Udgivet d. 23-07-2024
Store nedbørsmængder hen over vinter og forår har sat mange marker under vand. Det er en god anledning til at se på, om det fremover kunne give mening at tage nogle af de meget våde områder ud af drift og i stedet indgå i et vådområde- eller lavbundsprojekt.
På landbrugsbedrifter går man ofte meget strategisk til værks og laver langsigtede økonomiske og driftsmæssige planer. Men har du overvejet, hvordan du i fremtiden bedst muligt kan anvende dine arealer? Er der måske arealer, som det vil give mere mening at stoppe med at dyrke?
Udtagningskonsulenterne hjælper dig gerne med at få overblik over dine muligheder for at indgå i et vådområde- eller lavbundsprojekt.
Vi oplever, at ordningerne efterhånden er blevet langt mere smidige, og der er en række forskellige kompensationsmuligheder, alt efter om du ønsker at beholde eller sælge din jord. Der er bl.a. éngangserstatning, værditabserstatning, salg og erstatningsjord gennem jordfordeling.
Værditabsmodellen er ny og forventes vedtaget til sommer. Formålet er, at lodsejere får dækket den reelt tabte markedsværdi som følge af ekstensivering og vådgøring. Man ser således på arealets markedsværdi før et projekt sammenlignet med værdien efter projektgennemførsel. Lodsejeren vil så få udbetalt differencen.
Ny kompensationsmodel
Den nye kompensationsmodel kan i flere sammenhænge være en fordel for lodsejere, som ønsker at beholde jord i et projekt, da udbetalingen f.eks. sker tidligere, og du dermed har mulighed for at genplacere pengene i erstatningsjord eller andre projektarealer i jordfordelingen.
Vi er meget begejstrede for den model og ser frem til, at den bliver taget i brug. Éngangserstatningen opererer med faste satser, og her står satserne ofte ikke mål med det reelle værditab. Med den nye kompensationsmodel forventer vi, at lodsejerne kan få en mere rimelig erstatning.
Indgår du i et projekt, vil der ofte være mulighed for, at du som lodsejer kan fastholde din grundbetaling. Den søger du under en særlig undtagelsesbestemmelse til vand- og naturprojekter, og den betyder, at du kun er forpligtet til at slå arealet i de år, hvor du kan køre med almindelige landbrugsmaskiner.
I nogle projekter er der efterfølgende også mulighed for at søge ekstra tilskud, hvor du forpligter dig til at afgræsse det eller tage et årligt slæt. Som noget nyt er det nu også muligt at søge tilskud til hegning af arealer, der indgår i vådområde- og lavbundsprojekter.
Stort politisk fokus
Der er stort politisk fokus på landbrugets udledning af kvælstof og CO2. Vådområde- og lavbundsprojekter er et af de bedste virkemidler, vi har til at nå i mål med indsatsen. Derudover kan lavbundsprojekter også bidrage positivt til dit klimaregnskab og din ESG-rapport. Kommer der en CO2-afgift på lavbundsjorde, vil indgåelse i et lavbundsprojekt også bidrage positivt til det. Vi opfordrer derfor også til, at du allerede nu undersøger dine muligheder.
Ønsker du at gå videre med en projektidé, kontakter vi kommunen eller Naturstyrelsen. Hvis de ser potentiale, arrangerer vi i fællesskab et møde, hvor du som lodsejer bliver orienteret om forløbet i et projekt.
Næste skridt er en forundersøgelse, som skal vise, om det er teknisk muligt at gennemføre. Er der tale om et område med flere involverede lodsejere, laver man også en ejendomsmæssig forundersøgelse, hvor du bliver spurgt til dine ønsker og krav og din holdning til projektet.
Det er vigtigt, at du kan se dig selv i projekterne, og derfor er din viden og dine input af stor betydning. Projekterne er fuldt ud baseret på frivillighed og bliver kun gennemført, hvis der er opbakning til det.
I SAGRO opfordrer vi til, at du går nysgerrigt med i en forundersøgelse, så du kan få belyst dine muligheder - det giver dig et langt bedre beslutningsgrundlag. En forundersøgelse er ikke bindende. Tøv ikke med at kontakte udtagningskonsulenterne i SAGRO. De står klar til at screene arealer og rådgive om mulighederne i et vådområde- eller lavbundsprojekt, og det er ganske gratis!
Hvis du vil beholde jorden
Samt evt.
Hvis du vil sælge jorden
Ved begge erstatningstyper er der mulighed for erstatningsjord gennem jordfordeling
Tilmelding til nyhedsbrev