Udgivet d. 13-07-2023
På landsplan har de første 11 minkavlere fået tilkendt og udbetalt erstatning. Det er knap 1 % af dem, der har søgt erstatning. SAGRO forventer dog, at ansøgninger og udbetalinger er afsluttet inden udgangen af 2024.
Billederne af de lukkede minkfarme er noget, vi sent glemmer. Det skal vi heller ikke. For det minder os om, at der er familier og skæbner bag de lukkede farme, som har ret til en ordentlig behandling.
I alt har 1.224 tidligere minkavlere søgt om erstatning. Og nu to et halvt år efter at regeringen forbød minkavl og beordrede alle dyr aflivet, har de første 11 avlere nu modtaget nedlukningserstatning. I SAGROs område er der tale om fire kunder, der har modtaget deres erstatninger.
Registreret revisor Bodil Christensen fra SAGRO oplyser, at der omsider er skred i processen omkring udbetalingerne.
- Det er glædeligt, at flere erstatningssager nærmer sig sin afslutning. Dem jeg har kontakt til hos SAGRO, er i hvert fald tilfredse med, at en vigtig mellemregning er ved at være på plads, siger hun.
Det præcise beløb, som de fire avlere hver især har modtaget, må hun af gode grunde ikke udtale sig om, men Fødevarestyrelsen oplyser på deres hjemmeside, at de indtil videre har udbetalt ”endelig nedlukningserstatning og kompensation for passiv bevarelse” for i alt knap 65 millioner kroner til 11 minkvirksomheder.
Bodil Christensen sidder med cirka 300 erstatningssager for tidligere midt- og vestjyske minkavlere, som hun og de øvrige rådgivere hos SAGRO forventer at være færdige med at beregne inden udgangen af 2024.
Næste kø venter
Med udbetalingerne kan de tidligere minkavlere dog ikke sætte et endeligt punktum endnu. Nu hvor de har fået alle deres penge, sendes de videre til en ny kø - i Bygningsstyrelsen, som skal forestå nedrivningen af minkhaller, pelshuse og øvrige bygninger. Hvordan nedrivningen skal foregå, hvilke hensyn der skal tages, hvornår og af hvem er der ikke klarhed over.
Dette betyder, at avlerne stadig er bundet til deres ejendomme. Hvis de ønsker at flytte og er trætte af at se på tomme haller efter to et halvt år, kan de ikke umiddelbart gøre det. Det skyldes, at ingen har taget stilling til, hvornår bygningerne skal nedrives, og derfor vil det være svært at finde købere til gårde, hvor staten ejer alle bygningerne.
Senest har regeringen dog meldt ud, at man vil se på muligheden for at lade minkavlerne hjælpe med nedrivningen af deres egene farme. Dette er et stort ønske fra avlernes side, der på den måde kan komme hurtigere videre.
Tidligere minkavler og formand for Holstebro Pelsdyravlerforening Ib Lundgaard
Nogenlunde tilfreds
Tidligere minkavler og formand for Holstebro Pelsdyravlerforening Ib Lundgaard har ikke fået udbetalt sin erstatning endnu, men regner med at få det inden sommerferien.
Han og yderligere 15-16 avlere, der var blandt de første farme til at få besøg af taksationskommissionen, har netop modtaget et udkast til erstatning.
- Det er tæt på det, vi selv havde sendt ind, og ser i det store hele nogenlunde fornuftigt ud, men der er nogle generelle ting, som Copenhagen Fur gerne ser falder anderledes ud, og derfor er det besluttet at anke alle prøvesagerne, siger Ib Lundgaard og tilføjer:
- Det er blandt andet noget med nedrivning, og hvor meget vi kan få til advokatbistand, som jeg måske godt kan leve med, men det er ikke sikkert, at min nabo kan.
Nye ubekendte kommer til
Bodil Christensen forbereder sig på flere år med mink-erstatningssager, for selvom behandlingerne af ansøgningerne går hurtigere end først antaget, dukker der hele tiden nye ubekendte op.
- Det seneste nye er de såkaldte fast track udbetalinger, hvor minkavlerne kan få udbetalt erstatningerne hurtigere, hvis de til gengæld fraskriver sig retten til at anke afgørelserne. Det er noget nyt, som både minkavlerne og os som rådgivere skal tage stilling til, siger hun.
Tilmelding til nyhedsbrev