Minkavlere til møde på Christiansborg: - Vi ønsker en ens beregningsmodel

Udgivet d. 04-02-2021

I dag har tre minkavlere fra Holstebro foretræde for Miljø- og Fødevareudvalget på Christiansborg. Fordi de ingen mink havde i 2020, har de udsigt til en mindre erstatning.

Mødet følges live i et af SAGROs huse

Minkavlere, der af strategiske årsager valgte ikke at have mink i 2020, står ifølge aftalen om erstatning til minkavlerne til at skulle modtage en langt lavere erstatning end de kolleger, der har haft mink i 2020.

Disse avlere skal i stedet kompenseres ud fra princippet om "handel og vandel", fremgår det af aftaleteksten. Spørgsmålet er, om det er rimeligt.

Det mener tre minkavlere fra Holstebro ikke, det er. De har i dag foretræde for Miljø- og Fødevareudvalget på Christiansborg, hvor de vil redegøre for deres situation.

Var klar til fuld produktion
- Deres beslutning om at der ikke skulle være mink på farmene i 2020, er blandt andet taget på baggrund af de lave skindpriser, men med den politiske aftale får det kæmpe store økonomiske konsekvenser for dem. De  ønsker en mere ens behandling ved erstatningsudmålingen, end der er lagt op til, forklarer regnskabschef hos SAGRO, Niels Erik Madsen, som netop har holdt møde med de tre minkavlere.

Her fik de i samarbejde udformet et oplæg, som minkavlerne vil bruge på mødet med Miljø- og Fødevareudvalget i dag. Minkavlerne har også haft fat i en advokat, som vil hjælpe med at gøre opmærksom på deres sag.

- Minkavlernes plan var at genstarte maksimal produktion i henhold til deres lovpligtige miljøtilladelser og fortsætte med dette i mange år endnu, så de kunne tjene deres investering i gode nye anlæg ind igen, fortæller Niels Erik Madsen.

De tre minkavlere har været i branchen i 10-20 år og har dermed været med i med- og modgang. Selv om deres produktion har været i forbigående dvale, var farmene stadig gældende til fuld produktion i 2020 og videre frem.

Også SAGROs direktør for Regnskab, Palle Høj, har hjulpet de tre minkavlerne med at forberede sig til dagens møde på Christianborg.

- De stod den 3. november med gode, moderne anlæg og alle rettigheder til fuld produktion og havde planlagt fuld besætning igen fra februar 2021. Nu har de mistet muligheden for at drive virksomheden videre - på samme måde som alle de, der har haft fuld besætning på farmen i 2020. Derfor ønsker de at få en fornuftig erstatning med samme del-elementer som i den politisk aftale vedrørende ekspropriationen, sammenfatter han.

 

Direktør for Regnskab, Palle Høj, og regnskabschef Niels Erik Madsen fra SAGRO har hjulpet de tre minkavlere med et oplæg, avlerne i dag vil gennemgå på mødet med Miljø- og Fødevareudvalget.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere