Udgivet d. 29-10-2020
Vær med til at sikre, at Fremtidens Landmand bliver én du kender
Du kan stadig nå at få en kollega, ven eller nabo med i konkurrencen om ”Fremtidens Landmand”, som SAGRO er med til at kåre sammen med Landbrugsavisen, Seges, Jyske Bank, Bridgestone og Yara.
Vi har de to foregående år været så heldige, at SAGRO-kunder er endt på podiet i nogle af kategorierne.
Det skal vi også gerne have i. Og vi har brug for, at du tør fremhæve dig selv - eller vil være med til give andre anerkendelse for deres arbejde
Vinderne kåres i 3 kategorier:
Teknologiprisen
Prisen gives til en landmand, der har udviklet sin eksisterende virksomhed via et teknologisk spring, som optimerer og udvikler forretningsmodellen.
Blev i 2019 vundet af kartoffelavler Henning Thybo, Arnborg. Han vandt prisen for hans opfindsomhed og evnen til at udvikle løsninger selv.
Afsætningsprisen
Prisen gives til en landmand, der enten alene eller i samarbejde med andre har succes med nye afsætningsmuligheder. Det kan både være et eksisterende eller nyt produkt, som afsættes via en eller flere nye salgskanaler.
Blev i 2019 givet til Peter Bruun og Lene Conradsen for deres evne til at få foden indenfor hos Rema 1000 og skabe et brand omkring deres virksomhed.
Blev i 2018 vundet af Søren Skjølstrup Sørensen, der udviklede olier og proteiner, der blandt andet afsættes via webshop og helsekæder.
Bæredygtighedsprisen
Prisen gives til en landmand, der har udviklet og iværksat et eller flere bæredygtige initiativer i virksomheden og dermed styrket den økonomiske bundlinje.
Blev i 2018 vundet af Kristian Lundgaard-Karlshøj, Ausumgaard, for familiens arbejde med grøn omstilling.
For alle priser gælder, at initiativet højst må være to år gammel, skal være kommercialiseret (men ikke nødvendigvis overskudsgivende endnu) og med udgangspunkt i primærlandmanden.
Kåringen skulle have fundet sted i forbindelse med Agromek torsdag den 21. januar 2021. Men da Agromek 8. oktober har aflyst messen, arbejdes der nu på at finde andre løsninger.
Fristen er rykket til 15. november 2020.
Tilmelding til nyhedsbrev