”Jeg håber virkelig, nogen er i gang med at fusionere”

Udgivet d. 30-03-2017

Direktøren bag storfusionen, der sidste år skabte SAGRO, Torben Jensen, fylder 50 år. Han er svoren tilhænger af vækst og udvikling.

Tekst: Lilli Snekmose

Torben Jensen er en mand, der forstår at få virksomheder til at vokse. Hans aftryk i dansk landbrugsrådgivning er fusioner, dannelse af nye selskaber og etablering af kontroversielle samarbejder og alliancer. Sådan har det været, siden han i 2003 blev direktør for det daværende landbrugsrådgivningsselskab i Varde og Bramming.

SAGRO, der nu dækker området fra Kongeåen til Limfjorden, er den foreløbige krone på værket, og i branchen er det blevet noteret, at selskabet netop har afleveret sit første regnskab, som til trods for kraftanstrengelsen med at gennemføre fusionen viser et overskud på 6,7 mio. kr.

Samarbejde er den blide vej…

- For mig har det aldrig handlet om at jorde konkurrenterne. Men et mindre rådgivningsselskab, der vil klare sig selv, bliver i længden ”tynd” på mange områder. Det er fint at netværke og samarbejde med andre, men før eller siden bør det ende i en fusion af hovedvirksomhederne. Om 5-10 år er der kun plads til 3-5 landbrugsrådgivninger her i landet, og samarbejde er den blide vej mod fusion, mener han.

Men han synes, det går for langsomt.

- Rådgivningsbranchen sover!  Jeg håber virkelig, at nogen er i gang med at fusionere – ellers bliver jeg professionelt skuffet på landbrugets vegne! 

Selv er han parat til ”at samarbejde til øst og vest”, bare målet er at skabe kritisk masse, know how og innovation.

- Vi skal udfordre grænser. Vi har flettet fingre med mange, og derfor har vi kunnet danne ØkologiRådgivning Danmark med Økologisk Landsforening, kunnet sætte et professionelt ejendomsmæglerfirma i søen, nemlig LandboGruppen, og etablere andre datterselskaber som Jysk IT og advokatfirmaet TELLUS.

Let’s do it

- Jeg har altid haft det held at arbejde med en ejerkreds, der har haft modet og sagt ”let’s do it”. Og ellers havde vi bare været et betydningsløst og fagligt svagere firma i dag, mener han.

Den agronomuddannede Torben Jensen startede som direktør i industrien, først i trævarebranchen og senere som Fabrication Manager i Hydro Aluminium og Eldorado Gruppen. At skifte til landbrugsrådgivning ser han i dag som sin bedste karrieremæssige beslutning.

- Som direktør i et aktieselskab bliver du kun målt på, hvor mange penge, du skraber sammen til dine aktionærer. I det landmandsejede SAGRO skal vi selvfølgelig skabe et positivt resultat, men der er en dimension mere: Vi er sat i verden for at spille vores landmænd gode. Det gælder deres økonomi, men også fødevaresikkerhed, miljø, rammevilkår – alt det, der skal til for, at de kan drive deres virksomheder.

- Du kan leve uden en aluminiumsdims – den kunne jo laves i plastik i stedet! Det er langt mere motiverende for mig at være et led i fødevareproduktionen.

Viden kan man google

 I vore dage kan man google viden, og service bliver digitaliseret. Så hvad skal en landbrugsrådgivning egentlig leve af?

- Om 5-10 år har robotter (it?) overtaget mange af vores funktioner. Det kommer til at gå sindssygt stærkt. Vi har selv været med til at udvikle programmet Summax, som med tiden overflødiggør manuel bogføring, og derefter vil regnskabskontorets arbejde være controlling og rådgivning.

Landmænd bliver stadig mere direktører, og SAGROs opgave er at yde den sparring og strategiske rådgivning, der gør landmænd i stand til at orkestrere en landbrugsvirksomhed med mange ansatte og flere driftsenheder. Punktvis vil der være rådgivning af driftsledere og markmænd, men mere og mere vil være overvågning af processer, mener direktøren, der også spår, at der bliver brug for rådgivning af landmænd omkring kommunikation og branding af landbrug, fordi erhvervet må kæmpe for retten til at være her.

- Betyder alt det her store omvæltninger for de ansatte? Ja, det gør det. Jeg har meldt ud, at i fremtiden skal kunderne kunne trække på SAGRO i alle døgnets timer.  Og det mener jeg.  Vores medarbejdere arbejder allerede meget fleksibelt, og når kunderne arbejder 24-7, så ville det være at svigte dem, hvis vi ikke kunne matche det.

FAKTA

SAGRO markerer fødselsdagen med en reception på John Tranumsvej 25, Esbjerg, fredag den 31. marts kl. 13.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere