Udgivet d. 16-06-2017
Samarbejdet mellem de grønne organisationer og landbrugets repræsentanter bygger på tillid.
Skjern Å enge
På trods af at fronterne har været trukket skarpt op i medierne forud for arbejdet med at udpege vandløb, der skal udgå af vandområdeplanerne, går samarbejdet rigtig godt i Vandråd Ringkøbing Fjord.
- Moderorganisationerne for de grønne organisationer og landbruget har lagt op til, at det ikke vil blive nemt at nå til enighed om hvilke vandløb, der skal ud, men der er ingen skarpe kanter at spore i Ringkøbing Fjord Vandråd. Her forstår man at lytte og har åbenlys respekt for hinandens synspunkter og ikke mindst en vilje til at løse opgaven, siger Ole Kamp, formand for Ringkøbing-Skjern Kommunens teknik- og miljøudvalg og mødeleder i det lokale vandråd.
Han konstaterer, at samarbejdet bygger videre på den tillid, der blev oparbejdet i 2014, hvor vandrådet første gang blev etableret.
Helle Borum, SAGRO, der er en af landbrugets repræsentanter, er enig:
- Sportsfiskerne, Danmarks Naturfredningsforening og de øvrige organisationer spiller positivt med, og vi er enige om, at vi er glade for at få lov at løse udfordringerne lokalt, siger hun.
Hun oplever, at når landbruget fremhæver, at der er store afvandingsmæssige interesser i et område, så bliver det mødt af fuld forståelse.
- Alle parter er meget faglige, og det kombinerer vi med sund fornuft, forklarer hun om årsagen til, at grundlæggende interessemodsætninger kan overkommes.
Hun er dog enig i, at det er en stor udfordring at dykke ned i de data, der ligger til grund for udpegningen af vandløbene. Det er især problematisk, at der er gamle og mangelfulde data for okker.
Ud med flade og smalle vandløb
Miljøstyrelsen har udpeget en række vandløb, som de mener bør udgå af vandplanlægning fremover på grund af for ringe stand. I Ringkøbing Fjords opland er der tale om ca. 200 km ud af 570 km vandløb.
Det er disse samt de øvrige små vandløb som er medtaget i vandområdeplanen, som det lokale vandråd skal hjælpe med at virkelighedstjekke.
Som det tegner nu vil flade, smalle og gravede vandløb næppe få plads i vandområdeplanerne, til gengæld lever vandløb med godt fald og slyngninger samt en god økologisk tilstand op til kriterierne.
Satser på enighed
Det er muligt for vandrådsmedlemmer at komme med mindretalsudtalelser, men det er klart, at jo mere enigt vandrådet er, jo stærkere vil man stå overfor både kommunalpolitikerne og Miljøministeriet, som i sidste omgang skal godkende indstillingen. I Vandråd Ringkøbing Fjord er man opsat på at nå frem til en løsning, som alle kan bakke op om.
Vandrådet afslutter sit arbejde i december i år.
Tilmelding til nyhedsbrev