Udgivet d. 11-04-2022
Det er en rigtig god forretning at tilbyde køerne nyt græs hver eneste dag
Det letteste i verden er at lukke køerne ud på en stor græsmark og lade dem gå dér i de timer, man nu mener er passende.
Men det er en rigtig dårlig forretning. Ved at dele græsmarken op og give marken hviletid, får man op til 20 % mere ud af marken, forklarer kvægrådgiver Hans Lund, ØkologiRådgivning Danmark.
Det er bare ikke det eneste vigtige. Sørg for at sende køerne på græs tidligt. Dels for at få det gode græs i starten af sæsonen, dels for at sikre, at køerne kan følge med i væksten af græsset.
- Hvis græsvæksten fra starten ikke er voldsom, kan man supplere med foder på stalden. Det giver også et blidere foderskifte, understreger Hans Lund.
Hviletid
Det er vigtigt at sikre, at græsset får hviletid. I begyndelsen af sæsonen mellem 10 og 14 dage og senere på sæsonen op til 15 – 20 dage.
Det kan man kun, hvis man deler græsmarken op i flere mindre folde og skifter fold hver dag.
I starten af sæsonen er sukkerindholdet i græsset højt. Det betyder, at der ikke er plads til så meget protein, som de fleste går og tror, understreger Hans Lund.
- Derfor er det vigtigt, at koen får en langsom omstilling, for at mikroorganismerne i vommen kan omstille sig til at fordøje det høje sukkerindhold.
Ny fold hver dag
Hvis koen græsser 3-5 dage i hver fold, vil der være forskel på ædelyst, energiindhold, sukker, protein og andre næringsstoffer fra dag ét til sidste dag i folden.
- Reelt laver man foderskift hver dag, som man ikke kan kompensere for i stalden, påpeger Hans Lund.
- Målet er, at køerne græsser ned til 4-5 cm højde.
Systemet betyder, at man skal have omkring 15 folde. Det er slet ikke så besværligt, som det lyder. Og gevinsten er til at tage at føle på. I maj og juni kan hver ko hente 10 – 12 FE dagligt ude på græsmarken. Det svarer til halvdelen af alt foder.
Senere, når græsvæksten tager af, skal man bruge endnu flere folde.
Kreativ hegning
Når marken skal deles op i flere folde, gælder det om at være kreativ. Lad være med at lave lige store, firkantede folde. Det er ikke effektivt, påpeger Hans Lund.
Langt bedre er det at tage udgangspunkt i et hjørne af marken og inddele den i trekanter med adgang til alle folde fra det samme hjørne. Man kan placere vandet ét sted, og når dyrene skal drives sammen, er det meget lettere i en trekantet fold end i en firkantet.
Selve hegnet kan man lave med polytråd, der er billig og let at sætte op.
Hegnet er også let at tage ned. En klar fordel, når marken skal vandes.
Tag slæt mindst én gang
Hver mark skal der tages slæt på mindst én gang i løbet af sæsonen for at sikre ny vækst i juli og august. Det giver mere frisk og lækkert græs og dermed større ædelyst.
Også her er det en fordel at have hegn, der er lette at tage ned. Man skal bare sørge for sikkert hegn ved yderkanten af marken.
Tilmelding til nyhedsbrev