Udgivet d. 01-11-2024
Biogas har potentialet til at være i den perfekte symbiose med landbruget, men udbud og efterspørgsel har skabt en uheldig tendens. En udfordring, hvis løsning tjener de fleste parter.
Mens fordelene for landmænd ved biogas er mange, er der også enkelte knaster og udfordringer. En af dem er halm – og ikke mindst hvem der skal have det hvornår. I takt med at der er kommet flere biogasanlæg til, er der nemlig blevet større efterspørgsel på det let omsættelige industriaffald og landbrugets husdyrgødning.
Derfor har biogasindustrien i flere tilfælde meldt sig på banen i forhold til halm – og det har givet lidt krusninger på vandene. Det fortæller planterådgiver og biogas-fortaler Thomas Vang Jørgensen fra ØkologiRådgivning Danmark.
- Der er i dag tre markeder for halm, nemlig strøelse, varme og nu biogas. Sidste år var der mangel på halm, mens biogasanlæggene bød en høj pris på halmen. Faktisk matchede de prisen fra halmvarme-markedet – og det var et problem for de landmænd, der skulle bruge halmen som strøelse, forklarer han og tilføjer:
- Skal man tro Biogas Danmarks prognoser, vil biogasanlæggene kun have mere halm fremover.
En mulig løsning gennem leverandørforeninger
Landmænd og biogasproducenter kan dog få god brug af hinanden – for selvom de konkurrerer om halmen, kan de faktisk med fordel sende den rundt mellem hinanden. Det er nemlig besværligt at producere biogas af halm, som kommer direkte fra markerne.
Der skal simpelthen snittes og forarbejdes så meget, at det bliver dyrere og mere vanskeligt at producere gassen. Omvendt kan halmen omsættes direkte, hvis det først har mørnet som strøelse i stalden, ligesom landmanden til gengæld får omdannet sin faste gødning til et flydende produkt, som er nemmere at udnytte.
Løsningen på problemet kan findes i biogasanlæggenes leverandørforeninger, mener Thomas Vang Jørgensen.
- Hvis halmen kommer fra et område med mange husdyr, bør den komme forbi staldene som strøelse, inden den skal afgasses. Det er alle simpelthen bedst tjent med, forklarer han og uddyber:
- Biogasanlæggene har et bredere netværk i forhold til at skaffe halm, og kan de formå at få et samarbejde med deres leverandørforening om halmens vej fra stald til biogas og tilbage til markerne, bliver ressourcerne brugt bedst muligt. Det kræver lidt planlægning, men alle er bedst tjent med det.
Tilmelding til nyhedsbrev