Udgivet d. 20-06-2024
Omlægning af jord til lavbunds- eller vådområde er godt for miljøet, og økonomien i et sådant projekt kan også være ganske fordelagtig for lodsejerne. Billund Kommune er ambitiøs på området, og det er John Jørgensens projekt ved Hejnsvig et godt eksempel på.
BILLUND: Der kan være lang vej fra tanke til handling og i sidste ende et færdigt resultat, men vejen er blevet både kortere, lettere og også bedre betalt, når det gælder omlægning af landbrugsjord til våd- eller lavbundsområde.
For fem år siden henvendte John Jørgensen sig til Billund Kommune med et ønske om at få omlagt 22 hektar jord ved Søgard Bæk ved Hejnsvig, og nu er området som forvandlet.
De gamle kornmarker er omdannet til engarealer med langt græs, der er søer og vandløb, og naturen blomstrer og passer sig selv. Foreløbigt i hvert fald, for det er planen, at John Jørgensen skal have køer til at afgræsse områderne.
Projektet er kommet i stand gennem et samarbejde mellem Billund Kommune, Jysk Landboforening, SAGRO og lodsejeren selv.
Der er for tiden gang i 12 vådområde- eller lavbundsprojekter i Billund Kommune. John Jørgensens er det første, der er nået i mål, og flere er på vej til at blive realiseret.
Stor interesse
Og interessen er stor. Over 70 lodsejere mødte op i dejligt aftensolskin, da John Jørgensen inviterede til markvandring og fremvisning af projektet.
De var tydeligt imponerede og spurgte vidt og bredt, mens SAGROS udtagningskonsulenter Katrine Falster-Hansen og Anita Hingstman Rasmussen og projektleder i vandløb ved Billund Kommune, Annette Matthiesen, forklarede og svarede på spørgsmål.
- Processen fra idé til realisering er på baggrund af det stærke klimapartnerskab blevet kortere og nemmere, og deltagelse i et projekt også blevet mere attraktivt pga. nye kompensationsmuligheder. Hvis man som lodsejer er interesseret i at udtage jord og indgå i et projekt, tager man fat i sin kommune eller udtagningskonsulenterne hos SAGRO. Så tager vi den indledende snak og får screenet området i forhold til potentiale og muligheder. I mange tilfælde vil det være nødvendigt at inddrage naboarealer, og vi vil derfor invitere til et fælles informationsmøde med de implicerede lodsejere, fortæller Katrine Falster-Hansen.
Frivilligt
Hun understreger, at deltagelse i et projekt er helt frivilligt.
- Vi fortæller bl.a. om processen, formålet, kompensationsmuligheder, tidshorisont og den fremtidige arealanvendelse ved denne typer projekter. Hvis der er opbakning til at gå videre, bliver der lavet en forundersøgelse, som i sidste ende skal svare på, om det er teknisk muligt at realisere et projekt. Det er selvfølgelig lodsejeren, der har den endelige beslutning. Det er frivilligt at indgå i projekterne, og derfor er det vigtigt, at lodsejerne kan se sig selv i projektet. De skal komme med deres ønsker og krav, og så må vi ud fra det sammen udarbejde det bedste projekt, siger Katrine Falster-Hansen.
Hun kalder John Jørgensens projekt en smule atypisk, fordi det ”kun” er på 22 hektar og fordi der ikke er andre lodsejere end ham involveret.
Helt konkret reducerer projektet ved Søgård Bæk ved Hejnsvig, der blev etableret i efteråret 2023, udledningen af næringsstoffer til Grådyb i Vadehavet Det samlede projekt reducerer kvælstofudledningen med 1.700 kg, hvilket svarer til ca. 80 kg N/ha/år.
Begejstret borgmester
Hos Billund Kommune er borgmester Stephanie Storbank (V) begejstret for både projektet og klimasamarbejdet:
- Landbruget spiller en central rolle i klimaplanen for Billund Kommune, når det kommer til at reducere udledningen af klimagasser. Udtagning af lavbundsjorde er et vigtigt virkemiddel, som samtidig kan bidrage til at skabe mere natur og biodiversitet.
Jeg håber, at det nye vådområde i Hejnsvig kan være med til at inspirere endnu flere landmænd til at overveje at indgå i projekter til fordel for både vandmiljø og klima, siger hun.
Som et led i at opfylde EU's vandplaner etablerer Billund Kommune løbende nye vådområder.
Målet er at opnå et bedre vandmiljø ved at begrænse udledningen af kvælstof og fosfor fra landbrugsjord.
Billund Kommunes klimaplan
Det er selvfølgelig lodsejeren, der har den endelige beslutning. Det er frivilligt at indgå i projekterne, og derfor er det vigtigt, at lodsejerne kan se sig selv i projektet. KATRINE FALSTER-HANSEN
Tilmelding til nyhedsbrev