Hvem kan forpagte et stykke landbrugsjord?

Udgivet d. 05-12-2018

Landbrugsloven er blevet liberaliseret, men alt er alligevel ikke tilladt.

Tekst: Jacob Carl, TELLUS Advokater.


Det er ikke alle, der kan forpagte et stykke af landmandens mark og begynde at dyrke grøntsager.

Loven sondrer mellem forpagtning af et areal, som en del af en ejendom, eller forpagtning af en hel ejendom.
Her kan du læse mere om forpagtning af jord. 

Regler i forbindelse med forpagtning af jord

Du skal eje eller forpagte en hel ejendom

Altså, hvis du vil forpagte et stykke jord, kan det kun ske, hvis du forpagter det ind til og driver det sammen med en anden ejendom, med bygninger på, som du enten ejer eller har forpagtet.

Du kan derimod forpagte en hel ejendom, med bygninger, uden at du i forvejen ejer eller forpagter andet. Det betyder så også, at du som forpagter, skal opfylde beboelsespligten for ejendommen.

Alternativt, kan du forpagte en hel ejendom, uden bygninger, uden du skal opfylde krav om beboelsespligt.

OK at forpagte til en have
Hvis du ikke forpagter en hel ejendom, eller hvis du ikke i forvejen ejer en landbrugsejendom, er der efter Landbrugsloven en række udtagelser, hvor du stadig kan forpagte et stykke jord. Det gælder bl.a., hvis du forpagter vedvarende græsarealer og naturarealer, som benyttes til græsning, hvis du forpagter et areal der er under 1.000 m2 og skal benyttes til haveformål, hvis du kun forpagter avlsbygninger, eller hvis forpagtningen kun vedrører et areal, der skal bruges til opførelse af bygninger til jordbrugsmæssig produktion.

 

Forpagtning af jord - vær opmærksom på dette

Afstand betyder intet
Når du først opfylder betingelserne for at forpagte jord, er der ingen begrænsninger på det antal landbrugsejendomme eller forskellige arealer, du kan forpagte. Afstandsgrænsen for, hvor langt væk du kan forpagte arealer, blev også ophævet ved lovændringen i 2010, så bor du ved Holstebro, kan du i princippet godt forpagte jord ved Kruså.

Vi oplever stadig, at der laves forpagtninger uden andet aftalegrundlag end “et håndslag”.
Så længe der ikke er problemer, kan det måske være tilstrækkeligt. Men det er nu godt at have fastlagt spillereglerne, hvis der opstår problemer. Et forhold der har været særligt aktuel i de senere år, hvor flere landbrug er gået konkurs.
Hvis man ikke opfylder betingelserne for at kunne forpagte et stykke jord, men har gjort det alligevel, så foreskriver Landbrugsloven, at man kan få en bødestraf.

Det må forventes, at man indledningsvis får påbud om at lovliggøre forholdet, men gør man det ikke, så vil der komme bødeforlæg. Der er ikke nyere retspraksis på området, men af ældre afgørelser ses der bøder i størrelsesordenen 5.000-15.000 kroner. Dernæst kan tvangsbøder komme på tale, indtil forholdet er lovliggjort, så vi må fraråde, at man på den måde “tager en chance” og forpagter uden at kunne opfylde reglerne.

Hvad koster det at leje jord?

Forpagtningspriserne svinger meget, og afhænger både af den givende landsdel og det pågældende landbrug. Derfor kan det være svært at svare entydigt på, hvad prisen på forpagtning af jord koster, da det er individuelt fra gang til gang.

Dog kan det siges, at det ca. koster 2000 - 6000 kr. pr. hektar.
Er du i tvivl om priserne på forpagtning af jord? Så kan du altid ringe til os - så vil vi vejlede dig på bedste vis.

Hvad betyder forpagtning af jord?

Forpagtning kan oversættes til andre ord, såsom at drive eller leje noget. Selve forpagtningen er forskellig fra gang til gang, da man f.eks. kan forpagte et stykke jord eller en virksomhed. Man kan også forpagte andre ting.

Selve aftalen indgås mellem forpagteren og bortforpagteren, hvor bortforpagteren afgiver et stykke jord eller en virksomhed mod en månedlig eller årlig afgift.

Når aftalen er indgået mellem de to parter, kan forpagteren overtage driften af det pågældende stykke jord eller virksomheden.

Hvad får man for at forpagte jord ud?

Det kan være en fordel at forpagte et stykke jord eller en virksomhed. Dels skal du ikke stå med den daglige drift, som koster tid, penge og ressourcer. Tværtimod tjener du penge på, at andre styrer driften af disse.
Derfor kan man vælge at bortforpagte til en villig part, som ønsker at overtage denne.

Den nye forpagter vil derfra betale afgifter løbende for at drive driften af det pågældende stykke jord eller virksomheden.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere