Minkaftale: Nu skal der regnes på tallene

Udgivet d. 26-01-2021

Hos SAGRO er rådgiverne i fuld gang med at nærlæse den indgåede minkaftale og regne på tallene, inden de individuelle vurderinger går i gang. På fredag afholdes et webinar med aktuelle vinkler og nyheder.

Så skete det endelig. Efter lange og vanskelige forhandlinger har regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale, som skal sikre fuld erstatning til minkavlere og følgeerhverv.

Nu kan minkavlerne omsider få udbetalt tempobonus og starte processen med at finde ud af, hvad deres virksomhed er værd.

Hos SAGRO er rådgiverne i fuld gang med at nærlæse aftalen og regne på tallene. Der venter nu en stor opgave med de individuelle vurderinger af hver enkelt kundes situation.

Umiddelbart lyder meldingen, at det ser fornuftigt ud, så minkavlerne og følgeerhvervene kan forvente en fair kompensation og ikke mindst komme videre med deres liv.

Overordnet gælder det, at minkavlerne får erstatning for ti års fremtidig drift. Derudover skal aftalen dække lukkeomkostninger og erstatning for aflivede ikke-pelsede dyr i 2021 og udgifter i forbindelse med nedrivning af produktionsanlæg.

Gratis webinar
På fredag den 29. januar afholder SAGRO et gratis webinar for minkavlere, hvor rådgiverne vil komme med nogle overordnede betragtninger og svare på spørgsmål. Mere info følger snart.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere