at tiltrække praktikanter. Flere af dem vender efter endt uddannelse tilbage som trainees, fortæller Palle Høj.
Noget af det, de unge bider mærke i ved SAGRO, er, at virksomheden er værdiledet.
- Det er noget, de unge lægger mærke til og spørger meget ind til. For langt de fleste handler karrierevejen ikke kun om kroner og øre, siger Palle Høj og tilføjer, at det selvfølgelig også tæller op hos de unge, at der er gode udviklings- og karrieremuligheder - både fagligt og personligt.
Under trainee-forløbet har den unge tilknyttet en mentor, der vejleder i uddannelsens faglige indhold. SAGRO har egen mentoruddannelse, der skal klæde disse medarbejdere godt på til rollen. Derudover får den unge trainee en buddy, der hjælper med alle de sociale og praktiske forhold, der er relevante, når man bliver en del af en stor organisation – måske i sit første rigtige job.
På YoungTour mødes SAGROs unge medarbejdere for at blive inspireret og dele synspunkter om det at være ansat i virksomheden.
SAGROs erfarne team der stod for afviklingen af Youngtour, og for en dag var "ung med de unge".
Årets høst af løg hos grøntsagsproducenten Axel Månsson A/S i Brande.
Læs om besøget hos virksomheden her
Rystes sammen på YoungTour
For at styrke sammenholdet og slå et slag for de unge medarbejdere afholder SAGRO hvert år YoungTour som en særlig del af virksomhedens onboarding program.
- YoungTour er en fed fredag, hvor alle SAGRO og datterselskabers medarbejdere under 30 år samles til en hel dag med indlæg, teambuilding, god mad og drikke og masser af social hygge, fortæller Palle Høj.
Dette års YoungTour blev afholdt i fredags, og her bød programmet blandt andet på virksomhedsbesøg hos en af kunderne, nemlig Axel Månsson A/S, der er en af Danmarks største grønsagsproducenter.
Tilmelding til nyhedsbrev